Han, Godfred Christensen[I] og jeg foretog i Forening en Tur i sachsisk Schweiz, hvor vi saa meget smukt og kom godt ud af det med hverandre. Maleren var dengang, som han selv kaldte det, »vild« i sin Kunst; han var ung og |105| fyrig; Goldschmidt[II], der paa denne Tur i ingen Henseende gjorde sin Overlegenhed gældende, talte om Corsaren, det lille illustrerede Oppositionsblad, han i sin tidlige Ungdom var bleven berømt og berygtet paa; det var forbausende, hvor opfyldt han endnu var deraf; alle Andre havde glemt Bladet; han syslede hver Dag med Erindringen om det og mindede Andre derom. Han fortalte, hvor naiv han havde været, da han begyndte Udgivelsen, og hvor overrasket han var kommen hjem til sin Moder med Lommerne fulde af raslende Penge, hans første Vinding, havde grebet ned i Lommen og sagt: »Nu skal du se, Moder, hvor meget jeg har tjent!« Vilde han rose noget som skarpt eller vittigt, sagde han gerne: det er som en god Corsar-Artikel. Efter hans Paastand var det Misforholdet til Kierkegaard[III], hvilket han ikke i Længden kunde bære, som havde bevæget ham til Opgivelse af Corsaren. En Dag gik vi over Uttenwalder Grund op paa Bastei, en anden til Pötscha, en tredie til Krippen og over Kuhstall, Kleiner Winterberg og Prebischthor til Herrnkretchen. Vejret var gnistrende klart og koldt. Vi traf i Schandau paa en elskelig og forstandig Kroværtinde med kloge, brune Øjne og et nydeligt Væsen. Hun ordnede vor Tur for os, og Goldschmidt[IV] var med Rette helt indtaget i hende og sagde til hende: Sie sind eine sehr wackere, gescheute Frau. Hun bad os anbefale sig og tilføjede naivt: »Man muss immer schpeculiren«. Hun gav os sit Kort og sagde: Sagen Sie, wir sind brave Leut’, hab’n ken Gellner (Kellner), hab’n nichs, nur reinliche Bett’, var iøvrigt fuld af Indfald og klagede med Lune over den Skade, Kejsermødet i Berlin havde voldt hende: Næste Aar bestiller vi Kejserne herhen til Sachsen.
Forunderligt var det, hvor langt Goldschmidts[V] Stil i mundtlig Samtale stod tilbage for hans skriftlige, der er saa udsøgt. Saasnart han blev sværmerisk, klang hans Tale |106| hul: Et Ord af vidunderlig Skønhed – og han vendte Øjnene i Vejret. Saa dejlig en Hemmelighed – og han saa henrykt ud, som Høyen[VI] naar denne paa Forelæsninger kom i Ekstase. Stadige Overdrivelser: En Begivenhed (at han sov over sig), som fik afgørende Betydning for hele mit Liv. Et Hug – og det var Døden (om Finter i Hugning).
Det var pudsigt, ved Omgang med ham at se, hvor mange Manerer hans unge Beundrer Vilhelm Møller[VII] havde taget efter ham, f. Eks. den at sige noget Gaadefuldt, saa se En stivt i Øjnene og iagttage Virkningen. Goldschmidt[VIII] havde den Svaghed, stadigt at tale om Filosofi og bildende Kunst, to Ting, hvoraf han intet forstod. Til Gengæld havde han slet ingen Sans for, hvad der laa lige for Øjet, ikke ringeste Natursans paa første Haand, men vilde i de smukkeste Naturomgivelser bene lige ind i Lærdommen, Nemesis, Ægypten, ifald man ikke hvert Øjeblik holdt ham tilbage ved Jorden og sagde: Se dog den Klippe, det Træ!
Først sent paa Aftenen, da vi foretog Nedstigningen fra Prebischthor i Mørke og han, som havde svage Øjne og saa daarligt i Mørket, følte Ængstelse og gav sig hen til Fantasteri, kom den romantiske Naturbetragtning op i ham, og han fablede om Ruder i Klippen, Kyklopøjne i Skovsiderne, fordi man til Nød kunde bilde sig ind, at Smaahusenes oplyste Ruder sad i Bjerget eller var store Øjne.Sammenlign mine Samlede Skrifter IV, 325.
Et enkelt Sted blev under Nedstigningen hans Angst for Nedstyrtning paafaldende, skønt der ikke var ringeste Fare. Jeg tilbød ham to Gange min Haand, men han afslog den med de pudsige Ord: »Nej, det er nok, at En gaar til Grunde.« – Med sin Mistænksomhed var han øjensynligt paa sin Post mod den Mulighed, at jeg skulde styrte ham i Afgrunden.
|107| Da vi var komne ned, udbredte han sig vidtløftigt om sin Nemesis-Lære, der gik ud paa vilkaarligt at sammenkoble et Uheld eller en Ulykke i det enkelte Menneskes Liv med en Forseelse, han tidligere havde begaaet – en Lære, som jeg, for at undgaa unødig Trætte, kun svagt udtalte mig imod, saa tom jeg end fandt den.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
