Henrik Ibsen[I] skrev paa sit Dobbeltdrama Kejser og Galilæer, som han havde drøftet med mig, siden han undfangede det. I Begyndelsen var han ikke at bevæge til |103| at læse det mindste deraf for mig. Da han vilde tage endnu en Afskrift for at gennemfile Prosadialogen, vilde han ikke lade mig se den første, ringere Form. Han sagde: »Jeg skriver aldrig en Linje uden at sige til mig selv: Hvad mon G. B.[II] vil sige derom? hvor skulde jeg da lade Dem se Stykket ufilet!« Alligevel læste han snart derefter store Partier for mig, deriblandt Scenerne mellem Julian og Mystikeren Maximus. Hans Røst egnede sig, dæmpet som den var, til Gengivelse af det Stemningsfulde og Uhyggelige.
Iøvrigt gik alle hans kunstneriske Instinkter ham selv endnu ubevidst i Retning af moderne Prosaskuespil. Han skulde jo fra da af tie i mange Aar, mens de nye Bestræbelser formede sig i ham. Ganske vist havde han allerede i 1869 skrevet den skarpe moderne Satire De Unges Forbund, men ikke med det Forsæt, hermed at slaa ind paa en ny Vej; han vendte derfor straks derefter tilbage til den fjerne Fortid. Nu var han tydeligt nok stedt i stærk indre Udvikling.
Mens han følte sig paa Krigsfod med Norge, stræbte han med endnu ikke tillukket Modtagelighed at tilegne sig det nye Tysklands Dannelseselementer, forsaavidt de var tilgængelige for ham og forsaavidt han havde Brug for dem. De var dog sjældent paa Højde med ham. Han var stadig Tilhører ved Forelæsningerne i Dresdens literære Forening og tog mig med sig derhen. Vi hørte forstandige og dygtige Foredrag. Et drejede sig om Tiecks[III] Afhandling angaaende Hamlets Monolog; det viste sig under Forhandlingen, at foruden Foredragsholderen var jeg den eneste i Foreningen, som kendte den Afhandling. Et gjaldt Tysklands moderne Lystspil sammenlignede med de franske, hvis kunstnerisk tilslebne Dialog Taleren fordomsfrit gav Prisen. Rudolf Döhn[IV], en gammel Republikaner fra 1848, holdt Foredrag om en Bog, Jesus og Kvinderne, af en ung Dr. Wünsche[V]; han dadlede Forfatterens ortodokse Standpunkt, men roste ellers |104| Bogen meget. Dr. Wünsche[VI] rejste sig og sagde, han var ikke rettroende, men havde af Forsigtighed ikke udtalt sig for eller imod Ortodoksien. Saa endte Aftenen med en Apoteose af Feuerbach[VII]. Thi Döhn[VIII] havde i sit Foredrag indflettet to Sider af den nys afdøde Tænker om Madonnadyrkelsens Sandhed og Skønhed samt om alle Menneskers Kærlighed til deres Moder. Det var forunderligt at se den Virkning, de gjorde. Der var Mænd, som græd. En gammel Mand tørrede sine Øjne og sagde til mig: »Havde Ludwig Feuerbach[IX] ikke skrevet andet end disse Par Sider, saa var han en stor Mand.«
Ibsens[X] Svoger, Løjtnant Falsen[XI], der senere blev Kommandant paa Tromsøe og derefter Konsul i Archangelsk, var mig en kær Omgangsven i Dresden. Han opholdt sig der for at studere Russisk, da han vilde ind i den norske Generalstab. Det var en alsidigt dannet ung Mand, der havde læst og tænkt meget; han havde en Bog som Taines[XII] De l’Intelligence med sig paa Rejsen. Foruden ham var der ogsaa andre norske Officerer. Godfred Christensen[XIII] og Goldschmidt[XIV] sluttede sig til os, og vi spiste daglig til Middag ved samme Hotelbord. De norske, lidt lattermilde, Herrer paastod, at Goldschmidts[XV] Middagsro forstyrredes ved Frygten for at Opvarterne, der betragtede ham, den saa meget ældre, som en Slags Vært for os andre, vilde bringe ham den hele Regning, hvad de et Par Gange af Misforstaaelse havde gjort. Nordmændene søgte da at faa Opvarterne dertil for at more sig over Goldschmidts[XVI] Protester.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
