Ibsen[I] var af de faa, hvem min Bog Emigrantliteraturen havde tiltalt ubetinget; han havde givet mig stærke Lovord i et Brev, som nu foreligger trykt, og vi befandt os paa mange Punkter i et fremmende Idefællesskab, paa andre i Uoverensstemmelser, for hvilke det var endnu mere fremmende at faa tydeligt gjort Rede.
Dagligt gik jeg fra det lille, altfor slette, Hotel, han havde anbefalet mig i sin Nærhed, og hentede ham til en Spadseregang, som ofte afbrødes ved Besøg i et Værtshus, |100| hvor Opvarterne imponeredes af den barbariske Pragt i hans Knaphul, men altid sluttede ved Thebordet i hans Hjem.
Jeg fik et nyt Indtryk af ham efter det Aar, der var gaaet hen siden jeg saa ham sidst. Ikke videre høj, som han var, men smuk, atletisk bygget, med svært Hoved, svær Hals, mægtige Skuldre saa han ud som om man maatte slaa ham ned med Køller, ifald man skulde faa Bugt med ham. Han talte i Almindelighed lidet, om han end overfor mig var meddelsom; men det Ejendommelige ved hans Maade at tale paa var hans Ro og Langsomhed og det, at han aldrig smilte, end ikke naar den, der talte til ham, smilte først. Dette virkede undertiden næsten ængsteligt. Skulde han betegnes med ét Ord, var det dette, han var truende. Han kunde se forfærdende ud, som han sad med opmærksomme Øjne. Han lignede da en Autoritet. Han saa ud som en Mand, der var vant til overfor andre Mennesker at indtage det Standpunkt som en Skolebestyrer overfor Drengene, og vant til at indjage en vis Angst. Med al sin Kamp mod Nordmændene var han i Væsen meget norsk.
Der laa opsamlet i ham fyrretyve Aars Bitterhed og Had; hans Menneskeforagt var uden Grænser. Han var Aristokrat til det Yderste og tog Konsekvenserne deraf. Det var en Troesartikel for ham, at alle Politikere, ↄ: Parlamentspolitikere, ikke Mænd som Bismarck[II], var Hyklere, Løgnere, Vaasere, Hunde. De levede af de politiske Frihedsbestræbelser, der blot gik ud paa, at de latterligste Dilettanter i Politik kom til Orde og maatte høres angaaende Landets Sager. Dette Statsborgeri og det Væsen, der gjordes deraf, burde skydes tilside; dets Rolle var udspilt. De politiske Forsamlinger var med Rette komne i Vanry og omtrent latterlige i hele Europa. Hans Had til de usande Frihedsbestræbelser var paa Veje til at fortrænge |101| hans Interesse for de sande. Han holdt en stor Lovtale over Knutten. Tal aldrig ilde om Knutten! udbrød han begejstret, den befrier Folkene for det usunde Fedt.
Den afgørende Frihed var social Frihed, Aandsfrihed, Tankens Frihed, Samvittighedsfrihed. For disse Formaal arbejdedes der lige saa godt under en moderne, intelligentere Form af Enevælde som under Smaatyranners Styre, ja bedre endda. Han afskyede Norges Liberale, og han betragtede Flertallet af Norges Bønder som smudsigt og egennyttigt Pak. Af Bjørnsons[III] Bondenoveller lo han. Han jublede over den Plads, det Erotiske indtog i dem, mens Intet sysselsatte den norske Bonde mindre, ifald man undtog Eros i den djærveste Formation. En Karl paa tyve Aar giftede sig gerne med en velhavende Kærling paa de sytti. Blot Bjørnson[IV] vilde fortsætte, til Arne skulde ind paa Stortinget, saa skulde vi se den virkelige Arne.
Af Ibsens[V] Breve erfor jeg mange Aar efter, at han til Tider har følt Venskab, ja næret næsten Sværmeri for Bjørnson[VI]. Jeg har dengang som ellers personligt kun hørt ham nævne Bjørnson[VII] med stærkeste Uvilje og Ringeagt. Hvor fanatisk han var, slog mig, da han en Dag i stærke Udtryk nedrev Magdalene Thoresens[VIII] Fortællinger, lastede deres Sprog, kaldte dem forskruede og usande, saa afbrød sig med Vendingen: »Det forstaar sig, hun har altid mere Talent end denne Bjørnson[IX]«. – Det maa tilføjes, at, som Christian Richardt[X] en Dag rigtigt bemærkede, Ibsen[XI] alligevel aldrig talte saa nedsættende om Bjørnson[XII], som denne om hin.
Med sin grænseløse Tro paa Kongemagtens Nødvendighed til at holde en aristokratisk Aandsretning vedlige og knække de Liberale fordømte Ibsen[XIII] Bjørnsons[XIV] Republikanisme. Hvad det kom an paa var, at en Nation gav sit Bidrag til Verdensudviklingen. En Regering duede, naar den drev Nationen til at udrette noget stort og sjældent.
|102|Spadserende ud til Plauenscher Grund sagde han: »Norden ligger udenfor Kulturstrømmen. Den ulykkelige Følge deraf er, at alle Stadier hos os tilbagelægges efter at hele Europa er ude over dem. Vi maa gennemgaa Alt. Det er som om man vilde indføre Astronomien paa Madagascar og begyndte med det ptolemæiske System.«
Hans Domme om de nyeste danske Digtere var velvillige. Han talte med Agtelse om Jacobsen[XV], saa lidet denne endnu havde offenliggjort, med Sympati om Drachmann[XVI], skønt det foruroligede ham lidt, at han splittede sig saa stærkt. Han nævnte dem begge som lovende Muligheder for mig, ifald det blev til Alvor med et Tidsskrift, jeg paatænkte; han selv vilde fra Januar 1873 blive en ivrig Medarbejder derved.
Hans Domme om Bøger var interessante, men over én Læst. Det kom ham alene an paa, om de stod i en inderlig Forbindelse med Forfatterens Sjæleliv. Saa var Alt godt, ellers Alt akademisk. Saa højt han før havde vurderet Heiberg[XVII] – han havde jo besunget ham i Digtet Til de Genlevende som Kæmpen, der tændte et Lys i Landet – nu skattede han hans Digtning mindre. Han betragtede det som Tidsalderens Fremskridt, at Poesien blev mere og mere psykologisk og ikke blot den, men al Literatur. »Det er det, som vil sikre Deres sidste Bog et Liv i Fremtiden, at den indeholder, hvorledes De har set paa Tingene. Vil I have Objektivitet, saa gaa til Objekterne. Læs mig for at lære mig at kende!« – Han mente, at dette var den store literære Revolution, som han selv foretog.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
