Han meddelte mig sin Rejses Formaal. Han tog nu først til Berlin, saa til en hel Række andre tyske Byer, hvor man vilde opføre Skuespil af ham og hvor Teaterdirektører ventede ham, med hvilke han skulde forhandle. At der i Tyskland var en saadan Efterspørgsel efter Goldschmidtske Stykker, maatte undre. Med al sin overordentlige stilistiske Evne og sin undertiden fine Sjælekundskab var Goldschmidt[I] dog slet ikke Dramatiker, og af intet Stykke, han havde skrevet, var der nogensinde gaaet Ry. Han gik øjensynligt ud paa at imponere mig og anslog nu og da en lidt pralende Tone.
Saa spurgte han mig, hvor jeg agtede mig hen. Da |98| jeg svarede: Til Dresden, til Henrik Ibsen[II], udbrød han: Kender De ham? og da han fik bekræftende Svar, sagde han straks: Vil De forestille mig for ham? – Men De vil jo rejse en helt anden Vej! – Nej, svarede han uden Betænkning, i saa Fald forandrer jeg min Rejseplan og følger med et Par Dages Ophold i Berlin efter Dem til Dresden. Vi gør da Ture sammen; Ibsen[III], De og jeg skal svire og solde sammen. – Som ved et Trylleslag var alle de ventende Teaterdirektører sunkne i Jorden. Jeg negter ikke, at jeg forbausedes. Og virkelig nævnte fra det Øjeblik Goldschmidt[IV] ikke en eneste Gang paa Rejsen mere de mange Byer, hvor Stykker af ham skulde spilles – og hvor de (saavidt vides) heller aldrig er blevne spilte. Han blev roligt i Sachsen flere Uger i Træk.
Paa Banegaarden i Stettin traf jeg den unge Landskabsmaler Godfred Christensen[V], der havde hørt til mine Tilhørere om Vinteren; han tog med i samme Vogn og vi aftalte at gøre en Fodrejse i sachsisk Schweiz. Til den vilde saa ogsaa Goldschmidt[VI] være med. Rejsen fra Stettin til Berlin forløb lystigt. Paa Skibet havde jeg været tilbageholdende overfor Goldschmidt[VII]; nu begyndte jeg at drille ham en Smule, hvortil jeg fik den unge Malers Understøttelse. Han vovede vel ikke selv at drille Goldschmidt[VIII], men han gav mig Ret, især i vore Ordskifter om Kunst. Snart var vi saa vidt, at hver Gang Goldschmidt[IX] – ti Gange i Timen – brugte sine Yndlingsord Aand og sjælfuldt, udstødte jeg sørgende og klagende Toner, og hver Gang han sagde »frelse Menneskeslægten« mumlede jeg »give Menneskeslægten noget at spise«. Stærkt klynkede jeg, da han sagde, at Paolo Veronese[X] var en Maler uden Betydning, thi han var uden Sjæl. Da Christensen[XI] gav sig til at klynke med, saa Goldschmidt[XII], at han var faldet blandt sjælløse Røvere.
Hvad hans Kunstkritiker længst havde givet mig en |99| Forestilling om, blev til Vished under vort nu følgende Samliv, at han ganske manglede Sansen for bildende Kunst. En Dag, vi gik sammen paa Galleriet i Dresden og jeg foran de fire store Billeder af Correggio[XIII], som hænger der ved Siden af hinanden, sagde til ham: »Sammenlign det ældste Billede med det senest malede!« spurgte han: »Hvoraf véd De, at det dèr er det ældste?« blev meget forundret, da jeg sagde ham, det var let at se, og vilde neppe tro, jeg ikke vidste det fra andre.
En ung meget smuk sædelig-germansk Kone var med i Vognen. Jeg sagde til Goldschmidt[XIV]: »Hvad er hendes Mand?« og han svarte som et Orakel uden Betænkning: »Maskinbygger«.
Efter Aftale skulde Goldschmidt[XV] hente mig en Morgen Kl. 10 for at blive indført hos Henrik Ibsen[XVI], men ved nærmere Overvejelse har han øjensynligt fundet det under sin Værdighed at behøve mig for at faa Indpas. Saa endnu før jeg en Morgen var helt færdig med min Paaklædning, kom han i Forening med Ibsen[XVII], hvem han meget tidligt havde opsøgt, og afhentede mig.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
