|119| 11.

Mange af de Politikere, jeg traf paa, tilhørte Oppositionen og følte sig som Modstandere af Bismarck^[I]Otto von Bismarck (1815-1898): tysk politiker og statsmand. Tysk rigskansler 1871-1890. og hans Væsen. Hvad godt og gavnligt han havde udrettet for Tyskland, det havde han efter deres Opfattelse gjort efter Recepten i Faust som

men der var ogsaa andre, Politikere som Lægmænd, der betragtede Bismarck^[II]Otto von Bismarck (1815-1898): tysk politiker og statsmand. Tysk rigskansler 1871-1890. efter Rigets Grundlæggelse som vidtforskellig fra den ultraprøjsiske og ultrakonservative Hedspore, han i sin Ungdom havde været, og satte stor Lid til ham som til Rigets fremtidige Styrismand. Hans Evner i udenrigsk Politik var jo ubestridte, og i den indre Politik havde han foreløbigt taget de gamle Medlemmer af det nationale Parti, de nationalliberale, til Medarbejdere.

Mig personligt var Bismarck^[III]Otto von Bismarck (1815-1898): tysk politiker og statsmand. Tysk rigskansler 1871-1890. kraftigt imod; jeg havde endnu hos ham mere Øje for den vældige Brutalitet end for Genialiteten. Men Skikkelsen begyndte at sysselsætte mig, som den sysselsatte alle andre. Hvad der tiltrak mig her, det var Manden, som stod saa fast i sine Sko. Her var en Mand, som vidste, hvad han vilde, og som havde udført det uden Vaklen.

Mer end et Aar igennem havde smaa Danskere tudet mig i Ørerne, at jeg havde været hensynsløs, og det lod sig hverken forsvare eller undskylde. Hvad jeg mente, kunde være mere eller mindre berettiget, det fik staa ved sit Værd; men jeg havde i min Optræden været hensynsløs, og det skulde hævnes, derfor skulde jeg bøde.

Her saa jeg nu paa Gaden, hørte i Rigsdagen, stødte i alle Samtaler og i hver Avisspalte paa Tidsalderens store |120| Mand, han, hvis Færd overalt betegnedes med Stikordet Hensynsløshed – hvilket Indtryk gjorde det ikke paa mig, da jeg i et af hans Breve ved Gennemlæsning stødte paa Sætningen: Ich bin umgekehrt lange nicht rücksichtslos genug, eher feige. Den Sætning satte Staal i min Ryg. Den passede paa mig, var som skrevet for mig. Jeg havde jo, for at faa mine Lærdomme til at glide ned, ladet mig forlede eller overtale til et Maadehold i Polemiken, der havde vist sig aldeles unyttigt. Fra nu af var der ikke den Magt paa Jorden, der skulde bevæge mig til at give Køb.