Levned, 2 (1907)

|[95]|Ude

1.

I den første Halvdel af September rejste jeg til Tyskland. Jeg tog lige ned til Henrik Ibsen[I] i Dresden og blev en Maanedstid sammen med ham.

Imidlertid fik jeg paa Rejsen uventet Følgeskab. Paa Stettinerdamperen opdagede jeg M. Goldschmidt[II], hvem hans Forlægger, Boghandler Høst[III], fulgte ombord. Paa Goldschmidts[IV] Opfordring nærmede Hr. Høst sig og forestilte os for hinanden, som havde vi aldrig set hinanden før. Neppe begyndte Skibet at gaa, før Goldschmidt[V] begyndte at krese om mig som Katten om Grøden, sigende saa et, saa et andet lille Ord med største Venlighed; han gjorde mig f. Eks. opmærksom paa, at min Fader havde ventet paa Bryggen for at hilse paa mig endnu engang, hvad jeg oversaa. Efter kort Tids Forløb satte han sig hos mig, gik frem med stor Forsigtighed, gjorde ikke ringeste Hentydning til noget tidligere Mellemværende, lod saa det rolige Forhold vige for et ligefremt, det ligefremme for et hjerteligt og endelig dette for et aldeles kammeratligt.

Først spiste vi sammen, saa begyndte han lange Samtaler om sine Kæpheste, Nemesis, ægyptiske Forestillinger om Nemesis o. s. v. Han gjorde sig stor Umag for at synes |96| simpel, ærlig, vakker, brav, Egenskaber, han mærkede, jeg satte Pris paa, lod saa falde en Ytring af den dybeste Foragt for Rudolf Schmidt[VI], talte derefter om at han aldrig kunde bære Nag, De og jeg, jeg og De, i det Uendelige.

Han udtrykte sig elskværdigt og med Originalitet, glemte ikke at vise sig opmærksom og forekommende. Da jeg med mit angrebne Ben ikke godt kunde taale at staa, løb Goldschmidt[VII] og hentede mig en Stol, der blev anbragt midtskibs hvor vi saa sad længe i en forrygende Storm, indtil Bølgerne gik over Skibet og blandede deres Vand i vor Filosofi.

Goldschmidt[VIII] talte om Grundtvigs[IX] Begravelse, Bjørnsons[X] Optræden og Tale ved den, om hvor misundelsesværdigt det var, som han at have en hel Menighed i Danmark, den grundtvigianske, og at høre saaledes til, uden et Krav i sin Sjæl, der gik ud over hvad Omgivelserne tænkte og vilde have sagt. Han selv havde tænkt paa Grundtvig i sin Fortælling om den Mand, der var stor for alle dem, der havde drukket af Byens Brønd. Han holdt meget af Bjørnson[XI], oprigtigt; men han mente, at Henrik Ibsen[XII] ved sine seneste Arbejder Brand og Peer Gynt havde overfløjet ham. Ibsen[XIII] kendte han ikke personligt, havde aldrig set ham. Men han kendte de Unge, der havde sluttet sig til mig. Holger Drachmann[XIV] havde desværre glemt at tegne noget Ægyptisk til ham i British Museum, som han havde lovet ham til Brug for Nemesisstudier. Om Vilhelm Møller[XV] talte han med Velvilje. Han betegnede ham skemtende som »den sande Neger, kun vel tilpas i Sværten«. Kom dernæst ind paa Forholdet mellem Danmark og Prøjsen og ytrede, ikke uden Skarpsyn: »Det tager sig jo ud, som om de hjemme gik op i Had og Forbitrelse mod Tyskland. Prøjserne behøvede kun at give os et godt Ord, række os den lille Finger, saa faldt de derhjemme dem rørte om Halsen.«

Derpaa sagde han flygtigt: »Jeg véd, at De har skrevet |97| om mig, og ugunstigt; men det rører mig ikke; jeg har ikke læst det, læser overhovedet aldrig hvad der skrives om mig.« – Det stemte jo med god Verdenstone, at Goldschmidt[XVI] vilde undgaa Ordstrid med mig om en mer end tre Aar gammel Artikel; men som Ordene faldt, smagte de mig ikke; thi jeg vidste med fuld Bestemthed fra Vilhelm Møller[XVII], baade at Goldschmidt[XVIII] havde læst min Artikel og i hvilke Udtryk han havde givet sin Vrede og Misfornøjelse tilkende. – Jeg var ikke saa uerfaren, at jeg noget Øjeblik troede, Goldschmidt[XIX] havde tilgivet mig saa skarpe kritiske Udtalelser. Men jeg følte, han gjorde en oprigtig Bestræbelse for at glemme sit gamle Nag, og han havde jo flere Gange tidligere søgt mig. »Jeg er«, sagde han, »tiltrukket af Deres forbausende Barnlighed. Det Ejendommelige ved Deres Ansigt er Udtrykkets uafbrudte Skiften; det Ejendommelige ved Deres Væsen er dette overraskende Barnlige.« – Han gav sig næste Dag neppe Tid til at gøre Toilette, saa »interessant« fandt han mig.

2.

Han meddelte mig sin Rejses Formaal. Han tog nu først til Berlin, saa til en hel Række andre tyske Byer, hvor man vilde opføre Skuespil af ham og hvor Teaterdirektører ventede ham, med hvilke han skulde forhandle. At der i Tyskland var en saadan Efterspørgsel efter Goldschmidtske Stykker, maatte undre. Med al sin overordentlige stilistiske Evne og sin undertiden fine Sjælekundskab var Goldschmidt[XX] dog slet ikke Dramatiker, og af intet Stykke, han havde skrevet, var der nogensinde gaaet Ry. Han gik øjensynligt ud paa at imponere mig og anslog nu og da en lidt pralende Tone.

Saa spurgte han mig, hvor jeg agtede mig hen. Da |98| jeg svarede: Til Dresden, til Henrik Ibsen[XXI], udbrød han: Kender De ham? og da han fik bekræftende Svar, sagde han straks: Vil De forestille mig for ham? – Men De vil jo rejse en helt anden Vej! – Nej, svarede han uden Betænkning, i saa Fald forandrer jeg min Rejseplan og følger med et Par Dages Ophold i Berlin efter Dem til Dresden. Vi gør da Ture sammen; Ibsen[XXII], De og jeg skal svire og solde sammen. – Som ved et Trylleslag var alle de ventende Teaterdirektører sunkne i Jorden. Jeg negter ikke, at jeg forbausedes. Og virkelig nævnte fra det Øjeblik Goldschmidt[XXIII] ikke en eneste Gang paa Rejsen mere de mange Byer, hvor Stykker af ham skulde spilles – og hvor de (saavidt vides) heller aldrig er blevne spilte. Han blev roligt i Sachsen flere Uger i Træk.

Paa Banegaarden i Stettin traf jeg den unge Landskabsmaler Godfred Christensen[XXIV], der havde hørt til mine Tilhørere om Vinteren; han tog med i samme Vogn og vi aftalte at gøre en Fodrejse i sachsisk Schweiz. Til den vilde saa ogsaa Goldschmidt[XXV] være med. Rejsen fra Stettin til Berlin forløb lystigt. Paa Skibet havde jeg været tilbageholdende overfor Goldschmidt[XXVI]; nu begyndte jeg at drille ham en Smule, hvortil jeg fik den unge Malers Understøttelse. Han vovede vel ikke selv at drille Goldschmidt[XXVII], men han gav mig Ret, især i vore Ordskifter om Kunst. Snart var vi saa vidt, at hver Gang Goldschmidt[XXVIII] – ti Gange i Timen – brugte sine Yndlingsord Aand og sjælfuldt, udstødte jeg sørgende og klagende Toner, og hver Gang han sagde »frelse Menneskeslægten« mumlede jeg »give Menneskeslægten noget at spise«. Stærkt klynkede jeg, da han sagde, at Paolo Veronese[XXIX] var en Maler uden Betydning, thi han var uden Sjæl. Da Christensen[XXX] gav sig til at klynke med, saa Goldschmidt[XXXI], at han var faldet blandt sjælløse Røvere.

Hvad hans Kunstkritiker længst havde givet mig en |99| Forestilling om, blev til Vished under vort nu følgende Samliv, at han ganske manglede Sansen for bildende Kunst. En Dag, vi gik sammen paa Galleriet i Dresden og jeg foran de fire store Billeder af Correggio[XXXII], som hænger der ved Siden af hinanden, sagde til ham: »Sammenlign det ældste Billede med det senest malede!« spurgte han: »Hvoraf véd De, at det dèr er det ældste?« blev meget forundret, da jeg sagde ham, det var let at se, og vilde neppe tro, jeg ikke vidste det fra andre.

En ung meget smuk sædelig-germansk Kone var med i Vognen. Jeg sagde til Goldschmidt[XXXIII]: »Hvad er hendes Mand?« og han svarte som et Orakel uden Betænkning: »Maskinbygger«.

Efter Aftale skulde Goldschmidt[XXXIV] hente mig en Morgen Kl. 10 for at blive indført hos Henrik Ibsen[XXXV], men ved nærmere Overvejelse har han øjensynligt fundet det under sin Værdighed at behøve mig for at faa Indpas. Saa endnu før jeg en Morgen var helt færdig med min Paaklædning, kom han i Forening med Ibsen[XXXVI], hvem han meget tidligt havde opsøgt, og afhentede mig.

3.

Ibsen[XXXVII] var af de faa, hvem min Bog Emigrantliteraturen havde tiltalt ubetinget; han havde givet mig stærke Lovord i et Brev, som nu foreligger trykt, og vi befandt os paa mange Punkter i et fremmende Idefællesskab, paa andre i Uoverensstemmelser, for hvilke det var endnu mere fremmende at faa tydeligt gjort Rede.

Dagligt gik jeg fra det lille, altfor slette, Hotel, han havde anbefalet mig i sin Nærhed, og hentede ham til en Spadseregang, som ofte afbrødes ved Besøg i et Værtshus, |100| hvor Opvarterne imponeredes af den barbariske Pragt i hans Knaphul, men altid sluttede ved Thebordet i hans Hjem.

Jeg fik et nyt Indtryk af ham efter det Aar, der var gaaet hen siden jeg saa ham sidst. Ikke videre høj, som han var, men smuk, atletisk bygget, med svært Hoved, svær Hals, mægtige Skuldre saa han ud som om man maatte slaa ham ned med Køller, ifald man skulde faa Bugt med ham. Han talte i Almindelighed lidet, om han end overfor mig var meddelsom; men det Ejendommelige ved hans Maade at tale paa var hans Ro og Langsomhed og det, at han aldrig smilte, end ikke naar den, der talte til ham, smilte først. Dette virkede undertiden næsten ængsteligt. Skulde han betegnes med ét Ord, var det dette, han var truende. Han kunde se forfærdende ud, som han sad med opmærksomme Øjne. Han lignede da en Autoritet. Han saa ud som en Mand, der var vant til overfor andre Mennesker at indtage det Standpunkt som en Skolebestyrer overfor Drengene, og vant til at indjage en vis Angst. Med al sin Kamp mod Nordmændene var han i Væsen meget norsk.

Der laa opsamlet i ham fyrretyve Aars Bitterhed og Had; hans Menneskeforagt var uden Grænser. Han var Aristokrat til det Yderste og tog Konsekvenserne deraf. Det var en Troesartikel for ham, at alle Politikere, ↄ: Parlamentspolitikere, ikke Mænd som Bismarck[XXXVIII], var Hyklere, Løgnere, Vaasere, Hunde. De levede af de politiske Frihedsbestræbelser, der blot gik ud paa, at de latterligste Dilettanter i Politik kom til Orde og maatte høres angaaende Landets Sager. Dette Statsborgeri og det Væsen, der gjordes deraf, burde skydes tilside; dets Rolle var udspilt. De politiske Forsamlinger var med Rette komne i Vanry og omtrent latterlige i hele Europa. Hans Had til de usande Frihedsbestræbelser var paa Veje til at fortrænge |101| hans Interesse for de sande. Han holdt en stor Lovtale over Knutten. Tal aldrig ilde om Knutten! udbrød han begejstret, den befrier Folkene for det usunde Fedt.

Den afgørende Frihed var social Frihed, Aandsfrihed, Tankens Frihed, Samvittighedsfrihed. For disse Formaal arbejdedes der lige saa godt under en moderne, intelligentere Form af Enevælde som under Smaatyranners Styre, ja bedre endda. Han afskyede Norges Liberale, og han betragtede Flertallet af Norges Bønder som smudsigt og egennyttigt Pak. Af Bjørnsons[XXXIX] Bondenoveller lo han. Han jublede over den Plads, det Erotiske indtog i dem, mens Intet sysselsatte den norske Bonde mindre, ifald man undtog Eros i den djærveste Formation. En Karl paa tyve Aar giftede sig gerne med en velhavende Kærling paa de sytti. Blot Bjørnson[XL] vilde fortsætte, til Arne skulde ind paa Stortinget, saa skulde vi se den virkelige Arne.

Af Ibsens[XLI] Breve erfor jeg mange Aar efter, at han til Tider har følt Venskab, ja næret næsten Sværmeri for Bjørnson[XLII]. Jeg har dengang som ellers personligt kun hørt ham nævne Bjørnson[XLIII] med stærkeste Uvilje og Ringeagt. Hvor fanatisk han var, slog mig, da han en Dag i stærke Udtryk nedrev Magdalene Thoresens[XLIV] Fortællinger, lastede deres Sprog, kaldte dem forskruede og usande, saa afbrød sig med Vendingen: »Det forstaar sig, hun har altid mere Talent end denne Bjørnson[XLV]«. – Det maa tilføjes, at, som Christian Richardt[XLVI] en Dag rigtigt bemærkede, Ibsen[XLVII] alligevel aldrig talte saa nedsættende om Bjørnson[XLVIII], som denne om hin.

Med sin grænseløse Tro paa Kongemagtens Nødvendighed til at holde en aristokratisk Aandsretning vedlige og knække de Liberale fordømte Ibsen[XLIX] Bjørnsons[L] Republikanisme. Hvad det kom an paa var, at en Nation gav sit Bidrag til Verdensudviklingen. En Regering duede, naar den drev Nationen til at udrette noget stort og sjældent.

|102|Spadserende ud til Plauenscher Grund sagde han: »Norden ligger udenfor Kulturstrømmen. Den ulykkelige Følge deraf er, at alle Stadier hos os tilbagelægges efter at hele Europa er ude over dem. Vi maa gennemgaa Alt. Det er som om man vilde indføre Astronomien paa Madagascar og begyndte med det ptolemæiske System.«

Hans Domme om de nyeste danske Digtere var velvillige. Han talte med Agtelse om Jacobsen[LI], saa lidet denne endnu havde offenliggjort, med Sympati om Drachmann[LII], skønt det foruroligede ham lidt, at han splittede sig saa stærkt. Han nævnte dem begge som lovende Muligheder for mig, ifald det blev til Alvor med et Tidsskrift, jeg paatænkte; han selv vilde fra Januar 1873 blive en ivrig Medarbejder derved.

Hans Domme om Bøger var interessante, men over én Læst. Det kom ham alene an paa, om de stod i en inderlig Forbindelse med Forfatterens Sjæleliv. Saa var Alt godt, ellers Alt akademisk. Saa højt han før havde vurderet Heiberg[LIII] – han havde jo besunget ham i Digtet Til de Genlevende som Kæmpen, der tændte et Lys i Landet – nu skattede han hans Digtning mindre. Han betragtede det som Tidsalderens Fremskridt, at Poesien blev mere og mere psykologisk og ikke blot den, men al Literatur. »Det er det, som vil sikre Deres sidste Bog et Liv i Fremtiden, at den indeholder, hvorledes De har set paa Tingene. Vil I have Objektivitet, saa gaa til Objekterne. Læs mig for at lære mig at kende!« – Han mente, at dette var den store literære Revolution, som han selv foretog.

4.

Henrik Ibsen[LIV] skrev paa sit Dobbeltdrama Kejser og Galilæer, som han havde drøftet med mig, siden han undfangede det. I Begyndelsen var han ikke at bevæge til |103| at læse det mindste deraf for mig. Da han vilde tage endnu en Afskrift for at gennemfile Prosadialogen, vilde han ikke lade mig se den første, ringere Form. Han sagde: »Jeg skriver aldrig en Linje uden at sige til mig selv: Hvad mon G. B.[LV] vil sige derom? hvor skulde jeg da lade Dem se Stykket ufilet!« Alligevel læste han snart derefter store Partier for mig, deriblandt Scenerne mellem Julian og Mystikeren Maximus. Hans Røst egnede sig, dæmpet som den var, til Gengivelse af det Stemningsfulde og Uhyggelige.

Iøvrigt gik alle hans kunstneriske Instinkter ham selv endnu ubevidst i Retning af moderne Prosaskuespil. Han skulde jo fra da af tie i mange Aar, mens de nye Bestræbelser formede sig i ham. Ganske vist havde han allerede i 1869 skrevet den skarpe moderne Satire De Unges Forbund, men ikke med det Forsæt, hermed at slaa ind paa en ny Vej; han vendte derfor straks derefter tilbage til den fjerne Fortid. Nu var han tydeligt nok stedt i stærk indre Udvikling.

Mens han følte sig paa Krigsfod med Norge, stræbte han med endnu ikke tillukket Modtagelighed at tilegne sig det nye Tysklands Dannelseselementer, forsaavidt de var tilgængelige for ham og forsaavidt han havde Brug for dem. De var dog sjældent paa Højde med ham. Han var stadig Tilhører ved Forelæsningerne i Dresdens literære Forening og tog mig med sig derhen. Vi hørte forstandige og dygtige Foredrag. Et drejede sig om Tiecks[LVI] Afhandling angaaende Hamlets Monolog; det viste sig under Forhandlingen, at foruden Foredragsholderen var jeg den eneste i Foreningen, som kendte den Afhandling. Et gjaldt Tysklands moderne Lystspil sammenlignede med de franske, hvis kunstnerisk tilslebne Dialog Taleren fordomsfrit gav Prisen. Rudolf Döhn[LVII], en gammel Republikaner fra 1848, holdt Foredrag om en Bog, Jesus og Kvinderne, af en ung Dr. Wünsche[LVIII]; han dadlede Forfatterens ortodokse Standpunkt, men roste ellers |104| Bogen meget. Dr. Wünsche[LIX] rejste sig og sagde, han var ikke rettroende, men havde af Forsigtighed ikke udtalt sig for eller imod Ortodoksien. Saa endte Aftenen med en Apoteose af Feuerbach[LX]. Thi Döhn[LXI] havde i sit Foredrag indflettet to Sider af den nys afdøde Tænker om Madonnadyrkelsens Sandhed og Skønhed samt om alle Menneskers Kærlighed til deres Moder. Det var forunderligt at se den Virkning, de gjorde. Der var Mænd, som græd. En gammel Mand tørrede sine Øjne og sagde til mig: »Havde Ludwig Feuerbach[LXII] ikke skrevet andet end disse Par Sider, saa var han en stor Mand.«

Ibsens[LXIII] Svoger, Løjtnant Falsen[LXIV], der senere blev Kommandant paa Tromsøe og derefter Konsul i Archangelsk, var mig en kær Omgangsven i Dresden. Han opholdt sig der for at studere Russisk, da han vilde ind i den norske Generalstab. Det var en alsidigt dannet ung Mand, der havde læst og tænkt meget; han havde en Bog som Taines[LXV] De l’Intelligence med sig paa Rejsen. Foruden ham var der ogsaa andre norske Officerer. Godfred Christensen[LXVI] og Goldschmidt[LXVII] sluttede sig til os, og vi spiste daglig til Middag ved samme Hotelbord. De norske, lidt lattermilde, Herrer paastod, at Goldschmidts[LXVIII] Middagsro forstyrredes ved Frygten for at Opvarterne, der betragtede ham, den saa meget ældre, som en Slags Vært for os andre, vilde bringe ham den hele Regning, hvad de et Par Gange af Misforstaaelse havde gjort. Nordmændene søgte da at faa Opvarterne dertil for at more sig over Goldschmidts[LXIX] Protester.

5.

Han, Godfred Christensen[LXX] og jeg foretog i Forening en Tur i sachsisk Schweiz, hvor vi saa meget smukt og kom godt ud af det med hverandre. Maleren var dengang, som han selv kaldte det, »vild« i sin Kunst; han var ung og |105| fyrig; Goldschmidt[LXXI], der paa denne Tur i ingen Henseende gjorde sin Overlegenhed gældende, talte om Corsaren, det lille illustrerede Oppositionsblad, han i sin tidlige Ungdom var bleven berømt og berygtet paa; det var forbausende, hvor opfyldt han endnu var deraf; alle Andre havde glemt Bladet; han syslede hver Dag med Erindringen om det og mindede Andre derom. Han fortalte, hvor naiv han havde været, da han begyndte Udgivelsen, og hvor overrasket han var kommen hjem til sin Moder med Lommerne fulde af raslende Penge, hans første Vinding, havde grebet ned i Lommen og sagt: »Nu skal du se, Moder, hvor meget jeg har tjent!« Vilde han rose noget som skarpt eller vittigt, sagde han gerne: det er som en god Corsar-Artikel. Efter hans Paastand var det Misforholdet til Kierkegaard[LXXII], hvilket han ikke i Længden kunde bære, som havde bevæget ham til Opgivelse af Corsaren. En Dag gik vi over Uttenwalder Grund op paa Bastei, en anden til Pötscha, en tredie til Krippen og over Kuhstall, Kleiner Winterberg og Prebischthor til Herrnkretchen. Vejret var gnistrende klart og koldt. Vi traf i Schandau paa en elskelig og forstandig Kroværtinde med kloge, brune Øjne og et nydeligt Væsen. Hun ordnede vor Tur for os, og Goldschmidt[LXXIII] var med Rette helt indtaget i hende og sagde til hende: Sie sind eine sehr wackere, gescheute Frau. Hun bad os anbefale sig og tilføjede naivt: »Man muss immer schpeculiren«. Hun gav os sit Kort og sagde: Sagen Sie, wir sind brave Leut’, hab’n ken Gellner (Kellner), hab’n nichs, nur reinliche Bett’, var iøvrigt fuld af Indfald og klagede med Lune over den Skade, Kejsermødet i Berlin havde voldt hende: Næste Aar bestiller vi Kejserne herhen til Sachsen.

Forunderligt var det, hvor langt Goldschmidts[LXXIV] Stil i mundtlig Samtale stod tilbage for hans skriftlige, der er saa udsøgt. Saasnart han blev sværmerisk, klang hans Tale |106| hul: Et Ord af vidunderlig Skønhed – og han vendte Øjnene i Vejret. Saa dejlig en Hemmelighed – og han saa henrykt ud, som Høyen[LXXV] naar denne paa Forelæsninger kom i Ekstase. Stadige Overdrivelser: En Begivenhed (at han sov over sig), som fik afgørende Betydning for hele mit Liv. Et Hug – og det var Døden (om Finter i Hugning).

Det var pudsigt, ved Omgang med ham at se, hvor mange Manerer hans unge Beundrer Vilhelm Møller[LXXVI] havde taget efter ham, f. Eks. den at sige noget Gaadefuldt, saa se En stivt i Øjnene og iagttage Virkningen. Goldschmidt[LXXVII] havde den Svaghed, stadigt at tale om Filosofi og bildende Kunst, to Ting, hvoraf han intet forstod. Til Gengæld havde han slet ingen Sans for, hvad der laa lige for Øjet, ikke ringeste Natursans paa første Haand, men vilde i de smukkeste Naturomgivelser bene lige ind i Lærdommen, Nemesis, Ægypten, ifald man ikke hvert Øjeblik holdt ham tilbage ved Jorden og sagde: Se dog den Klippe, det Træ!

Først sent paa Aftenen, da vi foretog Nedstigningen fra Prebischthor i Mørke og han, som havde svage Øjne og saa daarligt i Mørket, følte Ængstelse og gav sig hen til Fantasteri, kom den romantiske Naturbetragtning op i ham, og han fablede om Ruder i Klippen, Kyklopøjne i Skovsiderne, fordi man til Nød kunde bilde sig ind, at Smaahusenes oplyste Ruder sad i Bjerget eller var store Øjne.Sammenlign mine Samlede Skrifter IV, 325.

Et enkelt Sted blev under Nedstigningen hans Angst for Nedstyrtning paafaldende, skønt der ikke var ringeste Fare. Jeg tilbød ham to Gange min Haand, men han afslog den med de pudsige Ord: »Nej, det er nok, at En gaar til Grunde.« – Med sin Mistænksomhed var han øjensynligt paa sin Post mod den Mulighed, at jeg skulde styrte ham i Afgrunden.

|107| Da vi var komne ned, udbredte han sig vidtløftigt om sin Nemesis-Lære, der gik ud paa vilkaarligt at sammenkoble et Uheld eller en Ulykke i det enkelte Menneskes Liv med en Forseelse, han tidligere havde begaaet – en Lære, som jeg, for at undgaa unødig Trætte, kun svagt udtalte mig imod, saa tom jeg end fandt den.

6.

En Dag indbød Goldschmidt[LXXVIII] Henrik Ibsen[LXXIX] og mig til at spise Aftensmad hos ham i Hotel Berlin. Efter Maaltidet skænkede han Ananaspunsch, og Stemningen var den bedste. Han tilbød at læse noget højt for os, han nys havde skrevet, og læste da en fin lille Fortælling om hans eget og en engelsk Turists Besøg i Ferney, der udmundede i Englænderens Anerkendelse af Voltaires[LXXX] Slutningsholdning overfor Marquisen af Châtelet[LXXXI] som en Adfærd, hvortil han selv trods sine strenge Principer ikke havde været i Stand.

Vi udtalte os med Varme om den lille Histories Kunstform, og Aftenen syntes at skulle ende harmonisk som den begyndte, da det var som foer en Djævel i Goldschmidt[LXXXII] og han, henvendt til mig, i en skarp Tone sagde: Voltaire[LXXXIII] var ikke nogen Ateist. – Det er bekendt, faldt Svaret. – Han troede paa Gud og byggede ham en Kirke. – Jeg véd det; rigtignok var Voltaires[LXXXIV] Gudsbegreb meget ubestemt og kun en sidste Levning af det overleverte. – Ligemeget, han troede paa Gud. Troer De paa Gud, Henrik Ibsen[LXXXV]? – Ibsen[LXXXVI], som blev forlegen for meget mindre, svarte forlegen over denne Inkvisition: Ganske vist. – I saa Fald begriber jeg ikke, at De kan omgaas en Personlighed som Brandes, der ikke tror paa nogen Gud. – Jeg blev meget overrasket. I Øjeblikket var der ikke nogen Tvivl hos mig, om at vi var blevne indbudne for at Goldschmidt[LXXXVII] kunde faa dette |108| Spørgsmaal anbragt. – Ibsen[LXXXVIII] svarte med stigende Ubehag: Jeg véd ikke Noget om, hvad Brandes[LXXXIX] tror paa eller ikke tror paa, har aldrig talt med ham derom, og føler mig ikke foranlediget til det. – Tror De maaske paa Gud? spurgte Goldschmidt[XC] nu mig. – Jeg bemærkede, at Spørgsmaalet for at besvares krævede en Forundersøgelse af, hvad Spørgeren forstod ved Gud: en gammel Mand i Himlen med hvidt Skæg? Jomfru Maries Brudgom og Søn? det Væsen, der skabte Kloderne af Intet? eller Alnaturen? eller det saakaldte Guddommelige i Naturen og Mennesket? o. s. v. Denne Forundersøgelse var jo for omfattende til at kunne afsluttes saa sent paa Aftenen; jeg foretrak da at bryde op. – Vi gik begge forstemte vor Vej.

Som sagt, den Gang tvivlede jeg ikke paa Goldschmidts[XCI] Hensigt at foranledige et Brud mellem Ibsen[XCII] og mig. Senere har jeg tænkt, at han ikke dertil havde behøvet min Nærværelse, at han havde indbudt mig i velvillig Hensigt, men at senere paa Aftenen hans vanskelige Sind tog Magten fra ham.

Efter flere Aars Misstemning havde det i disse Uger været mig kært endelig at være kommet i et normalt Forhold til en Mand som Goldschmidt[XCIII], hvis literære Talent var saa stort og uomtvisteligt; jeg indsaa nu, at Venskabet ikke lod sig holde.

Denne lille Episode foranledigede vel intet Brud; men dette udeblev dog ikke længe. Nogen Tid efter min Hjemkomst til Danmark var jeg i et kjøbenhavnsk Selskab paa Tale, og en eller anden nævnte, at der i et stort engelsk Tidsskrift havde staaet en anerkendende Artikel om mig. Goldschmidt bemærkede afvisende, at dette Ingenting betydede; man vidste, ved hvilke Midler en saadan Artikel opnaaedes. En nær og paalidelig Ven af mig, som var tilstede, sagde, han ønskede, mine Finanser var af den Be|109|skaffenhed, at de tillod mig Bestikkelse af de store engelske Organer; der vilde sikkert udkræves en klækkelig Sum.

Goldschmidt[XCIV] havde vel neppe tænkt paa Penge; men i ethvert Tilfælde var Ytringen ondartet, og da han kort derefter mødte mig paa den dengang saakaldte Kærlighedssti, nu Dosseringen, hvor han altid spadserte, og gik mig imøde med et Smil paa Læberne og en Beklagelse over ikke at have set mig saa længe, sagde jeg ham med Ungdommens Heftighed, at jeg aldrig vilde besøge eller omgaas ham, og hvorfor. Han blev dygtigt flov derved og forsøgte stammende at snakke sig fra det; bebrejdede mig, at jeg troede paa »Mellembærere«; men jeg blev ved mit, og vi skiltes for bestandig. Fra da af havde jeg en Uven i ham; han talte ilde om mig, om han end iøvrigt aldrig har gjort mig det ringeste Ondt. Havde jeg været tyve Aar ældre, vilde jeg have ladet hin Ytring om Tidsskriftsartiklen gaa upaatalt hen, som jeg har gjort ved saa mange hundrede slige; men jeg var i den Alder, hvor man endnu ikke har naaet den suveræne Ligegyldighed.

7.

Min Bog om Emigrantliteraturen var lige bleven udgivet paa Tysk, og der var i Dresden en eneste Mand, til hvem jeg havde sendt den og paa hvis Dom jeg lagde den største Vægt. Det var Hermann Hettner[XCV], Professor i Kunsthistorie, Direktør for Museets Skulpturafdeling, Forfatteren til det lærerige Værk Det attende Aarhundredes Literaturhistorie.

Jeg havde været i Dresden et Par Uger, før jeg samlede Mod til at gaa til ham. I den literære Forening havde jeg hørt, at han var »grov«, nærede altsaa nogen Bekymring. Han ejede et smukt Hus udenfor Byen. Jeg kom ind i en |110| statelig og smagfuld Bygning, smykket med Malerier og Statuer.

Er Professoren[XCVI] hjemme? »Vi skal se ad.« Jeg gav mit Kort og blev straks ført ovenpaa. »De her! Nej, hvor morsomt! og jeg, som vilde rejse til Kjøbenhavn for at se Dem.« Og han fortalte mig, at han netop havde villet rejse til Danmark med sin Hustru[XCVII] og fra mange Sider havde hørt saa meget Fordelagtigt om mig, at han til hende havde sagt: »En Ven vil vi faa dèr«. – Hun kom ind og bevidnede hans Ord. Jeg blev indbudt til næste Dags Middag og Aften og maatte høre heftige Beklagelser over, at jeg havde været fjorten Dage i Dresden uden at søge Hettner[XCVIII] op. Han talte et Par Timer med mig, førte mig straks rundt i Skulpturmuseet og gav mig hvad Underretning jeg ønskede. Af Danske havde kun Fru Jerichau[XCIX] talt om mig; hun havde blot vidst, jeg ikke var religiøs. »De kan tænke Dem, hvad Indtryk det gjorde paa mig gamle Feuerbachianer.« Og med Harme tilføjede han: »Ludwig Feuerbach[C] døde for to Uger siden den 13de September. Intet stort Blad skrev et Ord derom, intet Universitet sendte Deputation til hans Jordfæstelse. Saaledes er han, hvem vi skylder vor ypperste Opdragelse, stedet til Jorden uden Sang og Klang.«

Det slog mig, hvor han trods sit regelret smukke Ansigt lignede Renan[CI] i Udseende, Væsen, Manerer, Maaden at udtrykke sig paa.

Det var velgørende for mig at høre, med hvilken Inderlighed og Varme han priste min i Danmark nedrakkede Bog. Næsten mest overvældede det mig, at han, Hettner[CII], Tysklands største Literaturhistoriker, tilstod, først igennem min Bog at have lært Benjamin Constant[CIII] at kende, mens hjemme den usleste Recensent kendte Alt, hvad jeg skrev om, forud og stemplede det Alt som Lejebiblioteksromaner. Han fremhævede min Fremstilling og Stil som noget for |111| Tyskerne nyt og usædvanligt, og lovede mig, at Bogen vilde blive overordenlig meget læst i Tyskland, hvad trods den første Støbnings store Ufuldkommenheder ogsaa skete.

Jeg udspurgte ham om de Naturindtryk og de Samfundsforhold, fra hvilke den tyske Romantik gik ud, som jeg netop var i Færd med at fremstille. For ham var Romantiken Efterklang af Sturm- und Drang Tiden, kun at den Naturbetragtning, der i Den nye Héloise og Werther havde været følsom, hos Romantikerne blev fantastisk. Bevægelsen var parallel med den, hvortil Chateaubriands[CIV] poetiske Katolicisme i Frankrig gav Stødet. Alt, hvad Tieck[CV] og Wackenroder[CVI] havde anet og drømt om, fik sit Holdepunkt da under Napoleon[CVII]. Klostrene ophævedes og aabnedes, saa deres gamle Malerier kom for Dagens Lys. Brødrene Sulpice-Boisserrée[CVIII] gjorde sig da til Talsmænd for Middelalderens Kunst. Naturfantasteriet var det nødvendige Sidestykke til Schellings[CIX] og Okens[CX] Naturfilosofi. Kærligheden til Middelalderen medførte Had til Klassikernes Antikiseren. Da Lessing[CXI], Schiller[CXII] og Goethe[CXIII] havde betragtet Patriotismen som Indskrænkethed, blev Romantikerne med Voldsomhed tyske.

Paa mit Spørgsmaal: »Tror De paa Æstetiken og til hvilket Punkt?« svarte han: »Jeg tror som De ikke det allerringeste paa den gamle spekulative Æstetik. For mig er Hegels[CXIV], Vischers[CXV], Zeisings[CXVI], Herbarts[CXVII], Zimmermanns[CXVIII], Lotzes[CXIX] Æstetik kun Kategoriengerassel. De har gaaet ad den rette Vej, da De arbejdede Dem ud deraf. Det Skønnes Metafysik beror paa den Taabelighed, at Skønhedsbegrebet skulde vise sig frugtbart ved Kunstværkets Frembringelse, dernæst paa den Taabelighed, at Kunsten skulde være Naturen overordnet. Som Enhver véd, er den det i visse Henseender, i andre ikke; der er Retninger, i hvilke Kunstneren fortvivler om at kunne naa Naturen. Hegels[CXX] Æstetik var kun det filosofiske Genbillede af den Schiller-Goetheske Forgudelse |112| af Antiken. Og jeg vil være gal, om jeg véd, hvad Herbartianerne vil; Ingen tror mere paa dem.«

»Den nærværende Reaktion imod Filosofien har to Aarsager: Feuerbach [CXXI]har, da vi var unge, sprængt Hegel[CXXII], og Naturvidenskaberne fortrænger al Forhaands-Spekulation.«

»Den ny Æstetik forholder sig til den spekulative som Naturvidenskab til Naturfilosofi; den søger Love ad Induktionens Vej. Den sande Æstetik er først en Fantasiens Logik (der svarer til hvad man ellers kalder den formelle Logik), den, som f. Eks. raader i Eventyret, dernæst en Materialets Grammatik, jeg mener de af Stoffets Beskaffenhed udledede Stillove. Lessing[CXXIII] forsøgte en saadan Grammatik i sin Laokoon, Freytag[CXXIV] i sin Dramets Teknik, Anselm Feuerbach[CXXV] i sin Den vatikanske Apollo. Sand Æstetik er dernæst Fantasiens og Kunstens Historie. Ganske vist er de almene Love faa, men netop som Grammatikens. Ogsaa Grammatiken forandrer sig, alt som Sproget udvikler sig. Visse Stillove er dog ubrydelige, de som afhænger af at Stenen er tung og sprød, eller af at Dramet har Dialogform. Men Pokker i Vold med Katederæstetiken!«

»Naar man som ung kommer til Rom, falder alle Kategorierne som Skæl fra Ens Øjne. Folk som Zimmermann[CXXVI] i Wien har Ingenting set. Det eneste Gode, Vischer[CXXVII] har skrevet, er hans Ungdomsarbejder i Kritische Gänge; nu haaner han selv sin Æstetik; men naar han skal bedømme noget, falder han paany tilbage til sine Kategorier, das Erhabene, das Komische osv.«

Hvad der under disse Samtaler forundrede Hettner[CXXVIII] og mig i lige Grad var den fuldstændige Enighed, hvori vi befandt os uden nogensinde at have jævnført vore Anskuelser. Hettner kunde denne Enighed være ligegyldig; men mig gav den Tryghed. Thi jeg oplevede paany, som to Aar tidligere overfor Stuart Mill[CXXIX], at mit Instinkt havde ledet mig rigtigt, |113| saa jeg i mine Dannelsesaar intetsomhelst havde at fortryde. Jeg følte mig nu sikker paa, at mine nærmeste ældre Venner i Kjøbenhavn havde Uret, naar de paastod, at mine første Afhandlinger var de bedste; jeg havde tvertimod under min korte Forfattertid tilbagelagt den samme Vej, ad hvilken Videnskaben i de sidste tredive Aar var gaaet.

Hettner[CXXX] mente, vistnok med Rette, at den frejdigt ukirkelige Aand, hvori hans store Værk var skrevet, havde forhindret hans Ansættelse i Prøjsen. Han følte sig ilde tilmode og ensom i det lille Sachsen, levede i sin Familie uden noget Forhold til det offentlige Liv.

Det almene Omdømme satte dengang den tørre, ukunstneriske, af alle Muser forladte Julian Schmidt[CXXXI], der drev moraliserende Kritik, højt over ham. Desuden begyndte Hettner at føle sin ubundne filosofiske Maade at behandle Literaturerne paa betragtet som halvvejs dilettantisk af den filologisk uddannede Ungdom.*

*) Smlgn. Samlede Skrifter XIV. 379 ff.

Han indførte mig i sin Familie, hvor hans elskværdige anden Hustru[CXXXII] dannede Midtpunktet. Ved Aftensbordet, hvor en Del mandlig Ungdom var samlet, hørte jeg enkelte politiske Ytringer, som da var mig ny. Jeg var vænnet til at betragte Tyskland som den med Forkærlighed angribende Magt og til at anse Krigserklæringen fra Frankrigs Side som det blot formelle Initiativ, der med overlegen Kløgt var fremkaldt for at kaste Ansvaret for Krigen over paa fransk Side. En af de unge Herrer ved Hettners[CXXXIII] Bord mindede mig om, hvorledes Prøjsen for at undgaa Krig faa Aar forinden var veget tilbage i Sammenstødet angaaende Luxembourg. For denne Ungdom stod det, som var Tyskland den fredelige Magt, der atter og atter havde lidt under det overmodige Frankrigs Indfald over Grænsen. I lange Tider havde |114| Tyskerne givet efter, saa de formelig var blevne ringeagtede derfor; nu var Turen kommet til de andre: Jetzt ist es an die anderen, sich zu ducken. Det blev sagt muntert og med et Smil, men i den Stemning af Selvfølelse, som Krigens Udfald naturligt havde fremkaldt.

En Maanedstid derefter blev jeg i Berlin indført i Frerichs Vinstue, hvor hver Aften en Gruppe Forfattere samledes. Julian Schmidt[CXXXIV] og Hermann Grimm[CXXXV] var Hovedpersonerne, den første en lille grov, knortet Skikkelse med Kartoffelnæse, den anden lang, værdig, med usund Hudfarve og olympisk som en sand Svigersøn af Bettina[CXXXVI]. Da jeg i denne Kres nævnte Hettners[CXXXVII] Navn med Ærbødighed, blev man ikke behageligt berørt. Da jeg udtalte min Kærlighed til den filosofiske Aand, hvori hans Bøger var skrevne, blev der en Kunstpause, hvorefter Grimm[CXXXVIII] tørt bemærkede: Ich wüsste nicht, dass Hettner ein Philosoph wäre.

Pudsigt var det at se de to Hovedpersoner i Kresen saa ømt forbundne; thi medens Grimm[CXXXIX] mente at bevare og videreføre den strenge Overlevering fra Goethe[CXL], nedstammede Julian Schmidt[CXLI] i lige Linje fra den moralske og patriotiske Menzel[CXLII], Goethes[CXLIII] bitreste Fjende.

8.

Med Ibsen[CXLIV] havde jeg efterhaanden levet mig saaledes sammen, at jeg følte, Afskeden vilde blive tung. Han vedblev med at sige, han troede ikke paa, jeg vilde rejse, og gjorde ikke andet end bede mig, ogsaa for min egen Skyld, at blive hele Vinteren over: »Jeg vil ikke tro, De tager bort«.

Ved at være Vidne til den Jævnhed og Fasthed, hvormed han arbejdede her i Dresden, uforstyrret af Omverdenens Larm, maatte jeg med Vemod mindes mit Arbejdsliv i Kjø|115|benhavn, der dagligt forstyrredes af Byens Larm, af Folk, der bad om Tjenester, og af Avisernes Skraal. Og det forekom mig, som gjorde jeg Synd mod mig selv ved at læse Aviser. Det gjaldt for mig kun om Et, at samle mig, det var Betingelsen for at kunne handle. Al Frembringen krævede indre Ro uden Afbrydelser fra Omverdenen. Ingen udviklet Mand burde taale, at fremmede Fingre ragede i hans Helligdom, hvor hans Sjæl sad og spandt. Al Frembringen var Spindelvæv, mens den vævedes, og kunde da let sønderrives, selv af Journalistfingre. Var den derimod fuldendt og kommet ud i fri Luft, hærdedes den til Staaltraad og kunde, godt vævet, holde et Aarhundred eller to.

9.

I Berlin, hvor jeg tilbragte det meste af et Par Maaneder, fandt jeg til min Overraskelse mit Navn saa udbredt og vel anset, at ikke faa Huse straks aabnede sig for mig.

Til min Glæde erfor jeg, at den Maade, jeg behandlede Literaturhistorien paa, tiltalte de finest Dannede i Tyskland. Hvor jeg kom, kendte man mig ikke blot af Navn, og da jeg saa langt yngre ud end mine tredive Aar, fik jeg ikke sjældent det Spørgsmaal, om jeg maaske var en Søn af min berømte Navne. Næsten alle de Skribenter og Politikere jeg traf, og ikke faa fremragende Kvinder som Fanny Lewald, sagde mig de artigste Ting for Oprindelighed i Tanker og Friskhed i Stil, og den Yndest, der saaledes mødte mig, steg fra Aar til Aar, ikke blot i Nordtyskland, men særligt i Baiern og Württemberg, saa jeg i de følgende Aar i München atter og atter traf Mænd, der ønskede mit Bekendtskab, fordi de først havde stiftet Bekendtskab med mine Skrifter. Jævnligt sagde man mig, hvad der stod i Paul Heyses[CXLV] første Brev til mig: Vi har intet Lignende i Tyskland.

|116| Det Indtryk, jeg her modtog af det nye tyske Rige, som den sejrrige Krig havde skabt det, og af det tyske Samfund, saavidt det lod sig bedømme efter det Udsnit, jeg havde for Øje, var stærkt og forblev af Betydning for mig.

Paavirkningen føltes saa meget heftigere, som jeg var pansret med Fordomme overfor Tyskheden, Fordomme i flere Lag.

Til den gamle Uvilje, jeg som dansk fra Barndommen havde næret, var senere kommet Sorgen over Tysklands Triumf, og efter Opholdet i Italien et formeligt Had til Tyskheden som skønhedsforladt og smagløs. For mig stod det nye Rige som den europæiske Reaktions faste Borg. Den nyoprettede Kejsertrone var for mig et sammentømret Fortidssæde fra Historiens Pulterkammer, frisk opmalt med ædelt Blod, og hvad der havde besteget Tronen, var Middelalderen, »Drot over alle Mørkets Riger«, som jeg havde udtrykt det i et Vers. De officielle Krigsdepeschers Blanding af Sejrsglæde og Gudsfrygt havde givet mig det Indtryk, at det nye Tyskland var forhyklet eller dumfromt; paa alle Grænseomraader i Vest, i Nord og i Øst hævdede det sig jo kun som Voldsherredømme.

Der forestod mig en stor Overraskelse. I de Krese af det Berlinske Selskab, hvor jeg blev indført, raadede en Aand, som var mindst en Menneskealder forud for Aanden i Kjøbenhavn. Tonen var fri uden at være uharmonisk; en Dannelse, der paa en Gang var høj og grundig, stemplede Samtalerne og muliggjorde et livfuldt og yderst lærerigt Samkvem. Dygtigheden var ofte imponerende hos disse Mænd og Kvinder i denne Stad med den rivende Fremgang, og deres Kundskabsfylde virkede betagende, naar man kom fra en By som Kjøbenhavn, hvor det usle Indhold af et Par usle Aviser afgav Samtalestoffet. Man var her kommet sammen fra de forskelligste Punkter i det nye Rige, eller fra Østerrig eller |117| fra Schweiz. Emigranterne fra 1848, den tyske Frihedskamps Ofre, var vendte hjem efter et tyveaarigt Ophold i de nordamerikanske Fristater og bragte et Pust fra fjerne Lande og Forhold med sig. Hjemmefødnings-Væsenet i Kjøbenhavn tog sig i Sammenligning med Alsindet i Berlin dobbelt sørgeligt ud. Og med den Indbildning, at der i Danmark fandtes mere Frihed end i Prøjsen, blev der hos mig til Gavns ryddet op.

Hvad Aandsfriheden angik, der af nærliggende Grunde laa mig mest paa Sinde, var overhovedet slet ingen Sammenligning mulig. Den Forskningens Frihed, for hvis Anerkendelse jeg kæmpede i Danmark, var i dette Samfund gennemført, en Sag, paa hvilken der ikke spildtes Ord. Jeg kom sammen med Hundreder af Mennesker, tilhørende forskellige Livsstillinger og politiske Retninger, men traf saa at sige aldrig Nogen, hverken Mand eller Kvinde, der havde noget Forhold til positiv Religion. Dette Land var mer end noget andet Fritænkerlandet. Universitetsprofessorer og Studenter, Købmænd og Politikere, Skribenter og Redaktører, Adelsmænd og højfornemme Damer, Diplomater og Officerer, ældre Fruer, unge Koner og Piger, alle betragtede de den Teologi, i hvilken den danske Almenhed levede og aandede, som et Stykke Middelalder, de ikke blot havde bag sig, men for hvilket de havde tabt Interessen. Og lige saa lidt spildte de Ord paa deres Fritænkeri.

10

Om det sociale Spørgsmaal taltes der fordomsfrit og lidenskabsløst; Intet lignede den fjantede Forskrækkelse, der havde mødt den begyndende Arbejderbevægelse i Danmark. De fleste betragtede Socialismen som en Vranglære, men uden Had eller Vrede. Netop i disse Krese havde desuden |118| Lassalle[CXLVI] bevæget sig og været det levende Bevis for, at høj Kultur og Lærdom lod sig forene med Overbevisningen om, at Samfundets økonomiske Ordning stod for Fald. Tilmed havde alle de Ældre, Kvinder som Mænd, i Aarene 1848-1849 været revolutionære, og fra den politiske Omvæltning til den sociale var der ikke langt.

Hvad mærkeligere var: i disse Krese fandtes intet Fædrelanderi. Der var vel enkelte Damer, mest saadanne, der var aldeles uberørte af fransk Kultur, hvem Nationalfølelsen var steget noget til Hovedet, og hvis Domme over fremmede Folkeslag ikke var upartiske. Men man kunde jo ikke fortænke en fremragende Kvinde, der havde oplevet Tysklands politiske Ydmygelser og set dets Genrejsning, i at hun svarede en Fremmed, der smagløst komplimenterende sagde: Nu er det de Tyske, som er blevne la grande nation: »Det har vi altid været«. Iøvrigt var netop overfor det slagne Frankrig den gode Tone i disse Hjem sympatisk og saa hensynsfuld, at Overtrædelse af den straffedes med Barskhed. Et af de gæstfrieste Huse i Datidens frisindede Berlin, en virkelig Salon afgav Rigsdagsmanden og Forlæggeren Franz Dunckers[CXLVII] Hjem foran i Potsdamerstrasse, hvor hvad man i Rusland kalder Intelligensen havde et Samlingssted. Der mødtes de allerfleste, som var fremragende i frisindet Politik og Literatur. En Dag, da der var nogle Franskmænd tilbords og anrettedes Haresteg, tillod en chauvinistisk og noget grov Rigsdagsmand sig den slette Vittighed, til en af de franske Gæster at betegne Haren som hans Landsmand; Meningen var, at Harerne løb som den franske Hær. Fru Lina Duncker[CXLVIII] befalede ham, saasnart man havde rejst sig fra Bordet, at forlade Selskabet og Huset.*

*) Se Samlede Skrifter XIV. 212.

|119| 11.

Mange af de Politikere, jeg traf paa, tilhørte Oppositionen og følte sig som Modstandere af Bismarck[CXLIX] og hans Væsen. Hvad godt og gavnligt han havde udrettet for Tyskland, det havde han efter deres Opfattelse gjort efter Recepten i Faust som

ein Theil der Kraft,
die stets das Böse will und stets das Gute schafft,

men der var ogsaa andre, Politikere som Lægmænd, der betragtede Bismarck[CL] efter Rigets Grundlæggelse som vidtforskellig fra den ultraprøjsiske og ultrakonservative Hedspore, han i sin Ungdom havde været, og satte stor Lid til ham som til Rigets fremtidige Styrismand. Hans Evner i udenrigsk Politik var jo ubestridte, og i den indre Politik havde han foreløbigt taget de gamle Medlemmer af det nationale Parti, de nationalliberale, til Medarbejdere.

Mig personligt var Bismarck[CLI] kraftigt imod; jeg havde endnu hos ham mere Øje for den vældige Brutalitet end for Genialiteten. Men Skikkelsen begyndte at sysselsætte mig, som den sysselsatte alle andre. Hvad der tiltrak mig her, det var Manden, som stod saa fast i sine Sko. Her var en Mand, som vidste, hvad han vilde, og som havde udført det uden Vaklen.

Mer end et Aar igennem havde smaa Danskere tudet mig i Ørerne, at jeg havde været hensynsløs, og det lod sig hverken forsvare eller undskylde. Hvad jeg mente, kunde være mere eller mindre berettiget, det fik staa ved sit Værd; men jeg havde i min Optræden været hensynsløs, og det skulde hævnes, derfor skulde jeg bøde.

Her saa jeg nu paa Gaden, hørte i Rigsdagen, stødte i alle Samtaler og i hver Avisspalte paa Tidsalderens store |120| Mand, han, hvis Færd overalt betegnedes med Stikordet Hensynsløshed – hvilket Indtryk gjorde det ikke paa mig, da jeg i et af hans Breve ved Gennemlæsning stødte paa Sætningen: Ich bin umgekehrt lange nicht rücksichtslos genug, eher feige. Den Sætning satte Staal i min Ryg. Den passede paa mig, var som skrevet for mig. Jeg havde jo, for at faa mine Lærdomme til at glide ned, ladet mig forlede eller overtale til et Maadehold i Polemiken, der havde vist sig aldeles unyttigt. Fra nu af var der ikke den Magt paa Jorden, der skulde bevæge mig til at give Køb.

12.

I denne Stemning var jeg, da jeg i Berlin for første Gang gennemløb nogle af Ferdinand Lassalles[CLII] Flyveskrifter. Som Indledning til Studiet af dem gennemlæste jeg Spielhagens[CLIII] udmærkede Roman In Reih’ und Glied, til hvis Hovedperson, Leo, Lassalle[CLIV] har staaet Model. Jeg havde da lige lært Friedrich Spielhagen[CLV] personligt at kende. Han stod paa Højden af sin Almenyndest, var frisk, veltalende og gæstfri. Den røde Radikalisme i hans Bøger tiltalte mig, især som den kom til Orde i Romanen om Lassalle[CLVI], fast og fri for Deklamation.

Lassalles[CLVII] egne Smaaskrifter ramte mig personligt, slog ned i mig som længe ikke noget Trykt havde gjort. Ikke ved deres Form; thi den var ofte smagløs; ikke ved deres Indhold; thi hverken ældre tysk Politik eller Statsøkonomi laa mig særligt paa Hjerte; men ved den Personlighed, som her fik Udtryk, jernhaard, derfor ubøjelig, overlegen ved Kundskab og Klarhed, derfor skridende hen over officielle Anklageres og private Angriberes Modstand, som eksisterede den ikke, ikke desmindre i høj Grad politisk, og |121| endelig ridderlig, elegant, genial – paavirkende selve Bismarck[CLVIII], profetisk forudskuende Begivenhedernes Gang.

Lassalle[CLIX] styrkede mit Indtryk af, at Datidens Borgerskab var gaaet til Grunde i Filisteri, og at ingen Skribent, der vilde udøve nogen Indflydelse, maatte forsømme at henvende sig til Arbejderstanden.

Ogsaa hos ham var Grundtrækket: Hensynsløs Fasthed. Det samme Grundtræk skulde, trods min gennemgribende Ulighed med ham som Personlighed, ogsaa blive mit. Min Skæbne havde den Lighed med hans, at jeg havde faaet talløse Hadere at tumle.

  • Forrige afsnit: 17): 17.
  • Næste afsnit: 1.

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.