Som udespærret fra Dagbladene havde jeg ingen anden Udvej end at udgive et Flyveskrift, ifald jeg vilde svare mine Angribere. Adskilligt talte derimod; det var, som Henrik Ibsen[I] hævdede, at gøre dem for megen Ære; men jeg mente, som jeg var stillet, ikke at kunne lade alle disse Paastande uimodsagte og mindedes Goethes[II] Ord:
Saa skrev jeg da den Brochure, som Boghandler Hegel[III] bad mig give den forsonligst mulige Titel: Forklaring og Forsvar, et lille Arbejde, som jeg endnu den Dag idag finder tilfredsstillende.
Udkastet blev læst for Julius Lange[IV], der var meget interesseret deraf og nu og da bad mig erstatte Kamptonen med en lettere humoristisk, han selv anslog for mig. Modstræbende gjorde jeg desuden paa hans indstændige Anmodning henimod Slutningen den lille Indrømmelse, at jeg paa Forhaand havde antaget Modstanden mod mine Synsmaader for svagere, end den havde vist sig at være, og derfor havde grebet fejl af Kampmaaden: »Det forstaar sig, at der maa kæmpes paa en anden Maade imod en talrig og velorganiseret Hær end imod de sidste Rester af en opløst Skare.« Sætningen blev mig saa at sige dikteret af Lange[V].
Neppe var Skriftet sluttet, saa begyndte jeg en ny Forelæsningsrække, den jeg oprindeligt vilde have holdt i Efteraaret, om det nyere franske Drama. Eftersom jeg ingen Ansættelse havde faaet og endnu var gældbunden, var det mig umuligt at holde disse Forelæsninger ganske uden Vederlag, og derved var mine Foredrags Virkning paa de Mange umuliggjort. Jeg fik vel en hundrede Tilhørere og en Rigsdaler af hver; men den lille Sum, jeg ikke kunde undvære, opvejede ikke den Samfølelse med Offentligheden, som jeg ved Salget af Adgangskort forspildte. Da denne Serie faldt udenfor mit store Arbejde med Hovedstrømningerne, udarbejdede jeg den ikke skriftligt i det Enkelte, og de Optegnelser, hvorpaa den var bygget, er gaaede tabt. Den optog Maanederne April og Maj. Men i Juni blev jeg grebet at en ny Interesse, en filosofisk, af hvilken jeg følte mig som besat, og som for en Tid aldeles trængte Syssel|92|sættelse med Literaturernes Historie tilbage. Der var siden mit Møde med Stuart Mill[VI] blevet en Lyst til Sysselsættelse med ren Filosofi tilbage som dets Nedslag i mit Sind. Det var Spørgsmaalet om Forestillings-Associationen som den menneskelige Erkendelses Grundprincip, der ikke lod mig Ro. I Maanederne Juni og Juli aandede jeg kun derfor og glemte Alt derover. Der var skønne Sommernætter, hvor jeg ikke kunde lukke et Øje paa Grund af den Ekstase, hvormed Planen til min Bog fyldte mig. Efter at have arbejdet med Englændere som Mill[VII] og Franskmænd som Mervoyer[VIII], dikterede jeg min Moder[IX] enkelte Partier af det planlagte Værk. Denne Sysselsættelse med abstrakt Filosofi havde det Gode, at den udrev mig aldeles af Tankerne paa Byen Kjøbenhavn, dens Beboere og dens Presses Holdning overfor mig. Men som alt tidligere berørt, mine Evner forslog ikke til Udformningen af de Grundtanker, der foresvævede mig, og jeg lod efter et Par Maaneders Forløb Arbejdet falde.
Umiddelbart at fortsætte Arbejdet med Hovedstrømningerne var mig ikke muligt, og af en besynderlig Grund. Jeg formulerede den saadan for mig selv: »Man kan ikke skrive, naar man er naaet til at ringeagte sine Læsere altfor stærkt. Man vil da ikke give dem sin Varme, sin Patos – den er for god til dem, og de vilde ikke tro paa den; man vil ikke skemte og spøge for dem; thi Skemt og Spøg forudsætter, at man føler sig veltilpas i sin Kres og véd sig i godt og sympatetisk Selskab. Bitterheden og Mistilliden kaster sin Malurt i hver Drik, man vilde brygge.«
Jeg trængte simpelthen til at genvinde min Ligevægt og opnaa Glemsel ved Modtagelse af nye Indtryk.
I de Dage ønskede Maleren Kristian Zahrtmann[X], hvem jeg i mange Aar havde kendt, at male mit Portræt. Han boede ved Kysten lige i min Nærhed hos sin Kusine Grev|93|inde Danneskjold[XI]. Han gjorde sig oprigtig Umag, men Billedet kom saa lidet til at ligne som noget af de talrige, der senerehen blev udførte af mig.
Jeg gennemrettede de Flyveskrifter, Literaturselskabet udgav; netop da et lille Hefte, Det ny Testamente og Fremtidens Kirke, som dengang syntes mig af Værdi; men tog mig iøvrigt ikke noget større for, da jeg længtes ud.
I den Sommer hændte det mig, som hænder alle meget omtalte Mænd, saa længe de er ny for Publikum. Jeg blev bombarderet med anonyme Skrivelser af Poste-restante Damer, der bevidnede mig hede Følelser og meddelte mig, at jeg var deres Ideal. De fleste Skrivelser var uskyldige, nysgerrige, tomme og dumme. Jeg svarte aldrig et Ord. Saa kom der en Dag et Brev, som var lidt bedre affattet end de sædvanlige og som fulgtes af flere, der ikke var helt tabte bag af en Vogn. Den vel skjulte Brevskriverinde gjorde hvad hun formaaede for at pirre min Nysgerrighed og omgive sig med et romantisk Skær. Da jeg svarte, fortsatte hun med Iver, og efter lang Tids Forløb stilledes der mig – som i Holbergs[XII] De Usynlige – et Møde i Udsigt. En Sammenkomst blev efter megen Opsættelse arrangeret. Den var overmaade mislykket.
Den unge, 25-aarige Dame var saa høj, at jeg blev lille ved Siden af hende. Hendes Hud var gul og ildelugtende; det forekom mig, at jeg aldrig havde set saa styg en Mund som hendes, og den Stemme, der udgik fra den, var hæslig indtil Skratten. Nok saa svagt at anslaa en erotisk Streng var umuligt. For ikke at røbe min Overraskelse og ikke at saare hende ved Kulde, gav jeg mig til at tale ondt om mig selv som en Mand, hvem en Kvinde burde vogte sig for. Vi passiarede en kort Stund. Saa gik hun. – Faa Aar efter saa jeg af en Blad-Annonce, at hun var død.
Dette var bogstaveligt det eneste Eventyr, mit pludse|94|lige Ry i Kjøbenhavn og Stormen imod mig sammesteds overhovedet indbragte mig. Jeg følte selv det Humoristiske deri; men det var tillige som et Symbol. Der var netop gaaet et Aar siden min Tilbagekomst fra Italien, hvor jeg formelig havde svælget i Skønhedsindtryk. I hele dette Aar havde jeg ikke lært et eneste kvindeligt Væsen at kende før nu denne lange, gule, grimme Meduse. Hun kom til at staa for min Fantasi som Personliggørelsen af mit Aar i Kjøbenhavn, Tidens og Stedets Genius.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
