9.

I hans Maanedskrift læste jeg nogle Artikler om dansk Kunst af en ung Maler, Holger Drachmann^[I]Holger Drachmann (1846-1908): dansk forfatter. , hvem jeg kun en enkelt Gang havde set, mens han var Dreng. Disse Artikler tiltalte mig ved deres Friskhed og ved det Forfattertalent, de røbede en kritisk anlagt Læser; jeg besluttede at opsøge den unge Maler, da jeg saa ham overskældt i Fædrelandet, og opfordre ham til ikke at tage sig Angrebet nær.

Jeg traf ham ved hans Arbejd paa et stort Maleri i et Værelse paa Borchs Kollegium, der midlertidigt var blevet ham overladt til Atelier, og han sluttede sig lige straks med Varme til mig.

Han var da nygift og boede med sin unge, udmærket smukke, bornholmske Frue^[II]vilhelmine-drachmann i Hotel Phoenix’s øverste Stokværk, arbejdede med Jernflid for Udkommet, var vel ikke |76| synderlig fast i sin indre Støbning, men ung og aaben, mærkeligt evnerig og sprudlende af Indfald. I November og December skrev han et Par Digte Engelske Socialister og Paa Satorysletten, som han i forskellige Krese læste højt; de aabenbarede mig som andre hans store poetiske Talent, om der end paa dette tidligste Tidspunkt agtedes mindre paa selve dette end paa Versenes revolutionære Indhold. Deres Form var nu og da ufuldkommen, og det faldt i min Lod at give Holger Drachmann^[III]Holger Drachmann (1846-1908): dansk forfatter. de første Anvisninger til mere virkningsfuld Behandling saavel af Sproget som af de metriske Udtryksmidler. Endnu saa langt frem som til 1880 tror jeg ikke, Drachmann^[IV]Holger Drachmann (1846-1908): dansk forfatter. udgav noget, han ikke havde drøftet med mig først; men hans Øre var af Naturen saa fint og hans sproglige som hans metriske Anlæg saa overordenlige, at de kun behøvede en ubetydelig Retledning for at naa en Udfoldelse, der satte Tidsskel.

Drachmann^[V]Holger Drachmann (1846-1908): dansk forfatter. var betaget af Kommunens Opstand og af Arbejdernes Sammenslutning til den mellemfolkelige Forbindelse, som kaldtes Internationale; dens Program, der fordømte Krigen, Patriotismen som Krigens Ophav, og Borgerskabet som den pengepugende og udnyttende, spidsborgerlige Stand, var ogsaa hans Program. Principielt var han Socialist, fjendtligt stemt mod Rigdom og Luksus.

At Adskilligt i hans rent menneskelige Anlæg og ikke Mindre i hans Kunstnertemperament var uden Forhold til dette Program, ja laa i Strid dermed, var ham da aldeles ikke bevidst.

Han, hans unge Frue^[VI]vilhelmine-drachmann og jeg gik jævnligt ud at spise til Middag sammen i Wittmacks Restaurant, og det blev de første Gange Genstand for min ikke ringe Forundring, at den barske Socialist daarligt kunde nøjes med ringere end en af de bedste Sorter Bordeaux. Saa harmfuld han følte |77| sig overfor de slappe Nydelsesmennesker i Borgerstanden, selv var han en oprigtig Ven af Livsnydelsen.

I hans smaa Værelser oppe paa Hotellets Kvist samledes en Kres af unge Mænd, Kunstnere, Forfattere, Lærere, Journalister med varme Hjerter og hede Hoveder. Hørup^[VII]Viggo Lauritz Bentheim Hørup (1841-1902): dansk politiker og redaktør. , der skulde gøre saa stor en Gerning i Fremtidens Politik, var hans Fætter og stod ham nær. Har end enkelte af dem, der dengang i disse Rum var hidsigt radikale, senere i Livet afsløret sig som hule Vigtigpetere og patetiske Vrøvlehoveder, der gav sig til at tjene de stik modsatte Magter af dem, de dyrkede dengang – for de fleste var det Alvor, hvad de troede paa og hvad de vilde. Om Adskillige gjaldt det rigtignok, at allerede da var de selv de eneste, der tog dem alvorligt. Og den nittenaarige Fru Vilhelmine^[VIII]vilhelmine-drachmann (Fru Belli, som vi kaldte hende) viste sig mærkeligt skarptskuende og saa i hver Enkelt, hvad han var værd, i de følsomme og hule som i de klare og faste.