Der blev anordnet Aftensammenkomster i Selskabsværelser paa Hotel d’Angleterre for at man kunde lære hverandre at kende. Ved den første af disse rejste ved Præsentationen en ung, høj, blond Mand sig smilende fra en rød Sofa og sagde: »Bekendtskabet er gjort, men De husker mig nok ikke.« Da han nævnte sit Navn, J. P. Jacobsen[I], dukkede der op for mig Billedet af et ungt Menneske med Haaret ned i Øjnene, der nogle Aar forinden en Dag havde bragt mig nogle Vers til Bedømmelse paa mit mikroskopiske Hummer, og hvem jeg havde modtaget noget køligt, da jeg ved en pudsig Misforstaaelse ansaa ham for identisk med en Jacobsen[II], der Aftenen forud havde faaet et usselt Stykke opført paa det kongelige Teater, kaldet Ge|78|niets Komedie, hvori Mantzius[III] havde indlagt nogle Stumper af min Afhandling om H. C. Andersen[IV] for at vrænge. Jeg havde da læst den unge Mands Vers uopmærksomt og fundet dem »ranglede«, om hvilket Ord han nu mindede mig. Han gjorde lige straks det bedste Indtryk. Han var Naturforsker, Botaniker, Darwinist og var begyndt at give almenfattelige Fremstillinger af de Darwinske Grundtanker. Han havde det smukkeste Smil, Haar og Skæg blødt som Silke, var iøvrigt sluttet, faamælt, sagde intet, som var hverdags, og syntes at sidde inde med Værdier, der ikke var let tilgængelige for ham selv, endnu langt mindre for Andre.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
