Medens mine Jævnaldrende nu ikke sporede nogen Tilbøjelighed til at understøtte mine Bestræbelser, nærmede nogle Mænd af et adskilligt yngre Hold sig til mig.
Allerede i Oktober 1871 havde Vilhelm Møller[I], Udgiver af Nyt dansk Maanedskrift, tilsendt mig hele Pakken af de allerede udgivne Hefter og i næsten altfor ærbødige Udtryk stillet Tidsskriftet til min Raadighed. Hans Brev begyndte: »Som den, der ikke har den Ære at være kendt af Dem, vilde det vel kun lidet sømme sig eller nytte, om jeg uden Videre tog mig den Frihed at henvende mig til Dem med Bøn om, at De med Deres overlegne Dygtighed vilde støtte det Tidsskrift, hvis Navn staar oppe i Papirets Hjørne. Da jeg nu imidlertid hverken bør eller kan lade noget Middel uforsøgt som muligligvis kunde skaffe Foretagendet Deres udmærkede Bistand, bliver det mig af Vigtighed at fremkalde hos Dem en Dom om det nævnte Maanedskrift og altsaa ogsaa over min Virksomhed. Desværre ser jeg ingen anden Udvej end simpelthen at bede Dem – og hvad kan vel min Bøn bevirke! Men i ethvert Tilfælde haaber jeg, at De saaledes ikke vil have Anledning til at fortørnes, og at De ikke vil tage mig det ilde op, at jeg kommer og spørger Dem, om De maaske i et ledigt Øjeblik vilde vise mig den Ære at kaste et Blik i de hidtil udkomne Hefter.«
Stilens Underdanighed skræmmede mig noget. Men snart indfandt Vilhelm Møller[II] sig selv, en smuk, rank ung Mand med et aabent Ansigt og sluttet Væsen, der frembød en smuk Façade og gerne lod ane Dybde bag ved. Han havde aandelig Overlegenhed og ærlig Fremskridtsvilje, var forøvrigt den sande Literator, levede kun i Forhold til Bogtrykkerier og rettende Korrektur, var desuden foretagsom og planrig, drømte om at paavirke og omvende Masserne. |74| Skulde det ske ved Hjælp af Bøger, vilde det tage halvhundred Aar. Man burde da udgive Hefter og navnlig et Dagblad; saa kunde man opleve Frugten af sit Arbejd.
Jeg havde ikke set ham før, og min første Berøring med ham havde ikke været lovende. Han havde debuteret i Literaturen for nogle Aar siden med en Biografi af Carl Bagger[III] som Indledning til en Udgave af dennes Digte. En Etatsraad Fiedler[IV], der havde overdraget Møller[V] Hvervet, havde skrevet om ham paa en pudsigt begejstret Maade, der maatte udæske et Smil (»Paa den Tid var fra Sorø Skole udgaaet en ung Mand«) i samme Tone, i hvilken man vilde tale om Krigsskolen i Brienne og den unge Bonaparte[VI]. Møllers[VII] Levnedsbeskrivelse af Carl Bagger[VIII] var et omhyggeligt og samvittighedsfuldt Arbejd, men stilistisk løst og ubehændigt. Atter og atter forekom f. Eks. Vendingen »bløde Arme« i Forbindelser som denne: »Nye Livsforhold greb efter ham med blødere Arme« og deslige, saa jeg i sin Tid i en Anmeldelse dels havde drevet lidt Gæk med den højtravende Stil i Fiedlers[IX] Omtale af Udgiveren, dels havde gjort den spøgefulde Bemærkning: »Hr. Møllers[X] Fantasi synes helt fuld af bløde Arme«.
Det var dog langt fra, at Vilhelm Møller[XI] nu mindede mig om dette uheldige Forspil til et Samarbejde. Han var ikke smaalig, bar ikke Nag, saa stort paa Forholdene og indsaa ret vel, at jeg vilde have meget at overvinde i mig selv, før jeg, der havde tilhørt en Kres af højtbegavede unge Mænd, der allerede var trængte igennem, kunde slutte mig til en Begynder som ham og til hans Kres.
Da jeg en Dag omtalte for en Dame, der interesserede sig for mig, at jeg tænkte paa at træde i Forbindelse med Vilhelm Møller[XII], hans Maanedskrift og hans Stab, udbrød hun forfærdet: »De, som har omgaaedes Stuart Mill![XIII]« – Hun følte det som et Fald, ja som en Umulighed for mig. |75| Hvor store Dyder Vilhelm Møller[XIV] besad og hvor trofast han var, forstod jeg ikke straks; han indgød mig ingen Tryghed. Naar han viste Overlegenhed over Jordelivets smaa Genvordigheder, syntes jeg, han gik ud paa at imponere. Undertiden stødtes jeg ogsaa hos ham ved Paradokser og Overdrivelser, som strejfede det Affekterte. Talte man til ham om et moderne Maleri, kunde han f. Eks. udbryde: »Der er jo ikke noget ved Kunst, naar den ikke tvinger En i Knæ«. Men disse Smaating kunde ikke i Længden forringe Indtrykket af hans hæderlige Karakter og gode Hoved. Troede han at møde Mistillid, kunde han blive saa nedslaaet, at han i sin Bitterhed vilde opgive sine kæreste Planer. Det var dog kun en Overgangstilstand, og han genvandt hurtig sin Ligevægt. Men Livet havde ikke taget blidt paa ham, og han havde som en tapper Mand fægtet sig frem.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
