Fra den Dag, da Dagbladet tvang mig til at lade min Artikel trykke som betalt Inserat, var min Stilling i Landet forandret. Havde jeg et Minut kunnet tro, at et større Antal vilde tage mit Parti og finde det usømmeligt, at Bille[I] lod en Forfatter med den Anseelse, jeg hidtil havde havt, skrive under Inserater, saa opdagede jeg snart, at selve dette opfattedes blot som lærerig Kendsgerning, som Maalestokken for, hvor dybt jeg var sunket. Bille selv, hvem jeg i saa mange Aar havde kendt, hvis Dagblad var mit Organ og i hvis Hus jeg var kommet, han, som ikke et Aar forinden havde tilbudt mig Ledelsen af sit halve Blad, ophørte fra den Dag af at kende og hilse mig paa Gaden.
Saa ussel og ringe den Omstændighed var, den gjorde dog et Indtryk paa mig som Symptom. Jeg saa, man havde heftet en mørk Plet paa mig.
Illustreret Tidendes Redaktør, Delbanco[II], i hvis Blad jeg i sin Tid havde begyndt at skrive almenfatteligt om Literatur og Teater, og som i fire Aar havde betragtet mig som sin vigtigste Medarbejder, havde anmodet mig om en Artikel, der kunde retlede Læseverdenen med Hensyn til det nye Udtræk af min Forfattervirksomhed og afvæbne den stigende Forbitrelse imod mig. Men da jeg paa den mest diskrete Maade imødekom hans Ønske ved Indsendelse af en Artikel om Steffens’s[III] Optræden i Danmark 1801 og om Modstanden mod de af ham holdte Forelæsninger, fik jeg Artiklen tilbage som negtet Optagelse, da »Forholdene havde forandret sig« – i Løbet af otte Dage, thi længere var det |70| ikke siden, han selv havde henvendt sig til mig. – Saa ubetydeligt ogsaa dette var, det viste mig, at Ringen lukkede sig om mig.
Allerede i den sidste Uge af Februar 1872 blev Skraalet imod mig i Kjøbenhavn til et Brøl, og jeg følte ikke fra Uge til Uge, men formelig fra Dag til Dag, hvorledes Raseriet steg imod mig. Det forekom mig, som om den Ungdom, der havde fulgt mine Forelæsninger med saa lidenskabelig Deltagelse, paa en eller anden Maade nu maatte aflægge offentligt Vidnesbyrd. Men der var Ingen, som tog til Orde for mig. 21. Februar skrev jeg i min Notitsbog: »For første Gang tænker jeg: Mon Alt er forgæves, mon der virkelig aldeles ingen Ungdom er? Lad saa være, der er ingen. Sagen selv er tabt. For mig bør dette kun være en Grund mere til at vise Karakter. Fiat!«
Idet jeg den Dag gik ud paa Gaden, mødte jeg en af de danske Malere, jeg stadig havde omgaaedes i Rom. Jeg saa ham til min Glæde og Overraskelse komme langt borte. Da jeg laa syg i Via Purificazione, havde han næsten dagligt set op til mig, som han ærligt tilstod, ikke af Medlidenhed, men fordi han morede sig fortræffeligt med, hvad jeg meddelte ham. »De er jo ikke hjertesyg,« sagde han en Gang; »vidste man ikke bedre, vilde man tro Dem helt rask, og min bedste Morskab i Rom er at se til Dem.« Ingen havde jeg vist større Taknemmelighed, skønt han næsten altid sad tavs og hørte til; og for Ingen nærede jeg i mit Hjerte større Ømhed. Jeg vilde lige til at ile ham i Møde og strække Hænderne ud, da jeg opdagede, at han stirrede ubevægeligt hen for sig, haardnakket undlod at lade sine Øjne møde mine, og gik mig forbi med stive Skridt uden at hilse.
Siden gentog dette sig naturligvis talrige Gange med |71| andre formentlige Venner. Men denne første Oplevelse, hvorpaa jeg ikke var forberedt, modnede mig.
Mit Digt til Henrik Ibsen[IV] fra Rom viser, at jeg ikke af mine tidligere Kammerater ventede mig nogen virksom Bistand i en aandelig Brydning som denne. De færreste af dem var jo tilmed mine Meningsfæller. Alligevel havde jeg som det gaar, teoretisk været mere forberedt paa Ensomheden end praktisk, og saa hærdet jeg havde indbildt mig at være, mange ældre Venners Holdning overraskede mig pinligt.
En Aften ved en Koncert i Musikforeningen kom jeg til at passere min gamle Ven og Kampfælle Gabriel Sibbern[V]. Neppe havde jeg rakt Haanden ud imod ham, før jeg saa hans Ansigt skifte Udtryk: »Vort Forhold er ikke mere det samme. Ogsaa jeg har rettet Angreb paa det Bestaaende; men ikke som De med Lidenskab og saadan.« For det nationale Temperament var selve Lidenskaben af det Onde.
Naar mine ældre Venner saaledes lod mig helt i Stikken, fortjener de visselig ikke nogen Dadel af den Grund. Det var min Sag, ikke deres, det gjaldt, og selv hvor Sagen ogsaa var deres, jeg havde ikke raadført mig med dem, før jeg optraadte, og de havde Lov at misbillige Maaden, hvorpaa jeg var gaaet tilværks, som efter den Tids Opfattelse var voldsom og hensynsløs, efter min egen og vistnok efter senere Tiders ikke blot urban, men hensynsfuld. Typen for mine Angreb var dette paa en Enkelthed i Oehlenschlägers[VI] Aladdin. Først Udbrud af overstrømmende Anerkendelse i Stil med den danske Overlevering, ja overbydende denne: »Aladdin er Geniet, og med den guddommeligt begavede Aands hele sublime Dristighed detroniserer Oehlenschläger Faustfiguren« og »Jeg tilbageholder ethvert Udtryk for min næsten uindskrænkede Beundring for dette Digt«, saa først den forsigtigt afvejede Bemærkning, at |72| Aladdins Genialitet kun stemte med Oehlenschlägers[VII] og Lamartines[VIII]. »Thi Geniet er ikke den geniale Lediggænger, men den geniale Arbejder, og de medfødte Gaver er kun Værktøjet, ikke Værket.«
Imidlertid, selv om jeg kom nok saa meget Vand i min Vin, den var Datiden for stærk. Tidligere Omgangsvenner trak sig tilbage fra mig; enkelte af dem sagde mig under Venskabs Maske, bag hvilken en længe skjult Uvilje kraftigt røbede sig, braaddede Ord eller viste mig irriterende Medfølelse eller gav mig ubudent gode Raad eller forklarede mig uopfordret de naturlige Grunde til Stormen imod mig, eller bragte mig en ret ondskabsfuld Artikel af ren Velvilje – »for at du ikke skal overse den og ikke undlade at imødegaa den, ifald du kan«, eller besøgte mig kærligt samme Morgen som et formentlig tilintetgørende Angreb paa mig var offentliggjort i et Blad, der læstes af Alle, og trykkede mig condolerende i Haanden, mens jeg i Venneblikket opfattede den daarligt skjulte Spejden efter om Angrebet havde gjort ondt eller rokket min Sikkerhed, og ud af den falske Betoning tydeligt hørte Skadefryden gennem den tilsyneladende Opmuntring og Trøst. Jeg skønnede først nu, hvilken slet Psykolog jeg havde været i Valget af adskillige Venner. Jeg havde taget lidenskabelig Nyfigenhed for Deltagelse, Paatrængenhed for sandt Venskab, den uudslukkelige Misundelse, der nyder en andens Modgang, for oprigtig Medfølelse. Der var en af Vennerne, som plejede at udtrykke sin Bekymring for, at Julius Lange[IX] skulde blive døv, en anden af Kresen blind, en tredie haabløst fattig, paa saa bevægelig Maade, at jeg tidligere havde ladet mig skuffe deraf. Nu hørte jeg den daarligt skjulte Fryd i hvert Ulykkesbudskab, han bragte, og forstod, at det hele smaat anlagte Mandfolk var en Byld, revnefærdig af Misundelse.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
