Faa Uger derefter begyndte Stemningen at vende sig imod mig. Forelæsningernes egentlige Indhold var som fordampet; men fra Mund til Mund fløj i dumt eller ondskabsfuldt forvreden Skikkelse løsrevne Sætninger, jeg skulde have sagt, oprørende alle. Jeg havde anbefalet Selvmord – havde dog mærkelig nok ikke givet Eksemplet – havde lovprist franske Ægteskabsbrudsromaner – end ikke i en eneste Bog, jeg havde omtalt, forekom et Ægteskabsbrud – jeg havde angrebet de Danske, fordi de ikke var Ateister; jeg havde ytret dyb Foragt for Danmark og den danske Literatur; jeg havde kaldt Thorvaldsen[I] et gammelt Fæ; jeg havde udtalt mig nedsættende om Begrebet et Hjem; jeg havde angrebet Samfundet, ganske som de socialistiske Murere og som Louis Pio[II], Internationales Stormester for Danmark; kun af Fejghed sluttede jeg mig ikke til ham osv. osv.
Det blæste op til en Storm i den lille By, der da som nu var stor i egen Mening. Endnu sporedes dog kun de første Vindstød, som forkyndte Uvejret, der var i Anmarsch.
Naiv som jeg var, indbildte jeg mig at kunne bringe Sladderen til Taushed og kunne opnaa, om end ikke en Tilbagevenden af den første Begejstring, saa dog en rolig, saglig Tilegnelse og Drøftelse af mine Synsmaader, naar jeg blot udgav i Trykken, hvad jeg havde sagt. Jeg betragtede mig ungdommeligt som forpligtet til at holde mig saa nær som muligt til Ordlyden, og undlod derfor saavel at mildne enkelte krasse Udtryk som at fuldstændiggøre mine Kund|67|skaber og forbedre, hvad der var Hastværksarbejde. En saa stor Barnlighed kan maaske synes utrolig; jeg var imidlertid ikke blot i Almindelighed uerfaren, men trods mine onde Anelser paa Rejsen om hvad der ventede mig ved min Hjemkomst, bleven forvænt ved nu i lang Tid at have levet med Mennesker, der overlegent begavede altid havde opfattet mine Anskuelser med Velvilje, havde fortolket dem i bedste Mening og modsagt dem uden Forudindtagethed, hvor de fandt dem uoverensstemmende med de virkelige Forhold.
I Februars Midte udkom første Del af Hovedstrømningerne under Titlen Emigrantliteraturen.
Den første Virkning, jeg umiddelbart sporede, var den, at Dagbladets Redaktør, Steen Bille[III], tilbagesendte mig en Artikel, i hvilken jeg havde imødegaaet et yderst ondsindet Angreb paa mig af Ploug[IV] i Fædrelandet, og erklærede, ikke mere at ville optage Artikler af mig i Bladet, eftersom jeg jo nu »havde fundet et Organ og en Meningsfælle i Dagens Nyheder.« Imødegaaende det Forlydende i Dagens Nyheder, at Universitetet havde lagt mig Hindringer i Vejen og at man burde kræve dets Festsal for mig, til man sprængte dens Døre, havde jeg i sin Tid skrevet et Par Linjer, at dette ikke forholdt sig saaledes, da jeg ingen Ansøgning havde indgivet. Herpaa havde Dagens Nyheder svaret:
Vi har intetsteds sagt, at Hr. Brandes[V] har søgt et større Lokale eller er bleven afvist. Vi havde ganske vist, da han ved sin tredie Forelæsning ytrede Haab om at kunne samles med sine Tilhørere i et større Lokale og da dette ikke blev Tilfælde, troet, at der fra Universitetets Side var blevet lagt ham Hindringer i Vejen, men vi har ikke sagt dette. Vi har kun noteret Universitetets Mangel paa Imødekommen, idet det ikke selv tilbyder den unge Mand, hvad han strengt taget ikke har Ret til at fordre. At Rus-Auditoriet ikke kan rumme Hr. Brandes’[VI] Tilhørere, kan Universitetsprofessorerne ikke være i Uvidenhed om.
|68| Det var Alt. Det var dette, som nu kaldtes, at Bladet var mit Organ.
At skrive deri, kunde jeg efter Datidens Opfattelse ikke være bekendt; derfor J. P. Jacobsens[VII] Ord i et spøgefuldt lille Aktstykke, der siden er blevet trykt, at jeg havde »forsøgt Selvmord« i Dagens Nyheder. Min Meningsfælle var Bladet ogsaa kun, forsaavidt en elendig Stymper, som var dets Medarbejder, en forfjamsket og forfusket Person, i første Øjeblik, da jeg kunde synes en Sejerherre, havde sluttet sig til mig. Neppe saa han, hvad Vej den offentlige Mening blæste, før han løb over til Modparten, og skrev lige saa pjattet imod mig, som tidligere for mig. Da dette lønnede sig bedre, vedblev han dermed en Snes Aar igennem til sin Død.
Fra det Øjeblik af, da Bille[VIII] tilbagesendte mig min Artikel, var faktisk den danske Presse lukket for mig. Fædrelandet, det andet store danske Blad, var mig straks yderst fjendtligt sindet, og flere Blade fandtes der dengang ikke i Kjøbenhavn, som regnedes med. Berlingske Tidende var Regeringens og Landets officielle Avis. I den første Hede indsendte jeg paany min Artikel som Annonce; men da den saaledes kostede mig en større Sum, end jeg plejede at faa for en honoreret Artikel, og da mit Budget siden Rejsen stod under Nul, var jeg nødt til for de næste ti Aar at forstumme i dansk Journalistik, lade Angrebene hagle over mig Aar efter Aar uden nogensinde at kunne tage til Genmæle.
I Belgien som i Frankrig har Enhver, der angribes personligt, en Ret til at faa sit Svar indrykket uden Vederlag i samme Blad paa samme Plads og i samme Omfang som Angrebet. I Belgien tilhører Pladsen ham saa ubetinget, at han har Lov til at udfylde den med et Stykke af Første Mosebog, om han vil. Presseloven i Danmark var (og er) saa ufuldkommen, at den Angrebne ikke har nogensomhelst |69| Ret til Forsvar. Dersom Danmark havde havt en Presselov som den belgiske, vilde mit Liv have artet sig anderledes.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
