Fjorten Dage efter at jeg havde begyndt, var min Stilling som offentlig Personlighed helt forandret. Jeg var blevet Dagens og Byens Hovedperson. Mine Forelæsningers Held var saa stormende, at der allevegne taltes om det. Pludselig havde jeg faaet en Art Berømmelse, jeg ikke før havde kendt.
Medens de finere Blade tav derom, berørte enkelte af de mindre ansete Sagen, og Grundtvigianernes Organ Heimdal, der var paa sin Post, begyndte heftigt at angribe mig. De enkelte uvillige Stemmer tabte sig dog i det bifaldende Kor.
Selv Mænd, paa hvis Sympati jeg ikke regnede, udtalte sig anerkendende. En Dag sagde Topsøe[I] til mig: »Jeg hører, De holder saa udmærkede Forelæsninger paa Universitetet«, og da jeg svarte, som jeg mente det, at de havde baade Mangler og Fortrin, udbrød han: »Det er jo ikke derpaa, det kommer an. Men De er den eneste af os, der begynder noget Nyt. Vi andre er Epigoner.« Ordene er ikke gaaede mig af Minde, fordi de udgjorde en besynderlig Indledning til den mangeaarige Forfølgelse, for hvilken jeg efter hans Initiativ blev Genstand i det Blad, han snart overtog, Dagbladet, da afgjort det største og mest læste.
I den sidste Halvdel af December sluttede jeg min første Forelæsningsrække; jeg havde holdt to Foredrag om Ugen. Man stod den Dag som Sild i en Tønde. Der var vel fem hundrede Mennesker sammenpressede i et Rum til |66| to hundrede, og Bifaldet var øredøvende. Tilhørerne var ikke en sammenløben Hob, men som Regel Kjøbenhavns mest udviklede unge Mænd og Kvinder.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
