4.

Jeg holdt min Indledningsforelæsning den 3. November i en lille amfiteatralsk Høresal, man havde stillet til min Raadighed paa Universitetet, men den var saa overfyldt og Trængslen i Gangen udenfor saa stærk, at jeg straks maatte udbede mig Universitetets dengang største Lokale, det saakaldte Rus-Auditorium, der blev mig indrømmet.

Indledningsordene lød:

»Idet jeg begynder denne Række af Foredrag, føler jeg en Trang til at anmode om Deres Overbærenhed. Det er første Gang, jeg taler fra dette Sted, og jeg medbringer alle Uerfarenhedens Mangler. Mine Evner og mine Kundskaber er lige ufuldkomne. Meget af, hvad der herved kan støde Dem, vil, tænker jeg, blive rettet ved Tid og Øvelse. Med Hensyn derimod til mine Grundanskuelser, mine ledende Principer og Ideer forlanger jeg ingen Overbærenhed som helst. Hvad der i denne Henseende maatte støde Dem, vil |64| ikke blive forandret. Jeg anser det for en Pligt og for en Ære at hylde de Principer, til hvilke jeg bekender mig, Troen paa den frie Forsknings Ret og paa den frie Tankes endelige Sejr.«

Mit første Foredrag blev temmelig daarligt holdt i et altfor langsomt Tempo, men gjorde Indtryk og lønnedes med Bifald, hvad gentog sig ved alle følgende Forelæsninger, jeg har holdt paa Universitetet i de næste 26 Aar. Jeg søgte undertiden at faa denne Skik afskaffet og bad Tilhørerne lade være med deres Haandklap; men det frugtede ikke, og jeg lod Folk klappe; thi naar Bifaldet ikke kommer som Udslag af en Vane, giver det Taleren den Beroligelse, at han har interesseret.

Før det andet Foredrag stod Folk i Klynger ned ad Universitetets Fritrappe og ude paa Frueplads for at oppebie det Tidspunkt, da Porten blev aabnet. Salen blev stormet og var saa overfyldt, som det mindre Auditorium havde været den første Gang. En Mængde Mennesker maatte gaa bort uden at kunne komme ind. Og dette gentog sig fra da af hver Gang til Forelæsningernes Ophør. Et enkelt Blad, det nyligt grundede Dagens Nyheder, der iøvrigt ikke nød synderlig Anseelse, krævede med uforstandig Heftighed Universitetets Festsal for mig – meget imod mit Ønske. Tilsidst tvang Tilhørernes Ophidselse mig til at indgive en beskeden Forespørgsel til Rektor, om Universitetets Festsal kunde blive mig indrømmet, da der faktisk ikke var Plads til mine Tilhørere i noget Lokale. Rektor svarte mig høfligt med at fraraade mig Ansøgning om den; Salen kunde ikke oplyses, altsaa ikke bruges om Aftenen; jeg maatte dels selv leje alle de Stole, som udkrævedes, og for hver Gang lade dem flytte ind og atter køre bort, dels maatte jeg lade foretage Rengøring efter hvert Foredrag; endelig lagde han ikke Skjul paa, at efter hans Overbevisning vilde min An|65|søgning blive forkastet, selv om jeg paatog mig alle disse Forpligtelser – som jeg iøvrigt slet ikke kunde bestride, da Adgangen til Forelæsningerne var fri.