Udadtil var jeg som en Banlyst. I den Smule By, hvortil jeg var henvist, udbredte man nu tilmed snildt det Rygte, at jeg var aldeles overvældet og nedslaaet af Modstanden imod mig, og man ynkedes med Skuldertræk over denne Revolutionære, der ømmede sig og klynkede, blot fordi han fik Svar paa Tiltale. Da jeg var omhyggeligt udespærret fra Dagspressen, havde man jo let Spil.
De uafbrudte Spotterier og Forhaanelser i det offentlige Liv gjorde især deres Virkning ad indirekte Vej. Mens de slet intet Indtryk efterlod paa min Moder[I] , der en Gang for alle troede paa sin Hr. Søn[II] og som var for udviklet til at anfægtes af Omverdenens Skraal, tog min Fader[III] , der var af langt blødere Stof, sig dem umaadeligt til Hjerte. Han læste hver eneste Artikel, selv den giftigste, i hvert eneste Blad; hans Standsfæller blandt Købmændene sørgede for at vise ham dem, han oversaa; og han fandt desuden Bladene hver Morgen hos sin Barber. Han kunde ikke skønne eller skelne, hvor megen Ret eller Uret Angriberne havde; men han følte Angrebene som Vanære, og sørgede over, at jeg saaledes havde ødelagt og dagligt ødelagde min Fremtid. |90| Hans Græmmelse og Harme fik snarere Luft overfor min Moder[IV] , end overfor mig; det var pinligt for hende at se, hvorledes han led, og vanskeligt at tale ham til Rette, naar han var vred. Dog de offentlige Angreb var det mindste af det.
De ufortrødne Bagvaskelser af mit Privatliv, som pinte mest, virkede paa mit endnu uprøvede Nervesystem. Mit Legeme var ikke frisk, end mindre stærkt. Jeg følte det nogle Uger, som om min Kraft var udtømt. De indre Kilder til Fornyelse vilde ikke til at springe.
Jeg vil kun nævne, at jeg ikke kunde gaa ved Siden af en Dame paa Gaden, uden at Sladderen formelig rendte grassat, saa jeg havde den Smerte, at Damer, jeg et Øjeblik standsede, bad mig, ikke at tiltale dem. Det hed sig, at den unge Fru Drachmann[V] (aa, den Stakkel; den Stakkel!) af sin Mand[VI] maatte prygles til at modtage mig, »Ateisten«, og gennem Byen galopperede det Rygte om vore Sammenkomster, at Holger Drachmann[VII] vakte sin unge Hustru op af Søvne og tvang hende til at deltage i natlige Orgier, der var hende en Gru. Til Grund derfor laa, at da et lille Selskab en Aften befandt sig i fortræffelig Stemning – det formeligt knitrede af Lystighed og Lune – gik Drachmann[VIII] , der vidste, hvor meget den unge Frue vilde nyde denne Munterhed, hjem, mens det endnu ikke var sent, vakte sin Hustru[IX] og tog hende med tilbage til Selskabet, som hun heller end gerne vilde deltage i.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.