En Aften i Foraaret gik jeg med et Par Bekendte op at drikke The i en Kafé i Vimmelskaftet. En af dem ud|88|brød: »Vi vil dog se, hvor mange Artikler, der findes mod Dem i de Blade, som her ligger omkring«. Man fandt tretten vidtløftige Artikler.
Hvor ung jeg endnu var og hvor naivt forventende Hjælp udefra, viser denne Notits fra 11. Marts:
Bestandig spørger jeg mig selv: Er det muligt? Er det muligt, at ikke én kraftig Haand vil løfte sig til mit Forsvar? Er der virkelig slet Ingen? Har ikke en Eneste Følelse for min Sags Hellighed og Renhed?
Jeg havde en Tid lang drømt om en Tilslutning, som den, Johan Ludvig Heiberg[I] ved 1830 havde fundet hos Henrik Hertz[II], men indsaa nu, at denne Forventning var blot Drøm. Senere hen gik den nogle faa Aar igennem i Opfyldelse.
Naar jeg saaledes for mig selv brugte de stærke Ord: min Sags Hellighed og Renhed, saa var det, fordi jeg følte og vidste, at bag alle Udenværkerne, de smaa, elendige Spørgsmaal om en Række Forelæsningers større eller ringere Værd, om ligegyldige Enkeltheder eller om rigtig Værdsættelse af visse Kunstnere og Kunstværker, laa min første Skanse: min Hævdelse af, at mine Landsmænd havde brugt et Atlas, hvorpaa Danmark og Frankrig, Danmark og Tyskland, Danmark og England var lige store og af samme aandelige Betydning, hvis da ikke Danmarks var størst – denne nationale Fordom maatte fældes, hvis et sundt Aandsliv skulde blomstre.
Dog denne Skanse kunde jeg give til Pris. Det var ikke paa den, jeg vilde kæmpe, til jeg faldt.
Bag den laa min Fæstning, den frie Forsknings Borg. Jeg kæmpede som den første Danske aabent og bevidst for den frie Tanke, ikke blot mod Teologien, men mod al saakaldt aabenbaret Religion. I det Punkt fejlede mine Modstandere ikke. Og jeg gjorde ikke engang i mit stille Sind |89| nogen Indrømmelse. Jeg betragtede Troen, den i Danmark lovpriste, der ansaas for Menneskets ypperste Klenodie, Betingelsen for dets Frelse, som en skadelig, nedbrydende, ulykkebringende Magt, og holdt det for en Fortjeneste at trænge den tilbage. Hvor mægtig den var, og hvor længe den endnu vilde triumfere, var jeg ikke uvidende om. Jeg tænkte mig imidlertid, at Anno 2,500 eller saa, vilde et aandeligt frigjort Samfund i Danmark i taknemmelig Ihukommelse rejse mig en rædselsfuld Statue, hvori ikke et Træk mindede om mine, men som ikke var mindre velment for det.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
