Paa dette Tidspunkt erfor jeg ogsaa, at Biskop Monrad[I] og cand. theol. Frederik Nielsen[II], senere Biskop, havde hver sit Flyveskrift imod mig færdigt.
Monrads[III] Den frie Tanke og Dr. Brandes’s[IV] Forelæsninger, som jeg besvarede, var sofistisk, men værdigt som Alt hvad der skreves af denne betydelige Mand, hvis stærke Aand desværre var omtaaget af Teologi.
Frederik Nielsen[V] tog man derimod i min Kres dengang saa lidet alvorligt, at han gik under den ikke smigrende Benævnelse »det lille Pjat«. Hans Skrift Den kristne Tro og den frie Tanke var ganske præsteligt, iøvrigt slet ikke personligt. Han tog imidlertid heftig Forargelse af nogle næsten selvfølgelige Udtryk i min Bog om Kopernikus[VI] og Darwin[VII] som Forskere der havde tilintetgjort de ortodokse Forestillinger om Himmelen og om Paradiset. Han skrev:
Koperniks[VIII] Lære har berøvet det ortodokse Himmerige sit fysiske Sted. Nu forstaar man Retfærdigheden i Polens Delinger, denne Skændselsplet i den nyeste Historie; thi naar en Polak havde taget Himmerige fra Menneskeslægten, var det jo kun en ringe og retfærdig Hævn, at Polen blev udslettet af Staternes Tal (...) Udødeligheden er en tom Indbildning. Alle Udsigter i Evigheden, selv de mest spirituelle, maa du lade fare. Ser du fremad, skuer du mod »det evige Mørke«, og ser du tilbage til Menneskeslægtens Udspring, hvad møder saa dit Øje? Istem en Miltonsk Sang om det tabte Paradis; thi det har Darwin[IX] berøvet sit Sted.
Lidt efter fulgte endnu et Flyveskrift Den ny sensualistiske Lære og Dr. G. Brandes[X], belyst fra et naturviden|86|skabeligt Standpunkt, anonymt (af ax) men af en daværende Stadslæge Schleisner[XI], sprængvigtigt og overlegent. Det udkom straks i andet Oplag, blev langt mere læst end selve den omstridte Bog, der, saa meget der raabtes imod den, blev lidet læst og først fem Aar senere udsolgt i 1,200 Eksemplarer.
Forfatterens og det datidige Danmarks kunstneriske Stade betegnes bedst ved, at han for fuldt Alvor og under almindeligt Bifald angreb mig for, at jeg satte Michelangelo[XII] som Billedhugger over Albert Thorvaldsen[XIII]. Et af de Steder i min Bog, der vakte stærkest Harme, var det, hvori jeg bestemte Begrænsningen af Thorvaldsens[XIV] Basrelief Natten. Efter min Vane havde jeg begyndt med varme Ord om dette Kunstværk, hvis Stil jeg betegnede som »en Slags forfinet og spinklere Atticisme.« Jeg havde skrevet: »Stiller man sig foran Natten og stræber man et Øjeblik, som jeg har gjort, at glemme femten Aars begejstrede, men ogsaa næsten blinde Sværmeri for Thorvaldsen, da vil det maaske gaa En og Anden, som det er gaaet mig, at han har maattet tilstaa sig selv, at denne Kvindefigur, hvis milde Ynde er saa tiltalende, ingenlunde kan siges helt at svare til sit Navn«. Man kunde tænke sig et mere hensynsløst Anslag. Saa udviklede jeg, at Skikkelsen kun var Natten, hvori der soves; den burde rettere hedde Søvnen, Nattestilheden; den var ikke Natten, hvori der elskes og hvori der myrdes, men den milde Sommernat paa Landet.
Det var disse Ord, som satte Samtiden i vild Forbitrelse. Den anonyme Forfatter skrev herom:
Jeg troer ikke, at Dr. B.[XV] vil faa mange nulevende, sundt og normalt konstruerede Mennesker til at dele denne Opfattelse (...) Her findes ganske vist ikke Udtryk for Middelalderens Snigmord eller for Orientens Vellyst; men der findes det, som er langt bedre; der findes Tryghed og Ro (...) der findes tillige det, som Dr. B.[XVI] først har søgt efter, Elskov, men vel at mærke den efter vore sædvanlige, sædelige Begreber tilladte, udtrykt paa den skønneste Maade; der findes endelig, naar dette Basrelief sammen|87|holdes med Dagen en dybere Symbolik, Døden og Opstandelsen. (...) Saa vist som vor Tid staar over den skumle Middelalder med sine [dens] Snigmord og over den taagede(!) Oldtid med dens religiøse Kultus af det Sanselige, saa vist staar Thorvaldsens[XVII] Dag og Nat over ethvert hidtil udført Kunstværk, der har behandlet dette og lignende Æmner. Det skulde imidlertid ikke undre mig, om Dr. B.[XVIII] foretrækker Michelangelos[XIX] Dag og Nat, der findes i Medicæernes Kapel i Kirken S. Lorenzo i Florents. (...) Det maa indrømmes, at dette Kunstværk ved første Øjesyn gør et imponerende Indtryk, som der jo overhovedet er noget Storslaaet i Alt, hvad denne Kunstner har leveret (!); men man mærker dog snart, at der er noget Uroligt og Forvredent ved disse Figurer; jo længere man betragter Michelangelos[XX] Dag og Nat, desto mindre synes man om det(!); jo længere man betragter Thorvaldsens[XXI], desto flere Skønheder opdager man. Dr. B.[XXII] foretrækker Michelangelo[XXIII] som Billedhugger fremfor Thorvaldsen[XXIV]. (...) Man kan nu ganske vist forsvare denne Opfattelse (...) men man maa da kun gøre sig det ret klart, at man taler ud af en Livsanskuelse, der er forskellig fra eller rettere modsat den dannede Samtids.
Den dannede Samtid, det var Indbegrebet af de kjøbenhavnske Fordomme i 1872.
Hvor pietistisk overhovedet Kunstopfattelsen var, kan ses af et Angreb paa Emigrantliteraturen i Landets intelligenteste Organ, Fædrelandet, for Marts. Jeg havde kaldt en Magdalena af Correggio[XXV] »yppig og sund, smilende og forførerisk«. Det stred jo ganske mod Aanden i Oehlenschlägers[XXVI] Correggio, den eneste, man kendte. Det hedder derfor: »Kunstneren har ladet hende i ubeskaaren Sundhed og Kraft beholde det skønne Legeme, med hvilket hun har syndet. Men han har til samme Tid adlet og helliggjort det; der skal virkelig et bedærvet aandeligt Syn til for, som Hr. Brandes[XXVII], at finde hende forførerisk.«
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
