13.

Ædelttænkende, som Hauch^[I]Carsten Hauch (1790-1872): dansk forfatter og zoolog. Professor i nordisk sprog og litteratur i Kiel 1846-49. Fra 1851 professor i æstetik ved Københavns Universitet. var, havde han døende ihukommet et gammelt Udsagn til mig og dikteret en Erklæring, hvori han udtalte sit Ønske om, at jeg som hans Efterfølger skulde indtage den Plads ved Universitetet, der nu ved hans Død blev ledig. Selvfølgelig behøvede Ingen at tage Hensyn til hans Ønske. Men det gjaldt i Kjøbenhavn om at faa selve Kundskaben til det forhindret. Til Fædrelandet henvendte man sig af gode Grunde ikke. Men saavel Dagbladet som Berlingske Tidende negtede Konferensraadinde Hauch^[II]Frederikke (Rinna) Elisabeth Hauch (1811-1896): dansk forfatter. at optage Carsten Hauchs^[III]Carsten Hauch (1790-1872): dansk forfatter og zoolog. Professor i nordisk sprog og litteratur i Kiel 1846-49. Fra 1851 professor i æstetik ved Københavns Universitet. Erklæring, skøndt den Døende udtrykkelig havde ønsket den offenliggjort i danske Blade. Da jeg |83| erfor det, skrev jeg med altfor ungdommelig Patos i min Notitsbog: »Denne lumpne Lavhed skal aldrig i mit Liv gaa mig af Minde.«

Og nu begyndte Felttoget i Aviserne og Literaturen imod mig. Den Sjakal, jeg altid havde havt i Hælene, og som nu følte sig dobbelt kry i Haabet om, at med mig var det ude, lagde for med lange Pressebrøl og samlede flere af sin Art. Dog Mennesker er Sjakalen jo ikke farlig.

Det grundtvigske Dagblad Heimdal bragte straks en Rækkefølge af fem store Artikler Den frie Tanke og det danske Aandsliv i det 19de Hundredaar, der senere fulgtes af flere. Det var vanskeligt, i dem at skelne, hvor Indskrænketheden hørte op og hvor Perfidien begyndte.

Mennesker, der er opdragne i Ortodoksi og længe kun har kendt Fritænkeriet af Omtale, kan som bekendt næsten blot forklare sig det ud fra Uviljen til at holde de ti Bud og blandt disse atter det, der altid har trykket dem mest, det sjette. Analogt var for Katolikerne i sin Tid Luthers^[IV]Martin Luther (1483-1546): tysk kirkereformator. Handlemaade kun forklarlig som et Udslag af Kødets Oprør mod den Munken paalagte Askese. Saaledes blev nu den hele Tankegang i det kønsligt saa uskyldige Skrift Emigrantliteraturen gjort til et Udslag af seksuel Lystenhed.

Allerede i 1870 havde Rudolf Schmidt^[V]Rudolph Schmidt (1836-1899): dansk forfatter. anonymt i Fædrelandet begyndt at betone den kønslige Usædelighed i mit Skrift Den franske Æstetik i vore Dage. Jeg havde paa et enkelt Punkt sammenlignet Taine^[VI]Hippolyte Taine (1828-1893): fransk historiker, litteraturforsker og æstetiker. med Maleren Gérôme^[VII]Jean-Léon Gérôme (1824-1904): fransk historiemaler og billedhugger. , hos hvem hidtil intet Menneske havde fundet Lystenhed. Men Hr. Schmidt^[VIII]Rudolph Schmidt (1836-1899): dansk forfatter. skrev: »Der stønner en tilbagetrængt Nydelsesinteresse i Kompositionen; Sanselighedens Marekat kigger ud af den historisk-agtbare Indfatning, og Malerierne er Bordelmalerier.« Allerede da havde han efter det grundtvigianske Mønster stillet dansk Friskhed mod Europas Fordærv: »Hr. Brandes^[IX]Georg Morris Cohen Brandes (1842-1927): dansk kritiker, litterat. møder frem i en Tid, hvor i Modsæt|84|ning til de gamle udlevede Kulturlande lysende Udviklingstanker er oppe i Norden, hvor der vælder elementære Kræfter op af Folkebunden med tydelig Belæring til alle, som vil nemme, om hvor Aand er. Ved i en saadan Tid at vælge det Midtpunktsløse har Hr. B.^[X]Georg Morris Cohen Brandes (1842-1927): dansk kritiker, litterat. uigenkaldeligt opgivet at komme i andet Forhold til det Store end et Misforhold.«

Heimdal begyndte nu med den Formodning, at »den frie Tanke« blot var et Stikord, en tom Talemaade, der skulde klæde rask, men som der ikke mentes noget bestemt med, saa det var idel Drengestreger atter og atter med Brask og Bram at føre den i Munden, og kom til det Resultat, at »den frie Tanke« var »den frie Lyst«; thi i alle de Bøger, som blev gennemgaaede, var den fælles Grundfølelse en graadig Nydelsessyge, udsprungen af den Forestilling, at Lykke var Menneskets Ret og Livets Maal. Herpaa var jeg gaaet ind, istedenfor at jeg skulde have sagt: I har et lavt Begreb om Menneskets Adel, naar I mener, at Livet er os givet for at vi skal være lykkelige. Lad Trællesjæl leve i den Tro; fribaarne, adelige Sjæle husker, at Livet er givet os for at vi skal kæmpe og lide og derigennem udvikles. Og I er derhos gale; thi I trækker en Veksel paa Livet, som det aldrig har honoreret og aldrig kan honorere osv.

Vi kan derfor umulig faa andet ud af Hr. Brandes’s^[XI]Georg Morris Cohen Brandes (1842-1927): dansk kritiker, litterat. Forelæsninger, end at Lysten skal sættes i Lovens Sted, og at »den frie Tanke« er den, som hævder denne Lystens Ret lige overfor Samfundsbevidsthedens Tvang. Men saa synes det os rigtignok, at »den frie Tanke« snarest burde hedde den frække Tanke.

Jeg havde, hed det, paa vor hjemlige Aandsudviklings Bekostning prist alle de "glimrende, men ormædte Frugter af den frie Tankes Gifttræ."

Og Artikelrækken sluttede:

Det tør haabes, at det danske Folk vil foretrække sit eget hjemmegjorte Tøj for Parisernes gamle, aflagte Klæder, om de end ere aldrig saa snildt fiksede op af Forhandleren her til Lands.

|85|Samtidigt skrev Carl Ploug^[XII]Carl Ploug (1813-1894): dansk journalist, forfatter og politiker. i Fædrelandet overlegne Indlæg, hvori han viste, jeg havde fornegtet Gud, angrebet Familie og Samfund. Han stod for højt i det almindelige Omdømme, og Afstanden var for stor mellem ham og mig, til at han allerede da skulde komme ud af Ligevægten; han knuste roligt, men sekunderedes af iltre Anonymer, hvis Ord bevingedes af Hadet.