Den samme Dag, paa hvis Aften dette Selskab blev stiftet, var den Efterretning kommet til Kjøbenhavn, at Hauch[I] (4. Marts) var død i Rom.
Nu var Øjeblikket kommet, hvor det for mine Modstandere gjaldt om at forhindre min Ansættelse ved Universitetet og forpurre mine Fremtidsudsigter i Danmark, og Øjeblikket kunde ikke være dem mere gunstigt. Da det rygtedes, at jeg i Kjøbenhavn havde stiftet en »Fritænkerforening«, blev Raseriet imod mig utroligt, ytrede sig overalt, i alle Krese og Lejre. Kultusministeren Hall[II] , der i Tænkemaade sikkert ikke stod mig synderlig fjernt, og i hvis Hus jeg straks efter mine Forelæsningers Slutning havde været ind|82|budt og hjerteligt modtaget, trak sig nu, to Maaneder efter, aldeles tilbage fra mig. Universitetsprofessorerne, der tidligere saa at sige alle havde været mig velvilligt sindede, men om hvem det jo ikke var at vente, at de skulde gøre noget for at hævde Lærefriheden overfor Kirken og Pressen, lod mig falde. De havde læst en advarende Indberetning, Professoren i slaviske Sprog, en troende Sjæl, havde afgivet angaaende mine Foredrag, som han alene af dem havde hørt. Jeg havde, paa Opfordring af den da 81-aarige Hauch, til Universitetet indgivet en Ansøgning – den eneste, jeg har rettet til det – om en Ansættelse som midlertidig Docent med et Honorar af 800 Kr. aarligt; men jeg modtog ikke engang et afslaaende Svar.
Den svenske Forfatter Carl von Bergen[III] , min Kammerat fra tidligere Dage, som i Juli besøgte mig, betegnede paa dette Tidspunkt Opinionen overfor mig som et sandt Had. Han sagde til mig: »Jeg kan ikke skjule for Dig, at jeg har besøgt de forskelligste Krese i Danmark, men har hos alle Mennesker fra Ministeren til den simpleste Journalist fundet samme Had.«
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.