Levned, 2 (1907)

11.

Disse Mænd dannede Gruppens oprindelige Kærne, hvortil enkelte andre sluttede sig. Det gærede i disse unge, og de følte sig som Fremtidens Mænd. Vel var de kun en Haandfuld, men de var overbeviste om, at der sad Hundreder spredte i Byen og paa Landet, som kun ventede paa et Signal for at give deres Tilslutning, og det kom lige straks paa Tale imellem dem, at man burde stifte en Forening til Fremme for de ny Ideer. Betænkeligheder blev en Aften afviste som Udslag af uværdig Frygtsomhed, og da Overvejelserne trak ud, raabte Edvard Brandes^[I] for at gøre Ende paa Sagen: »Saa er Foreningen stiftet!«

Da Ordet var udtalt, applauderede man. Jeg for min Part var den eneste, som ikke følte sig tilfreds med Udsigten; dels havde jeg som den adskillige Aar ældre noget større Erfaring, dels indsaa jeg, at da mit Navn var det eneste Offentligheden bekendte, vilde jeg komme til at bære hele Ansvaret og efter al Sandsynlighed maatte trække Læsset, jeg, som stolede mindre paa Mennesker end nogen af de andre.

|79| For ikke at give os selv og vore Tanker for meget til Pris blev det besluttet, at vi ved næste Sammenkomst foreløbig skulde tage hver én, højst to Meningsfæller med, og vi sikrede os et Lokale. Hverken brevligt eller i Bladene rettedes der nogensomhelst Opfordring til Fremmede om at møde.

Men med saa stor Opmærksomhed fulgte Byen vore mindste Handlinger, og saa meget Røre var der i Sindene, at der paa den berammede Aften fandt en formelig Tilstrømning Sted. Vel et hundrede Mennesker fyldte Salen, mest Folk, som ingen af os kendte, saa vi var nødsagede til at gaa fra den ene til den anden, og udspørge dem ikke blot om Navn og Livsstilling, men om hvad der havde bragt dem herhen og hvad de førte i deres Skjold. Som enhver forstaar, blev dette en meget overfladisk Eksamination. Paa Opfordring maatte jeg tale til Selskabet, faa nedsat et Udvalg til at fastslaa Optagelsesbetingelser og fastsætte Formaal for den Forening, der skulde stiftes; en foreløbig Bestyrelse blev valgt. For ikke at give Pressen nogen Oplysning, som den straks vilde misbruge, vedtog man det intetsigende Navn Literaturselskabet. Til Bestyrere valgtes Georg Brandes^[II], Holger Drachmann^[III], J. P. Jacobsen^[IV], en matematisk Professor, som var et ypperligt Hoved, Julius Petersen^[V], og Fabrikant Ludvig Bing^[VI]. De fire første er kendte; den sidste var en høj, smuk ung Mand, alvorlig og prunkløs, med god Forstand og fast Karakter. – Det blev vedtaget og fastholdt, at Selskabet skulde være rent privat.

Det kom, da det først var blevet rigtigt stiftet, til at indeholde en stor Del af de unge Mænd, som senere gjorde deres Navne hæderligt bekendte i Danmark, Herman Trier^[VII], senere Formand for Folketinget og Kjøbenhavns Borgerrepræsentation, økonomiske Forfattere som Vilhelm Arntzen^[VIII] og Ring^[IX], den nuværende Chef for Toldvæsenet, en herkulisk |80| smuk og dygtig Mand, den rige Oliemøller Alfred Olsen^[X], flere af de nuværende medicinske og historiske Professorer osv. Men der fandtes ogsaa Mænd i den, som hurtigt blev klare over, at deres Plads ikke var i en Fritænkerforening, saaledes den senere ivrige Indremissionær, Professor Harald Westergaard^[XI], og der havde indsneget sig Elementer, som aldrig burde have faaet Adgang. Saaledes A. Haase^[XII], der holdt et begejstret Foredrag om Frederik Dreier^[XIII], hvem han betegnede som den, fra hvem vi alle stammede ned. Umiddelbart derefter forfulgte han som Redaktør af et politisk Billedblad Foreningens Mænd med al den hensynsløse Ondskab, der udvikler sig i bitte smaa, uoplyste Samfund. Saaledes var der ogsaa en lille Journalist ved Navn Richard Kaufmann^[XIV], der havde gjort en Del Arbejd for Vilhelm Møller^[XV], med hvem han gerne nævntes sammen, en paatrængende Stakkel, hvem vi forgæves havde søgt at afryste ved at mødes hver Aften paa en forskellig Kafé; han løb fra Dør til Dør, indtil han ud paa Natten fandt os. (Jacobsen^[XVI] har vistnok anvendt noget af ham som Model til sin Daniel Knopf.) Hans fjantede Begejstring lod sig bruge til at latterliggøre os med. Saaledes sattes den Historie i Omløb, at han stod ved Foreningens Dør og spurgte Enhver, der ønskede Adgang: Tror De paa Gud? og Troer De paa Brandes^[XVII]? Sagde Manden Nej til det første Spørgsmaal og Ja til det sidste, kom han ind. –

Snart derefter skrev samme Kaufmann^[XVIII] en elendig Novelle om Voltaire^[XIX] og hans Kres, i hvilken det skildredes, hvorledes en ung Mand en kort Tid føler sig tiltrukket til Voltaire og hans Omgivelser, men kommer under Vejr med den fordærvelige Aand, der udgaar fra dem, og bryder. Denne Novelle var Pressen skamløs nok til at rose; Novellen sattes over Paul Heyses^[XX].

Dog grimmest var det, at en Journalist med godt Hoved |81| og nogen Skrivefærdighed, en indædt Misunder og Indbildsk, hvis Livs eneste Bedrift var den at have udpebet den fine Skuespiller Høedt^[XXI] saa haardnakket, at han foranledigede den ømtaalige Mand til i sin fulde Kraft at forlade Nationalscenen, meldte sig ind i Selskabet og paa Skrømt tiltraadte dets Program som Spion for umiddelbart derefter som Forræder at lægge det for Had i sin lurvede Avis.

I Selskabet, der vel talte en firsindstyve Medlemmer, blev der holdt Foredrag, af hvilke nogle var lærerige og satte Tanker i Bevægelse; det udgav desuden i det næste Par Aar en Del gode, oplysende Flyveskrifter og en Statsøkonomi. Men som det var, blev det mig personligt en Lænke om Benet, en stadig Plage. Til den Forbitrelse, det vakte, stod den Gavn, det gjorde, ikke i noget Forhold. Foreningslivet gik trægt, da den indbyrdes Uensartethed var altfor stor og Lysten til at meddele sig altfor ringe. De yngre Forfattere blev Selskabet i de ikke mange Aar, det bestod, alene til Skade.

Forrige afsnit: 10.
Næste afsnit: 12.