I Højsommeren 1871 var jeg atter i Danmark. Mine Forældre[I] boede i en Bondegaard ved Hellerup, hvor jeg ogsaa fik Plads. Min Moder[II], der var blevet heftigt syg næsten samme Dag som jeg i Rom, havde et otte Maaneders Sygeleje bag sig, kunde endnu ikke gaa og kom sig langsomt.
Jeg traf gamle Venner igen, enkelte, med hvem jeg kunde tale om Italien og blive forstaaet som den da overstrømmende livfulde Pietro Krohn[III], der endnu var Maler med Liv og Sjæl, og min Beskytter Brøchner[IV], der straks krævede af mig, at jeg nu skulde vise, hvad jeg duede til, og navnlig begynde at holde Forelæsninger paa Universitetet.
Det Kjøbenhavn, hvortil jeg vendte tilbage, var ikke lidet forskelligt fra det, jeg havde forladt. I hint herskede endnu uanfægtet, hvad man dengang betegnede som Frisind og antog for Frisind. Havde man end brugt Nedslaaetheden efter vor ulykkelige Krig til en Forfatningsændring i de velhavende Klassers Interesse, saa var selve disse dog udadtil officielt Lighedens og en vidtgaaende Friheds Talsmænd. Naar man havde anerkendt Kejserdømmet i Frankrig, var |59| det kun fordi man saa hen til det som til den Magt, der skulde ydmyge Prøjsen og skaffe os det mistede Slesvig tilbage.
Nu var der foreløbig i det Ubevidste eller Halvbevidste sket en stor Forandring. Man var fortumlet over Tysklands uventede og saa afgørende Sejr; Danmarks Nederlag, der havde staaet for Sindene som en forbigaaende Ydmygelse, var blevet beseglet; det Haab, man saa længe havde næret, var fordampet som Sansebedrag. Frankrigs Sammenbrud opfattedes af de Fromme og de Moraliserende som den fortjente Straf for Frivolitet. Men et endnu langt dybere Indtryk havde Kommunens Opstand og dens Overvældelse gjort. For første Gang havde man her stiftet Bekendtskab med Ideer og Kræfter, der forekom rent anarkistiske og kunde true allevegne. Som Nationalforsamlingen i Bordeaux var udpræget reaktionær, og som den indviede en reaktionær og særligt klerikal Bevægelse i Frankrig, der holdt sig en seks, syv Aar i Træk, saaledes blev nu rundt om i Europa de Besiddendes Stemning ultrareaktionær. Kommunen havde været kirke- og religionsfjendsk. Borgerstanden klamrede sig med en helt ny Lidenskab til Kirken, i det lille Danmark som i det svækkede Frankrig. Og samtidig begyndte det autoritære Tyskland, hvor Ingen knyede mod Monarken, hvor Samfundsdisciplinen var uangrebet og saa nyligt havde gjort Vidundere, dette Tyskland, der længe havde været Arvefjenden, at staa for de Besiddende i et nyt Lys. Der var lige straks dem, som ved et mærkeligt Træf nu besindede sig paa Stammefællesskabet og betegnede sig som Pangermanister. Og der var snart dem, der mere kynisk glædede sig over den velorganiserede tyske Hær som Ordenens Haandhæver i Europa. Da der i Efteraarets Begyndelse som en svag Efterdønning af den store parisiske Bølgegang i Sindene begyndte en socialistisk Bevægelse blandt Arbej|60|derne i Kjøbenhavn, der medførte en Arbejdsnedlæggelse og nogle faatallige Forsamlinger i lukket Rum, blev den Spidsborgerlighed, som nu følte sig ovenpaa, i sin Opskræmthed brutal, krævede og erholdt unødigt voldsom og overmaade uklog Indskriden af Statsmagten mod Trykkefrihed og Forsamlingsfrihed for tredie Stand.
Danmark var paa det Tidspunkt, som en af Datidens faa frisindede Mænd, Professor Rovsing[V], plejede at sige, Europas mest ortodokse Land. Der fandtes ingen Kættere i Riget. Da et halvt Aar derefter det første Pust af Fritænkeri gik hen over Almenheden, talte de unge Piger i borgerlige Familier om Fritænkere som om Hottentotter, forhørte sig om, hvad de mente eller gjorde, som havde Talen været om en vild Stamme, fremmed og fjern.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
