Literaturen havde i det nittende Aarhundrede været næsten helt konservativ. Alle betydelige Forfattere og Digtere havde enten været oprigtigt troende som Grundtvig[I] og Ingemann[II], Paludan- Müller[III] og Søren Kierkegaard[IV], eller de havde hyldet Protestantismen i mer eller mindre filosofisk Form, som Hauch[V] eller Heiberg[VI] eller R. Nielsen[VII], eller de havde i ethvert Tilfælde forfægtet en almen Religiøsitet i en af dens mange Former, som Ørsted[VIII], Sibbern[IX] og Goldschmidt[X]. Helt sagt sig løs fra Kirken havde kun enkelte tidligt bortrevne som Frederik Dreier[XI], eller ganske underordnede og derfor glemte som Rudolf Varberg[XII], mod hvem Paludan-Müller[XIII] havde slynget sit Digt Luftskipperen og Atheisten. Brøchner[XIV], den eneste, der var religiøs uden at være Kristen, eksisterede ikke for Almenheden.
Kongemagtens saavel som Borgerstandens Herredømme var uanfægtet. Arbejderstanden havde hidtil fulgt de saa|61|kaldte Nationalliberale; dens Fører Rimestad[XV] indtog et Standpunkt, der svarede til Schultze-Delitzsch’s[XVI] i Tyskland.
I Familierne var Tonen smaaborgerlig. Man sagde nødig et Ord som Bukser; man sagde med et lille Smil i Stedet »Unævnelige« eller paa fransk »Pantalons«. Ingen Dame brugte en Vending som »Jeg vil gaa i Bad«; det var upassende at henlede den Tiltaltes Fantasi paa den nøgne Skikkelse i Badet. Da det højere Selskab i Hovedstaden ikke var talrigt og alle kendte hverandre idetmindste af Navn, gik Sladderen som i ganske smaa Byer. En hævet Forlovelse var endnu, som paa Kierkegaards[XVII] Tid en Menneskealder forinden, en Begivenhed, Byen syslede med, og et opløst Ægteskab var en Skandale, som aabnede for alle Sluser.
Paa Teatret var Tonen som i Livet. Holbergs[XVIII] Djærvhed vakte Anstød. I Heibergs[XIX] beundrede Vaudeviller, i Hertz’s[XX] og Hostrups[XXI] Lystspil var Tonen saa barnlig som i H. C. Andersens[XXII] Eventyr og Romaner.
Hvad der blev spottet, var altid kun Smaating, ubetydelige Menneskers smaa ligegyldige Svagheder. Ikke blot berørtes det Kønslige varsomt, som rimeligt var efter Folkekarakteren; men ikke et eneste kønsligt Problem behandledes mandigt, end sige dristigt. Man skulde søge om en frygtsommere Literatur.
Digtekunsten var bleven en pirrende Underholdning som i Bergsøes Fra Piazza del Popolo, en af Tidens Yndlingsromaner, og Viddet repræsenteredes af Erik Bøghs[XXIII] Bearbejdelser af fremmede Smaastykker for Teatrene og hans meget læste Feuilletoner i Folkets Avis.
Den gamle Literatur, som havde været Landets Ære, var ved at forsvinde. Heiberg[XXIV] var død 1860, Hertz[XXV] 1870, Chr. Winther[XXVI] og Grundtvig[XXVII] var over de Firs, Andersen[XXVIII], Paludan-Müller[XXIX] og Bødtcher[XXX] havde kun faa Leveaar tilbage.
|62| Men endnu regnedes Intet for poetisk, der ikke behandlede den fjerne Fortid, helst i fremmede Lande, eller Sagn og Legender, Eventyr og Myter, saa virkelighedsfjerne som muligt.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
