I Højsommeren 1871 var jeg atter i Danmark. Mine Forældre[I] boede i en Bondegaard ved Hellerup, hvor jeg ogsaa fik Plads. Min Moder[II], der var blevet heftigt syg næsten samme Dag som jeg i Rom, havde et otte Maaneders Sygeleje bag sig, kunde endnu ikke gaa og kom sig langsomt.
Jeg traf gamle Venner igen, enkelte, med hvem jeg kunde tale om Italien og blive forstaaet som den da overstrømmende livfulde Pietro Krohn[III], der endnu var Maler med Liv og Sjæl, og min Beskytter Brøchner[IV], der straks krævede af mig, at jeg nu skulde vise, hvad jeg duede til, og navnlig begynde at holde Forelæsninger paa Universitetet.
Det Kjøbenhavn, hvortil jeg vendte tilbage, var ikke lidet forskelligt fra det, jeg havde forladt. I hint herskede endnu uanfægtet, hvad man dengang betegnede som Frisind og antog for Frisind. Havde man end brugt Nedslaaetheden efter vor ulykkelige Krig til en Forfatningsændring i de velhavende Klassers Interesse, saa var selve disse dog udadtil officielt Lighedens og en vidtgaaende Friheds Talsmænd. Naar man havde anerkendt Kejserdømmet i Frankrig, var |59| det kun fordi man saa hen til det som til den Magt, der skulde ydmyge Prøjsen og skaffe os det mistede Slesvig tilbage.
Nu var der foreløbig i det Ubevidste eller Halvbevidste sket en stor Forandring. Man var fortumlet over Tysklands uventede og saa afgørende Sejr; Danmarks Nederlag, der havde staaet for Sindene som en forbigaaende Ydmygelse, var blevet beseglet; det Haab, man saa længe havde næret, var fordampet som Sansebedrag. Frankrigs Sammenbrud opfattedes af de Fromme og de Moraliserende som den fortjente Straf for Frivolitet. Men et endnu langt dybere Indtryk havde Kommunens Opstand og dens Overvældelse gjort. For første Gang havde man her stiftet Bekendtskab med Ideer og Kræfter, der forekom rent anarkistiske og kunde true allevegne. Som Nationalforsamlingen i Bordeaux var udpræget reaktionær, og som den indviede en reaktionær og særligt klerikal Bevægelse i Frankrig, der holdt sig en seks, syv Aar i Træk, saaledes blev nu rundt om i Europa de Besiddendes Stemning ultrareaktionær. Kommunen havde været kirke- og religionsfjendsk. Borgerstanden klamrede sig med en helt ny Lidenskab til Kirken, i det lille Danmark som i det svækkede Frankrig. Og samtidig begyndte det autoritære Tyskland, hvor Ingen knyede mod Monarken, hvor Samfundsdisciplinen var uangrebet og saa nyligt havde gjort Vidundere, dette Tyskland, der længe havde været Arvefjenden, at staa for de Besiddende i et nyt Lys. Der var lige straks dem, som ved et mærkeligt Træf nu besindede sig paa Stammefællesskabet og betegnede sig som Pangermanister. Og der var snart dem, der mere kynisk glædede sig over den velorganiserede tyske Hær som Ordenens Haandhæver i Europa. Da der i Efteraarets Begyndelse som en svag Efterdønning af den store parisiske Bølgegang i Sindene begyndte en socialistisk Bevægelse blandt Arbej|60|derne i Kjøbenhavn, der medførte en Arbejdsnedlæggelse og nogle faatallige Forsamlinger i lukket Rum, blev den Spidsborgerlighed, som nu følte sig ovenpaa, i sin Opskræmthed brutal, krævede og erholdt unødigt voldsom og overmaade uklog Indskriden af Statsmagten mod Trykkefrihed og Forsamlingsfrihed for tredie Stand.
Danmark var paa det Tidspunkt, som en af Datidens faa frisindede Mænd, Professor Rovsing[V], plejede at sige, Europas mest ortodokse Land. Der fandtes ingen Kættere i Riget. Da et halvt Aar derefter det første Pust af Fritænkeri gik hen over Almenheden, talte de unge Piger i borgerlige Familier om Fritænkere som om Hottentotter, forhørte sig om, hvad de mente eller gjorde, som havde Talen været om en vild Stamme, fremmed og fjern.
Literaturen havde i det nittende Aarhundrede været næsten helt konservativ. Alle betydelige Forfattere og Digtere havde enten været oprigtigt troende som Grundtvig[VI] og Ingemann[VII], Paludan- Müller[VIII] og Søren Kierkegaard[IX], eller de havde hyldet Protestantismen i mer eller mindre filosofisk Form, som Hauch[X] eller Heiberg[XI] eller R. Nielsen[XII], eller de havde i ethvert Tilfælde forfægtet en almen Religiøsitet i en af dens mange Former, som Ørsted[XIII], Sibbern[XIV] og Goldschmidt[XV]. Helt sagt sig løs fra Kirken havde kun enkelte tidligt bortrevne som Frederik Dreier[XVI], eller ganske underordnede og derfor glemte som Rudolf Varberg[XVII], mod hvem Paludan-Müller[XVIII] havde slynget sit Digt Luftskipperen og Atheisten. Brøchner[XIX], den eneste, der var religiøs uden at være Kristen, eksisterede ikke for Almenheden.
Kongemagtens saavel som Borgerstandens Herredømme var uanfægtet. Arbejderstanden havde hidtil fulgt de saa|61|kaldte Nationalliberale; dens Fører Rimestad[XX] indtog et Standpunkt, der svarede til Schultze-Delitzsch’s[XXI] i Tyskland.
I Familierne var Tonen smaaborgerlig. Man sagde nødig et Ord som Bukser; man sagde med et lille Smil i Stedet »Unævnelige« eller paa fransk »Pantalons«. Ingen Dame brugte en Vending som »Jeg vil gaa i Bad«; det var upassende at henlede den Tiltaltes Fantasi paa den nøgne Skikkelse i Badet. Da det højere Selskab i Hovedstaden ikke var talrigt og alle kendte hverandre idetmindste af Navn, gik Sladderen som i ganske smaa Byer. En hævet Forlovelse var endnu, som paa Kierkegaards[XXII] Tid en Menneskealder forinden, en Begivenhed, Byen syslede med, og et opløst Ægteskab var en Skandale, som aabnede for alle Sluser.
Paa Teatret var Tonen som i Livet. Holbergs[XXIII] Djærvhed vakte Anstød. I Heibergs[XXIV] beundrede Vaudeviller, i Hertz’s[XXV] og Hostrups[XXVI] Lystspil var Tonen saa barnlig som i H. C. Andersens[XXVII] Eventyr og Romaner.
Hvad der blev spottet, var altid kun Smaating, ubetydelige Menneskers smaa ligegyldige Svagheder. Ikke blot berørtes det Kønslige varsomt, som rimeligt var efter Folkekarakteren; men ikke et eneste kønsligt Problem behandledes mandigt, end sige dristigt. Man skulde søge om en frygtsommere Literatur.
Digtekunsten var bleven en pirrende Underholdning som i Bergsøes Fra Piazza del Popolo, en af Tidens Yndlingsromaner, og Viddet repræsenteredes af Erik Bøghs[XXVIII] Bearbejdelser af fremmede Smaastykker for Teatrene og hans meget læste Feuilletoner i Folkets Avis.
Den gamle Literatur, som havde været Landets Ære, var ved at forsvinde. Heiberg[XXIX] var død 1860, Hertz[XXX] 1870, Chr. Winther[XXXI] og Grundtvig[XXXII] var over de Firs, Andersen[XXXIII], Paludan-Müller[XXXIV] og Bødtcher[XXXV] havde kun faa Leveaar tilbage.
|62| Men endnu regnedes Intet for poetisk, der ikke behandlede den fjerne Fortid, helst i fremmede Lande, eller Sagn og Legender, Eventyr og Myter, saa virkelighedsfjerne som muligt.
Efter i halvandet Aar at have levet i stadig Betragtning af bevæget Menneskeliv, vekslende Naturskuespil og Verdens ypperste Kunst, var jeg paany henvist til Læsning. Jeg genoptog min Sysselsættelse med det franske Drama og besluttede i en Række Forelæsninger at udfolde dets Historie fra Beaumarchais[XXXVI] til Augier[XXXVII]. Men da jeg en Dag i Begyndelsen af Oktober paa Brøchners[XXXVIII] Spørgsmaal meddelte ham dette mit Forsæt, tog han ivrigt til Genmæle: dette Æmne var altfor snevert og uanseligt, jeg burde stille mig en stor Opgave og holde Forelæsninger, der kunde gøre Indtryk.
Efter nogen Tids Grublen kom jeg da paany til ham og forelagde ham en mere omfattende Plan: jeg vilde behandle Aandslivet som det røbede sig i Hovedlandenes Literatur i Aarhundredets første halvtredsindstyve Aar i seks store Forelæsningsrækker under Titlen: Grundstrømninger i det 19de Aarhundredes Literatur. Brøchner[XXXIX] billigede Planen, men forkastede Ordet Grundstrømninger (der svarede til, hvad jeg vilde udtrykke) som vanskelig forstaaeligt. Jeg foreslog da Ordet Hovedstrømninger, som han godkendte.
Mit Arbejd i den korte Tid, som var mig levnet indtil jeg maatte begynde, bestod i at lægge en helt ud i Enkelthederne overvejet Plan for Værket i dets Helhed, og det forekommer mig endnu, at denne Plan, der blev strengt gennemført under mere end en Snes Aars Arbejde, røber Overblik hos en saa ung Mand. Derimod fik jeg ingen Tid til ordentligt, fornyet Studium af den første Serie, jeg vilde |63| behandle; jeg maatte gennemløbe Emigrantliteraturen i selve de seks Uger, Forelæsningerne tog, og foreløbigt bøde paa den manglende Kundskab ved hastig Genlæsning af Sainte-Beuve[XL] og andre Forskere. Jeg udarbejdede Foredragene paa den Maade, at jeg gik op og ned ad Gulvet og dikterede dem til min Moder.
Hovedsagen for mig var den Bestemmelse af Danmarks daværende Kulturstandpunkt og den Kritik af Datidens Literatur, som jeg vilde gaa ud fra; iøvrigt vilde jeg i mine Forelæsninger nedlægge min gamle, nu styrkede Overbevisning og den ny Indsigt, det Følelses- og Stemningsliv, som mit lange Ophold i Udlandet havde meddelt mig eller fremkaldt hos mig.
Jeg holdt min Indledningsforelæsning den 3. November i en lille amfiteatralsk Høresal, man havde stillet til min Raadighed paa Universitetet, men den var saa overfyldt og Trængslen i Gangen udenfor saa stærk, at jeg straks maatte udbede mig Universitetets dengang største Lokale, det saakaldte Rus-Auditorium, der blev mig indrømmet.
Indledningsordene lød:
»Idet jeg begynder denne Række af Foredrag, føler jeg en Trang til at anmode om Deres Overbærenhed. Det er første Gang, jeg taler fra dette Sted, og jeg medbringer alle Uerfarenhedens Mangler. Mine Evner og mine Kundskaber er lige ufuldkomne. Meget af, hvad der herved kan støde Dem, vil, tænker jeg, blive rettet ved Tid og Øvelse. Med Hensyn derimod til mine Grundanskuelser, mine ledende Principer og Ideer forlanger jeg ingen Overbærenhed som helst. Hvad der i denne Henseende maatte støde Dem, vil |64| ikke blive forandret. Jeg anser det for en Pligt og for en Ære at hylde de Principer, til hvilke jeg bekender mig, Troen paa den frie Forsknings Ret og paa den frie Tankes endelige Sejr.«
Mit første Foredrag blev temmelig daarligt holdt i et altfor langsomt Tempo, men gjorde Indtryk og lønnedes med Bifald, hvad gentog sig ved alle følgende Forelæsninger, jeg har holdt paa Universitetet i de næste 26 Aar. Jeg søgte undertiden at faa denne Skik afskaffet og bad Tilhørerne lade være med deres Haandklap; men det frugtede ikke, og jeg lod Folk klappe; thi naar Bifaldet ikke kommer som Udslag af en Vane, giver det Taleren den Beroligelse, at han har interesseret.
Før det andet Foredrag stod Folk i Klynger ned ad Universitetets Fritrappe og ude paa Frueplads for at oppebie det Tidspunkt, da Porten blev aabnet. Salen blev stormet og var saa overfyldt, som det mindre Auditorium havde været den første Gang. En Mængde Mennesker maatte gaa bort uden at kunne komme ind. Og dette gentog sig fra da af hver Gang til Forelæsningernes Ophør. Et enkelt Blad, det nyligt grundede Dagens Nyheder, der iøvrigt ikke nød synderlig Anseelse, krævede med uforstandig Heftighed Universitetets Festsal for mig – meget imod mit Ønske. Tilsidst tvang Tilhørernes Ophidselse mig til at indgive en beskeden Forespørgsel til Rektor, om Universitetets Festsal kunde blive mig indrømmet, da der faktisk ikke var Plads til mine Tilhørere i noget Lokale. Rektor svarte mig høfligt med at fraraade mig Ansøgning om den; Salen kunde ikke oplyses, altsaa ikke bruges om Aftenen; jeg maatte dels selv leje alle de Stole, som udkrævedes, og for hver Gang lade dem flytte ind og atter køre bort, dels maatte jeg lade foretage Rengøring efter hvert Foredrag; endelig lagde han ikke Skjul paa, at efter hans Overbevisning vilde min An|65|søgning blive forkastet, selv om jeg paatog mig alle disse Forpligtelser – som jeg iøvrigt slet ikke kunde bestride, da Adgangen til Forelæsningerne var fri.
Fjorten Dage efter at jeg havde begyndt, var min Stilling som offentlig Personlighed helt forandret. Jeg var blevet Dagens og Byens Hovedperson. Mine Forelæsningers Held var saa stormende, at der allevegne taltes om det. Pludselig havde jeg faaet en Art Berømmelse, jeg ikke før havde kendt.
Medens de finere Blade tav derom, berørte enkelte af de mindre ansete Sagen, og Grundtvigianernes Organ Heimdal, der var paa sin Post, begyndte heftigt at angribe mig. De enkelte uvillige Stemmer tabte sig dog i det bifaldende Kor.
Selv Mænd, paa hvis Sympati jeg ikke regnede, udtalte sig anerkendende. En Dag sagde Topsøe[XLI] til mig: »Jeg hører, De holder saa udmærkede Forelæsninger paa Universitetet«, og da jeg svarte, som jeg mente det, at de havde baade Mangler og Fortrin, udbrød han: »Det er jo ikke derpaa, det kommer an. Men De er den eneste af os, der begynder noget Nyt. Vi andre er Epigoner.« Ordene er ikke gaaede mig af Minde, fordi de udgjorde en besynderlig Indledning til den mangeaarige Forfølgelse, for hvilken jeg efter hans Initiativ blev Genstand i det Blad, han snart overtog, Dagbladet, da afgjort det største og mest læste.
I den sidste Halvdel af December sluttede jeg min første Forelæsningsrække; jeg havde holdt to Foredrag om Ugen. Man stod den Dag som Sild i en Tønde. Der var vel fem hundrede Mennesker sammenpressede i et Rum til |66| to hundrede, og Bifaldet var øredøvende. Tilhørerne var ikke en sammenløben Hob, men som Regel Kjøbenhavns mest udviklede unge Mænd og Kvinder.
Faa Uger derefter begyndte Stemningen at vende sig imod mig. Forelæsningernes egentlige Indhold var som fordampet; men fra Mund til Mund fløj i dumt eller ondskabsfuldt forvreden Skikkelse løsrevne Sætninger, jeg skulde have sagt, oprørende alle. Jeg havde anbefalet Selvmord – havde dog mærkelig nok ikke givet Eksemplet – havde lovprist franske Ægteskabsbrudsromaner – end ikke i en eneste Bog, jeg havde omtalt, forekom et Ægteskabsbrud – jeg havde angrebet de Danske, fordi de ikke var Ateister; jeg havde ytret dyb Foragt for Danmark og den danske Literatur; jeg havde kaldt Thorvaldsen[XLII] et gammelt Fæ; jeg havde udtalt mig nedsættende om Begrebet et Hjem; jeg havde angrebet Samfundet, ganske som de socialistiske Murere og som Louis Pio[XLIII], Internationales Stormester for Danmark; kun af Fejghed sluttede jeg mig ikke til ham osv. osv.
Det blæste op til en Storm i den lille By, der da som nu var stor i egen Mening. Endnu sporedes dog kun de første Vindstød, som forkyndte Uvejret, der var i Anmarsch.
Naiv som jeg var, indbildte jeg mig at kunne bringe Sladderen til Taushed og kunne opnaa, om end ikke en Tilbagevenden af den første Begejstring, saa dog en rolig, saglig Tilegnelse og Drøftelse af mine Synsmaader, naar jeg blot udgav i Trykken, hvad jeg havde sagt. Jeg betragtede mig ungdommeligt som forpligtet til at holde mig saa nær som muligt til Ordlyden, og undlod derfor saavel at mildne enkelte krasse Udtryk som at fuldstændiggøre mine Kund|67|skaber og forbedre, hvad der var Hastværksarbejde. En saa stor Barnlighed kan maaske synes utrolig; jeg var imidlertid ikke blot i Almindelighed uerfaren, men trods mine onde Anelser paa Rejsen om hvad der ventede mig ved min Hjemkomst, bleven forvænt ved nu i lang Tid at have levet med Mennesker, der overlegent begavede altid havde opfattet mine Anskuelser med Velvilje, havde fortolket dem i bedste Mening og modsagt dem uden Forudindtagethed, hvor de fandt dem uoverensstemmende med de virkelige Forhold.
I Februars Midte udkom første Del af Hovedstrømningerne under Titlen Emigrantliteraturen.
Den første Virkning, jeg umiddelbart sporede, var den, at Dagbladets Redaktør, Steen Bille[XLIV], tilbagesendte mig en Artikel, i hvilken jeg havde imødegaaet et yderst ondsindet Angreb paa mig af Ploug[XLV] i Fædrelandet, og erklærede, ikke mere at ville optage Artikler af mig i Bladet, eftersom jeg jo nu »havde fundet et Organ og en Meningsfælle i Dagens Nyheder.« Imødegaaende det Forlydende i Dagens Nyheder, at Universitetet havde lagt mig Hindringer i Vejen og at man burde kræve dets Festsal for mig, til man sprængte dens Døre, havde jeg i sin Tid skrevet et Par Linjer, at dette ikke forholdt sig saaledes, da jeg ingen Ansøgning havde indgivet. Herpaa havde Dagens Nyheder svaret:
Vi har intetsteds sagt, at Hr. Brandes[XLVI] har søgt et større Lokale eller er bleven afvist. Vi havde ganske vist, da han ved sin tredie Forelæsning ytrede Haab om at kunne samles med sine Tilhørere i et større Lokale og da dette ikke blev Tilfælde, troet, at der fra Universitetets Side var blevet lagt ham Hindringer i Vejen, men vi har ikke sagt dette. Vi har kun noteret Universitetets Mangel paa Imødekommen, idet det ikke selv tilbyder den unge Mand, hvad han strengt taget ikke har Ret til at fordre. At Rus-Auditoriet ikke kan rumme Hr. Brandes’[XLVII] Tilhørere, kan Universitetsprofessorerne ikke være i Uvidenhed om.
|68| Det var Alt. Det var dette, som nu kaldtes, at Bladet var mit Organ.
At skrive deri, kunde jeg efter Datidens Opfattelse ikke være bekendt; derfor J. P. Jacobsens[XLVIII] Ord i et spøgefuldt lille Aktstykke, der siden er blevet trykt, at jeg havde »forsøgt Selvmord« i Dagens Nyheder. Min Meningsfælle var Bladet ogsaa kun, forsaavidt en elendig Stymper, som var dets Medarbejder, en forfjamsket og forfusket Person, i første Øjeblik, da jeg kunde synes en Sejerherre, havde sluttet sig til mig. Neppe saa han, hvad Vej den offentlige Mening blæste, før han løb over til Modparten, og skrev lige saa pjattet imod mig, som tidligere for mig. Da dette lønnede sig bedre, vedblev han dermed en Snes Aar igennem til sin Død.
Fra det Øjeblik af, da Bille[XLIX] tilbagesendte mig min Artikel, var faktisk den danske Presse lukket for mig. Fædrelandet, det andet store danske Blad, var mig straks yderst fjendtligt sindet, og flere Blade fandtes der dengang ikke i Kjøbenhavn, som regnedes med. Berlingske Tidende var Regeringens og Landets officielle Avis. I den første Hede indsendte jeg paany min Artikel som Annonce; men da den saaledes kostede mig en større Sum, end jeg plejede at faa for en honoreret Artikel, og da mit Budget siden Rejsen stod under Nul, var jeg nødt til for de næste ti Aar at forstumme i dansk Journalistik, lade Angrebene hagle over mig Aar efter Aar uden nogensinde at kunne tage til Genmæle.
I Belgien som i Frankrig har Enhver, der angribes personligt, en Ret til at faa sit Svar indrykket uden Vederlag i samme Blad paa samme Plads og i samme Omfang som Angrebet. I Belgien tilhører Pladsen ham saa ubetinget, at han har Lov til at udfylde den med et Stykke af Første Mosebog, om han vil. Presseloven i Danmark var (og er) saa ufuldkommen, at den Angrebne ikke har nogensomhelst |69| Ret til Forsvar. Dersom Danmark havde havt en Presselov som den belgiske, vilde mit Liv have artet sig anderledes.
Fra den Dag, da Dagbladet tvang mig til at lade min Artikel trykke som betalt Inserat, var min Stilling i Landet forandret. Havde jeg et Minut kunnet tro, at et større Antal vilde tage mit Parti og finde det usømmeligt, at Bille[L] lod en Forfatter med den Anseelse, jeg hidtil havde havt, skrive under Inserater, saa opdagede jeg snart, at selve dette opfattedes blot som lærerig Kendsgerning, som Maalestokken for, hvor dybt jeg var sunket. Bille selv, hvem jeg i saa mange Aar havde kendt, hvis Dagblad var mit Organ og i hvis Hus jeg var kommet, han, som ikke et Aar forinden havde tilbudt mig Ledelsen af sit halve Blad, ophørte fra den Dag af at kende og hilse mig paa Gaden.
Saa ussel og ringe den Omstændighed var, den gjorde dog et Indtryk paa mig som Symptom. Jeg saa, man havde heftet en mørk Plet paa mig.
Illustreret Tidendes Redaktør, Delbanco[LI], i hvis Blad jeg i sin Tid havde begyndt at skrive almenfatteligt om Literatur og Teater, og som i fire Aar havde betragtet mig som sin vigtigste Medarbejder, havde anmodet mig om en Artikel, der kunde retlede Læseverdenen med Hensyn til det nye Udtræk af min Forfattervirksomhed og afvæbne den stigende Forbitrelse imod mig. Men da jeg paa den mest diskrete Maade imødekom hans Ønske ved Indsendelse af en Artikel om Steffens’s[LII] Optræden i Danmark 1801 og om Modstanden mod de af ham holdte Forelæsninger, fik jeg Artiklen tilbage som negtet Optagelse, da »Forholdene havde forandret sig« – i Løbet af otte Dage, thi længere var det |70| ikke siden, han selv havde henvendt sig til mig. – Saa ubetydeligt ogsaa dette var, det viste mig, at Ringen lukkede sig om mig.
Allerede i den sidste Uge af Februar 1872 blev Skraalet imod mig i Kjøbenhavn til et Brøl, og jeg følte ikke fra Uge til Uge, men formelig fra Dag til Dag, hvorledes Raseriet steg imod mig. Det forekom mig, som om den Ungdom, der havde fulgt mine Forelæsninger med saa lidenskabelig Deltagelse, paa en eller anden Maade nu maatte aflægge offentligt Vidnesbyrd. Men der var Ingen, som tog til Orde for mig. 21. Februar skrev jeg i min Notitsbog: »For første Gang tænker jeg: Mon Alt er forgæves, mon der virkelig aldeles ingen Ungdom er? Lad saa være, der er ingen. Sagen selv er tabt. For mig bør dette kun være en Grund mere til at vise Karakter. Fiat!«
Idet jeg den Dag gik ud paa Gaden, mødte jeg en af de danske Malere, jeg stadig havde omgaaedes i Rom. Jeg saa ham til min Glæde og Overraskelse komme langt borte. Da jeg laa syg i Via Purificazione, havde han næsten dagligt set op til mig, som han ærligt tilstod, ikke af Medlidenhed, men fordi han morede sig fortræffeligt med, hvad jeg meddelte ham. »De er jo ikke hjertesyg,« sagde han en Gang; »vidste man ikke bedre, vilde man tro Dem helt rask, og min bedste Morskab i Rom er at se til Dem.« Ingen havde jeg vist større Taknemmelighed, skønt han næsten altid sad tavs og hørte til; og for Ingen nærede jeg i mit Hjerte større Ømhed. Jeg vilde lige til at ile ham i Møde og strække Hænderne ud, da jeg opdagede, at han stirrede ubevægeligt hen for sig, haardnakket undlod at lade sine Øjne møde mine, og gik mig forbi med stive Skridt uden at hilse.
Siden gentog dette sig naturligvis talrige Gange med |71| andre formentlige Venner. Men denne første Oplevelse, hvorpaa jeg ikke var forberedt, modnede mig.
Mit Digt til Henrik Ibsen[LIII] fra Rom viser, at jeg ikke af mine tidligere Kammerater ventede mig nogen virksom Bistand i en aandelig Brydning som denne. De færreste af dem var jo tilmed mine Meningsfæller. Alligevel havde jeg som det gaar, teoretisk været mere forberedt paa Ensomheden end praktisk, og saa hærdet jeg havde indbildt mig at være, mange ældre Venners Holdning overraskede mig pinligt.
En Aften ved en Koncert i Musikforeningen kom jeg til at passere min gamle Ven og Kampfælle Gabriel Sibbern[LIV]. Neppe havde jeg rakt Haanden ud imod ham, før jeg saa hans Ansigt skifte Udtryk: »Vort Forhold er ikke mere det samme. Ogsaa jeg har rettet Angreb paa det Bestaaende; men ikke som De med Lidenskab og saadan.« For det nationale Temperament var selve Lidenskaben af det Onde.
Naar mine ældre Venner saaledes lod mig helt i Stikken, fortjener de visselig ikke nogen Dadel af den Grund. Det var min Sag, ikke deres, det gjaldt, og selv hvor Sagen ogsaa var deres, jeg havde ikke raadført mig med dem, før jeg optraadte, og de havde Lov at misbillige Maaden, hvorpaa jeg var gaaet tilværks, som efter den Tids Opfattelse var voldsom og hensynsløs, efter min egen og vistnok efter senere Tiders ikke blot urban, men hensynsfuld. Typen for mine Angreb var dette paa en Enkelthed i Oehlenschlägers[LV] Aladdin. Først Udbrud af overstrømmende Anerkendelse i Stil med den danske Overlevering, ja overbydende denne: »Aladdin er Geniet, og med den guddommeligt begavede Aands hele sublime Dristighed detroniserer Oehlenschläger Faustfiguren« og »Jeg tilbageholder ethvert Udtryk for min næsten uindskrænkede Beundring for dette Digt«, saa først den forsigtigt afvejede Bemærkning, at |72| Aladdins Genialitet kun stemte med Oehlenschlägers[LVI] og Lamartines[LVII]. »Thi Geniet er ikke den geniale Lediggænger, men den geniale Arbejder, og de medfødte Gaver er kun Værktøjet, ikke Værket.«
Imidlertid, selv om jeg kom nok saa meget Vand i min Vin, den var Datiden for stærk. Tidligere Omgangsvenner trak sig tilbage fra mig; enkelte af dem sagde mig under Venskabs Maske, bag hvilken en længe skjult Uvilje kraftigt røbede sig, braaddede Ord eller viste mig irriterende Medfølelse eller gav mig ubudent gode Raad eller forklarede mig uopfordret de naturlige Grunde til Stormen imod mig, eller bragte mig en ret ondskabsfuld Artikel af ren Velvilje – »for at du ikke skal overse den og ikke undlade at imødegaa den, ifald du kan«, eller besøgte mig kærligt samme Morgen som et formentlig tilintetgørende Angreb paa mig var offentliggjort i et Blad, der læstes af Alle, og trykkede mig condolerende i Haanden, mens jeg i Venneblikket opfattede den daarligt skjulte Spejden efter om Angrebet havde gjort ondt eller rokket min Sikkerhed, og ud af den falske Betoning tydeligt hørte Skadefryden gennem den tilsyneladende Opmuntring og Trøst. Jeg skønnede først nu, hvilken slet Psykolog jeg havde været i Valget af adskillige Venner. Jeg havde taget lidenskabelig Nyfigenhed for Deltagelse, Paatrængenhed for sandt Venskab, den uudslukkelige Misundelse, der nyder en andens Modgang, for oprigtig Medfølelse. Der var en af Vennerne, som plejede at udtrykke sin Bekymring for, at Julius Lange[LVIII] skulde blive døv, en anden af Kresen blind, en tredie haabløst fattig, paa saa bevægelig Maade, at jeg tidligere havde ladet mig skuffe deraf. Nu hørte jeg den daarligt skjulte Fryd i hvert Ulykkesbudskab, han bragte, og forstod, at det hele smaat anlagte Mandfolk var en Byld, revnefærdig af Misundelse.
Medens mine Jævnaldrende nu ikke sporede nogen Tilbøjelighed til at understøtte mine Bestræbelser, nærmede nogle Mænd af et adskilligt yngre Hold sig til mig.
Allerede i Oktober 1871 havde Vilhelm Møller[LIX], Udgiver af Nyt dansk Maanedskrift, tilsendt mig hele Pakken af de allerede udgivne Hefter og i næsten altfor ærbødige Udtryk stillet Tidsskriftet til min Raadighed. Hans Brev begyndte: »Som den, der ikke har den Ære at være kendt af Dem, vilde det vel kun lidet sømme sig eller nytte, om jeg uden Videre tog mig den Frihed at henvende mig til Dem med Bøn om, at De med Deres overlegne Dygtighed vilde støtte det Tidsskrift, hvis Navn staar oppe i Papirets Hjørne. Da jeg nu imidlertid hverken bør eller kan lade noget Middel uforsøgt som muligligvis kunde skaffe Foretagendet Deres udmærkede Bistand, bliver det mig af Vigtighed at fremkalde hos Dem en Dom om det nævnte Maanedskrift og altsaa ogsaa over min Virksomhed. Desværre ser jeg ingen anden Udvej end simpelthen at bede Dem – og hvad kan vel min Bøn bevirke! Men i ethvert Tilfælde haaber jeg, at De saaledes ikke vil have Anledning til at fortørnes, og at De ikke vil tage mig det ilde op, at jeg kommer og spørger Dem, om De maaske i et ledigt Øjeblik vilde vise mig den Ære at kaste et Blik i de hidtil udkomne Hefter.«
Stilens Underdanighed skræmmede mig noget. Men snart indfandt Vilhelm Møller[LX] sig selv, en smuk, rank ung Mand med et aabent Ansigt og sluttet Væsen, der frembød en smuk Façade og gerne lod ane Dybde bag ved. Han havde aandelig Overlegenhed og ærlig Fremskridtsvilje, var forøvrigt den sande Literator, levede kun i Forhold til Bogtrykkerier og rettende Korrektur, var desuden foretagsom og planrig, drømte om at paavirke og omvende Masserne. |74| Skulde det ske ved Hjælp af Bøger, vilde det tage halvhundred Aar. Man burde da udgive Hefter og navnlig et Dagblad; saa kunde man opleve Frugten af sit Arbejd.
Jeg havde ikke set ham før, og min første Berøring med ham havde ikke været lovende. Han havde debuteret i Literaturen for nogle Aar siden med en Biografi af Carl Bagger[LXI] som Indledning til en Udgave af dennes Digte. En Etatsraad Fiedler[LXII], der havde overdraget Møller[LXIII] Hvervet, havde skrevet om ham paa en pudsigt begejstret Maade, der maatte udæske et Smil (»Paa den Tid var fra Sorø Skole udgaaet en ung Mand«) i samme Tone, i hvilken man vilde tale om Krigsskolen i Brienne og den unge Bonaparte[LXIV]. Møllers[LXV] Levnedsbeskrivelse af Carl Bagger[LXVI] var et omhyggeligt og samvittighedsfuldt Arbejd, men stilistisk løst og ubehændigt. Atter og atter forekom f. Eks. Vendingen »bløde Arme« i Forbindelser som denne: »Nye Livsforhold greb efter ham med blødere Arme« og deslige, saa jeg i sin Tid i en Anmeldelse dels havde drevet lidt Gæk med den højtravende Stil i Fiedlers[LXVII] Omtale af Udgiveren, dels havde gjort den spøgefulde Bemærkning: »Hr. Møllers[LXVIII] Fantasi synes helt fuld af bløde Arme«.
Det var dog langt fra, at Vilhelm Møller[LXIX] nu mindede mig om dette uheldige Forspil til et Samarbejde. Han var ikke smaalig, bar ikke Nag, saa stort paa Forholdene og indsaa ret vel, at jeg vilde have meget at overvinde i mig selv, før jeg, der havde tilhørt en Kres af højtbegavede unge Mænd, der allerede var trængte igennem, kunde slutte mig til en Begynder som ham og til hans Kres.
Da jeg en Dag omtalte for en Dame, der interesserede sig for mig, at jeg tænkte paa at træde i Forbindelse med Vilhelm Møller[LXX], hans Maanedskrift og hans Stab, udbrød hun forfærdet: »De, som har omgaaedes Stuart Mill![LXXI]« – Hun følte det som et Fald, ja som en Umulighed for mig. |75| Hvor store Dyder Vilhelm Møller[LXXII] besad og hvor trofast han var, forstod jeg ikke straks; han indgød mig ingen Tryghed. Naar han viste Overlegenhed over Jordelivets smaa Genvordigheder, syntes jeg, han gik ud paa at imponere. Undertiden stødtes jeg ogsaa hos ham ved Paradokser og Overdrivelser, som strejfede det Affekterte. Talte man til ham om et moderne Maleri, kunde han f. Eks. udbryde: »Der er jo ikke noget ved Kunst, naar den ikke tvinger En i Knæ«. Men disse Smaating kunde ikke i Længden forringe Indtrykket af hans hæderlige Karakter og gode Hoved. Troede han at møde Mistillid, kunde han blive saa nedslaaet, at han i sin Bitterhed vilde opgive sine kæreste Planer. Det var dog kun en Overgangstilstand, og han genvandt hurtig sin Ligevægt. Men Livet havde ikke taget blidt paa ham, og han havde som en tapper Mand fægtet sig frem.
I hans Maanedskrift læste jeg nogle Artikler om dansk Kunst af en ung Maler, Holger Drachmann[LXXIII], hvem jeg kun en enkelt Gang havde set, mens han var Dreng. Disse Artikler tiltalte mig ved deres Friskhed og ved det Forfattertalent, de røbede en kritisk anlagt Læser; jeg besluttede at opsøge den unge Maler, da jeg saa ham overskældt i Fædrelandet, og opfordre ham til ikke at tage sig Angrebet nær.
Jeg traf ham ved hans Arbejd paa et stort Maleri i et Værelse paa Borchs Kollegium, der midlertidigt var blevet ham overladt til Atelier, og han sluttede sig lige straks med Varme til mig.
Han var da nygift og boede med sin unge, udmærket smukke, bornholmske Frue[LXXIV] i Hotel Phoenix’s øverste Stokværk, arbejdede med Jernflid for Udkommet, var vel ikke |76| synderlig fast i sin indre Støbning, men ung og aaben, mærkeligt evnerig og sprudlende af Indfald. I November og December skrev han et Par Digte Engelske Socialister og Paa Satorysletten, som han i forskellige Krese læste højt; de aabenbarede mig som andre hans store poetiske Talent, om der end paa dette tidligste Tidspunkt agtedes mindre paa selve dette end paa Versenes revolutionære Indhold. Deres Form var nu og da ufuldkommen, og det faldt i min Lod at give Holger Drachmann[LXXV] de første Anvisninger til mere virkningsfuld Behandling saavel af Sproget som af de metriske Udtryksmidler. Endnu saa langt frem som til 1880 tror jeg ikke, Drachmann[LXXVI] udgav noget, han ikke havde drøftet med mig først; men hans Øre var af Naturen saa fint og hans sproglige som hans metriske Anlæg saa overordenlige, at de kun behøvede en ubetydelig Retledning for at naa en Udfoldelse, der satte Tidsskel.
Drachmann[LXXVII] var betaget af Kommunens Opstand og af Arbejdernes Sammenslutning til den mellemfolkelige Forbindelse, som kaldtes Internationale; dens Program, der fordømte Krigen, Patriotismen som Krigens Ophav, og Borgerskabet som den pengepugende og udnyttende, spidsborgerlige Stand, var ogsaa hans Program. Principielt var han Socialist, fjendtligt stemt mod Rigdom og Luksus.
At Adskilligt i hans rent menneskelige Anlæg og ikke Mindre i hans Kunstnertemperament var uden Forhold til dette Program, ja laa i Strid dermed, var ham da aldeles ikke bevidst.
Han, hans unge Frue[LXXVIII] og jeg gik jævnligt ud at spise til Middag sammen i Wittmacks Restaurant, og det blev de første Gange Genstand for min ikke ringe Forundring, at den barske Socialist daarligt kunde nøjes med ringere end en af de bedste Sorter Bordeaux. Saa harmfuld han følte |77| sig overfor de slappe Nydelsesmennesker i Borgerstanden, selv var han en oprigtig Ven af Livsnydelsen.
I hans smaa Værelser oppe paa Hotellets Kvist samledes en Kres af unge Mænd, Kunstnere, Forfattere, Lærere, Journalister med varme Hjerter og hede Hoveder. Hørup[LXXIX], der skulde gøre saa stor en Gerning i Fremtidens Politik, var hans Fætter og stod ham nær. Har end enkelte af dem, der dengang i disse Rum var hidsigt radikale, senere i Livet afsløret sig som hule Vigtigpetere og patetiske Vrøvlehoveder, der gav sig til at tjene de stik modsatte Magter af dem, de dyrkede dengang – for de fleste var det Alvor, hvad de troede paa og hvad de vilde. Om Adskillige gjaldt det rigtignok, at allerede da var de selv de eneste, der tog dem alvorligt. Og den nittenaarige Fru Vilhelmine[LXXX] (Fru Belli, som vi kaldte hende) viste sig mærkeligt skarptskuende og saa i hver Enkelt, hvad han var værd, i de følsomme og hule som i de klare og faste.
Der blev anordnet Aftensammenkomster i Selskabsværelser paa Hotel d’Angleterre for at man kunde lære hverandre at kende. Ved den første af disse rejste ved Præsentationen en ung, høj, blond Mand sig smilende fra en rød Sofa og sagde: »Bekendtskabet er gjort, men De husker mig nok ikke.« Da han nævnte sit Navn, J. P. Jacobsen[LXXXI], dukkede der op for mig Billedet af et ungt Menneske med Haaret ned i Øjnene, der nogle Aar forinden en Dag havde bragt mig nogle Vers til Bedømmelse paa mit mikroskopiske Hummer, og hvem jeg havde modtaget noget køligt, da jeg ved en pudsig Misforstaaelse ansaa ham for identisk med en Jacobsen[LXXXII], der Aftenen forud havde faaet et usselt Stykke opført paa det kongelige Teater, kaldet Ge|78|niets Komedie, hvori Mantzius[LXXXIII] havde indlagt nogle Stumper af min Afhandling om H. C. Andersen[LXXXIV] for at vrænge. Jeg havde da læst den unge Mands Vers uopmærksomt og fundet dem »ranglede«, om hvilket Ord han nu mindede mig. Han gjorde lige straks det bedste Indtryk. Han var Naturforsker, Botaniker, Darwinist og var begyndt at give almenfattelige Fremstillinger af de Darwinske Grundtanker. Han havde det smukkeste Smil, Haar og Skæg blødt som Silke, var iøvrigt sluttet, faamælt, sagde intet, som var hverdags, og syntes at sidde inde med Værdier, der ikke var let tilgængelige for ham selv, endnu langt mindre for Andre.
Disse Mænd dannede Gruppens oprindelige Kærne, hvortil enkelte andre sluttede sig. Det gærede i disse unge, og de følte sig som Fremtidens Mænd. Vel var de kun en Haandfuld, men de var overbeviste om, at der sad Hundreder spredte i Byen og paa Landet, som kun ventede paa et Signal for at give deres Tilslutning, og det kom lige straks paa Tale imellem dem, at man burde stifte en Forening til Fremme for de ny Ideer. Betænkeligheder blev en Aften afviste som Udslag af uværdig Frygtsomhed, og da Overvejelserne trak ud, raabte Edvard Brandes[LXXXV] for at gøre Ende paa Sagen: »Saa er Foreningen stiftet!«
Da Ordet var udtalt, applauderede man. Jeg for min Part var den eneste, som ikke følte sig tilfreds med Udsigten; dels havde jeg som den adskillige Aar ældre noget større Erfaring, dels indsaa jeg, at da mit Navn var det eneste Offentligheden bekendte, vilde jeg komme til at bære hele Ansvaret og efter al Sandsynlighed maatte trække Læsset, jeg, som stolede mindre paa Mennesker end nogen af de andre.
|79| For ikke at give os selv og vore Tanker for meget til Pris blev det besluttet, at vi ved næste Sammenkomst foreløbig skulde tage hver én, højst to Meningsfæller med, og vi sikrede os et Lokale. Hverken brevligt eller i Bladene rettedes der nogensomhelst Opfordring til Fremmede om at møde.
Men med saa stor Opmærksomhed fulgte Byen vore mindste Handlinger, og saa meget Røre var der i Sindene, at der paa den berammede Aften fandt en formelig Tilstrømning Sted. Vel et hundrede Mennesker fyldte Salen, mest Folk, som ingen af os kendte, saa vi var nødsagede til at gaa fra den ene til den anden, og udspørge dem ikke blot om Navn og Livsstilling, men om hvad der havde bragt dem herhen og hvad de førte i deres Skjold. Som enhver forstaar, blev dette en meget overfladisk Eksamination. Paa Opfordring maatte jeg tale til Selskabet, faa nedsat et Udvalg til at fastslaa Optagelsesbetingelser og fastsætte Formaal for den Forening, der skulde stiftes; en foreløbig Bestyrelse blev valgt. For ikke at give Pressen nogen Oplysning, som den straks vilde misbruge, vedtog man det intetsigende Navn Literaturselskabet. Til Bestyrere valgtes Georg Brandes[LXXXVI], Holger Drachmann[LXXXVII], J. P. Jacobsen[LXXXVIII], en matematisk Professor, som var et ypperligt Hoved, Julius Petersen[LXXXIX], og Fabrikant Ludvig Bing[XC]. De fire første er kendte; den sidste var en høj, smuk ung Mand, alvorlig og prunkløs, med god Forstand og fast Karakter. – Det blev vedtaget og fastholdt, at Selskabet skulde være rent privat.
Det kom, da det først var blevet rigtigt stiftet, til at indeholde en stor Del af de unge Mænd, som senere gjorde deres Navne hæderligt bekendte i Danmark, Herman Trier[XCI], senere Formand for Folketinget og Kjøbenhavns Borgerrepræsentation, økonomiske Forfattere som Vilhelm Arntzen[XCII] og Ring[XCIII], den nuværende Chef for Toldvæsenet, en herkulisk |80| smuk og dygtig Mand, den rige Oliemøller Alfred Olsen[XCIV], flere af de nuværende medicinske og historiske Professorer osv. Men der fandtes ogsaa Mænd i den, som hurtigt blev klare over, at deres Plads ikke var i en Fritænkerforening, saaledes den senere ivrige Indremissionær, Professor Harald Westergaard[XCV], og der havde indsneget sig Elementer, som aldrig burde have faaet Adgang. Saaledes A. Haase[XCVI], der holdt et begejstret Foredrag om Frederik Dreier[XCVII], hvem han betegnede som den, fra hvem vi alle stammede ned. Umiddelbart derefter forfulgte han som Redaktør af et politisk Billedblad Foreningens Mænd med al den hensynsløse Ondskab, der udvikler sig i bitte smaa, uoplyste Samfund. Saaledes var der ogsaa en lille Journalist ved Navn Richard Kaufmann[XCVIII], der havde gjort en Del Arbejd for Vilhelm Møller[XCIX], med hvem han gerne nævntes sammen, en paatrængende Stakkel, hvem vi forgæves havde søgt at afryste ved at mødes hver Aften paa en forskellig Kafé; han løb fra Dør til Dør, indtil han ud paa Natten fandt os. (Jacobsen[C] har vistnok anvendt noget af ham som Model til sin Daniel Knopf.) Hans fjantede Begejstring lod sig bruge til at latterliggøre os med. Saaledes sattes den Historie i Omløb, at han stod ved Foreningens Dør og spurgte Enhver, der ønskede Adgang: Tror De paa Gud? og Troer De paa Brandes[CI]? Sagde Manden Nej til det første Spørgsmaal og Ja til det sidste, kom han ind. –
Snart derefter skrev samme Kaufmann[CII] en elendig Novelle om Voltaire[CIII] og hans Kres, i hvilken det skildredes, hvorledes en ung Mand en kort Tid føler sig tiltrukket til Voltaire og hans Omgivelser, men kommer under Vejr med den fordærvelige Aand, der udgaar fra dem, og bryder. Denne Novelle var Pressen skamløs nok til at rose; Novellen sattes over Paul Heyses[CIV].
Dog grimmest var det, at en Journalist med godt Hoved |81| og nogen Skrivefærdighed, en indædt Misunder og Indbildsk, hvis Livs eneste Bedrift var den at have udpebet den fine Skuespiller Høedt[CV] saa haardnakket, at han foranledigede den ømtaalige Mand til i sin fulde Kraft at forlade Nationalscenen, meldte sig ind i Selskabet og paa Skrømt tiltraadte dets Program som Spion for umiddelbart derefter som Forræder at lægge det for Had i sin lurvede Avis.
I Selskabet, der vel talte en firsindstyve Medlemmer, blev der holdt Foredrag, af hvilke nogle var lærerige og satte Tanker i Bevægelse; det udgav desuden i det næste Par Aar en Del gode, oplysende Flyveskrifter og en Statsøkonomi. Men som det var, blev det mig personligt en Lænke om Benet, en stadig Plage. Til den Forbitrelse, det vakte, stod den Gavn, det gjorde, ikke i noget Forhold. Foreningslivet gik trægt, da den indbyrdes Uensartethed var altfor stor og Lysten til at meddele sig altfor ringe. De yngre Forfattere blev Selskabet i de ikke mange Aar, det bestod, alene til Skade.
Den samme Dag, paa hvis Aften dette Selskab blev stiftet, var den Efterretning kommet til Kjøbenhavn, at Hauch[CVI] (4. Marts) var død i Rom.
Nu var Øjeblikket kommet, hvor det for mine Modstandere gjaldt om at forhindre min Ansættelse ved Universitetet og forpurre mine Fremtidsudsigter i Danmark, og Øjeblikket kunde ikke være dem mere gunstigt. Da det rygtedes, at jeg i Kjøbenhavn havde stiftet en »Fritænkerforening«, blev Raseriet imod mig utroligt, ytrede sig overalt, i alle Krese og Lejre. Kultusministeren Hall[CVII], der i Tænkemaade sikkert ikke stod mig synderlig fjernt, og i hvis Hus jeg straks efter mine Forelæsningers Slutning havde været ind|82|budt og hjerteligt modtaget, trak sig nu, to Maaneder efter, aldeles tilbage fra mig. Universitetsprofessorerne, der tidligere saa at sige alle havde været mig velvilligt sindede, men om hvem det jo ikke var at vente, at de skulde gøre noget for at hævde Lærefriheden overfor Kirken og Pressen, lod mig falde. De havde læst en advarende Indberetning, Professoren i slaviske Sprog, en troende Sjæl, havde afgivet angaaende mine Foredrag, som han alene af dem havde hørt. Jeg havde, paa Opfordring af den da 81-aarige Hauch, til Universitetet indgivet en Ansøgning – den eneste, jeg har rettet til det – om en Ansættelse som midlertidig Docent med et Honorar af 800 Kr. aarligt; men jeg modtog ikke engang et afslaaende Svar.
Den svenske Forfatter Carl von Bergen[CVIII], min Kammerat fra tidligere Dage, som i Juli besøgte mig, betegnede paa dette Tidspunkt Opinionen overfor mig som et sandt Had. Han sagde til mig: »Jeg kan ikke skjule for Dig, at jeg har besøgt de forskelligste Krese i Danmark, men har hos alle Mennesker fra Ministeren til den simpleste Journalist fundet samme Had.«
Ædelttænkende, som Hauch[CIX] var, havde han døende ihukommet et gammelt Udsagn til mig og dikteret en Erklæring, hvori han udtalte sit Ønske om, at jeg som hans Efterfølger skulde indtage den Plads ved Universitetet, der nu ved hans Død blev ledig. Selvfølgelig behøvede Ingen at tage Hensyn til hans Ønske. Men det gjaldt i Kjøbenhavn om at faa selve Kundskaben til det forhindret. Til Fædrelandet henvendte man sig af gode Grunde ikke. Men saavel Dagbladet som Berlingske Tidende negtede Konferensraadinde Hauch[CX] at optage Carsten Hauchs[CXI] Erklæring, skøndt den Døende udtrykkelig havde ønsket den offenliggjort i danske Blade. Da jeg |83| erfor det, skrev jeg med altfor ungdommelig Patos i min Notitsbog: »Denne lumpne Lavhed skal aldrig i mit Liv gaa mig af Minde.«
Og nu begyndte Felttoget i Aviserne og Literaturen imod mig. Den Sjakal, jeg altid havde havt i Hælene, og som nu følte sig dobbelt kry i Haabet om, at med mig var det ude, lagde for med lange Pressebrøl og samlede flere af sin Art. Dog Mennesker er Sjakalen jo ikke farlig.
Det grundtvigske Dagblad Heimdal bragte straks en Rækkefølge af fem store Artikler Den frie Tanke og det danske Aandsliv i det 19de Hundredaar, der senere fulgtes af flere. Det var vanskeligt, i dem at skelne, hvor Indskrænketheden hørte op og hvor Perfidien begyndte.
Mennesker, der er opdragne i Ortodoksi og længe kun har kendt Fritænkeriet af Omtale, kan som bekendt næsten blot forklare sig det ud fra Uviljen til at holde de ti Bud og blandt disse atter det, der altid har trykket dem mest, det sjette. Analogt var for Katolikerne i sin Tid Luthers[CXII] Handlemaade kun forklarlig som et Udslag af Kødets Oprør mod den Munken paalagte Askese. Saaledes blev nu den hele Tankegang i det kønsligt saa uskyldige Skrift Emigrantliteraturen gjort til et Udslag af seksuel Lystenhed.
Allerede i 1870 havde Rudolf Schmidt[CXIII] anonymt i Fædrelandet begyndt at betone den kønslige Usædelighed i mit Skrift Den franske Æstetik i vore Dage. Jeg havde paa et enkelt Punkt sammenlignet Taine[CXIV] med Maleren Gérôme[CXV], hos hvem hidtil intet Menneske havde fundet Lystenhed. Men Hr. Schmidt[CXVI] skrev: »Der stønner en tilbagetrængt Nydelsesinteresse i Kompositionen; Sanselighedens Marekat kigger ud af den historisk-agtbare Indfatning, og Malerierne er Bordelmalerier.« Allerede da havde han efter det grundtvigianske Mønster stillet dansk Friskhed mod Europas Fordærv: »Hr. Brandes[CXVII] møder frem i en Tid, hvor i Modsæt|84|ning til de gamle udlevede Kulturlande lysende Udviklingstanker er oppe i Norden, hvor der vælder elementære Kræfter op af Folkebunden med tydelig Belæring til alle, som vil nemme, om hvor Aand er. Ved i en saadan Tid at vælge det Midtpunktsløse har Hr. B.[CXVIII] uigenkaldeligt opgivet at komme i andet Forhold til det Store end et Misforhold.«
Heimdal begyndte nu med den Formodning, at »den frie Tanke« blot var et Stikord, en tom Talemaade, der skulde klæde rask, men som der ikke mentes noget bestemt med, saa det var idel Drengestreger atter og atter med Brask og Bram at føre den i Munden, og kom til det Resultat, at »den frie Tanke« var »den frie Lyst«; thi i alle de Bøger, som blev gennemgaaede, var den fælles Grundfølelse en graadig Nydelsessyge, udsprungen af den Forestilling, at Lykke var Menneskets Ret og Livets Maal. Herpaa var jeg gaaet ind, istedenfor at jeg skulde have sagt: I har et lavt Begreb om Menneskets Adel, naar I mener, at Livet er os givet for at vi skal være lykkelige. Lad Trællesjæl leve i den Tro; fribaarne, adelige Sjæle husker, at Livet er givet os for at vi skal kæmpe og lide og derigennem udvikles. Og I er derhos gale; thi I trækker en Veksel paa Livet, som det aldrig har honoreret og aldrig kan honorere osv.
Vi kan derfor umulig faa andet ud af Hr. Brandes’s[CXIX] Forelæsninger, end at Lysten skal sættes i Lovens Sted, og at »den frie Tanke« er den, som hævder denne Lystens Ret lige overfor Samfundsbevidsthedens Tvang. Men saa synes det os rigtignok, at »den frie Tanke« snarest burde hedde den frække Tanke.
Jeg havde, hed det, paa vor hjemlige Aandsudviklings Bekostning prist alle de "glimrende, men ormædte Frugter af den frie Tankes Gifttræ."
Og Artikelrækken sluttede:
Det tør haabes, at det danske Folk vil foretrække sit eget hjemmegjorte Tøj for Parisernes gamle, aflagte Klæder, om de end ere aldrig saa snildt fiksede op af Forhandleren her til Lands.
|85|Samtidigt skrev Carl Ploug[CXX] i Fædrelandet overlegne Indlæg, hvori han viste, jeg havde fornegtet Gud, angrebet Familie og Samfund. Han stod for højt i det almindelige Omdømme, og Afstanden var for stor mellem ham og mig, til at han allerede da skulde komme ud af Ligevægten; han knuste roligt, men sekunderedes af iltre Anonymer, hvis Ord bevingedes af Hadet.
Paa dette Tidspunkt erfor jeg ogsaa, at Biskop Monrad[CXXI] og cand. theol. Frederik Nielsen[CXXII], senere Biskop, havde hver sit Flyveskrift imod mig færdigt.
Monrads[CXXIII] Den frie Tanke og Dr. Brandes’s[CXXIV] Forelæsninger, som jeg besvarede, var sofistisk, men værdigt som Alt hvad der skreves af denne betydelige Mand, hvis stærke Aand desværre var omtaaget af Teologi.
Frederik Nielsen[CXXV] tog man derimod i min Kres dengang saa lidet alvorligt, at han gik under den ikke smigrende Benævnelse »det lille Pjat«. Hans Skrift Den kristne Tro og den frie Tanke var ganske præsteligt, iøvrigt slet ikke personligt. Han tog imidlertid heftig Forargelse af nogle næsten selvfølgelige Udtryk i min Bog om Kopernikus[CXXVI] og Darwin[CXXVII] som Forskere der havde tilintetgjort de ortodokse Forestillinger om Himmelen og om Paradiset. Han skrev:
Koperniks[CXXVIII] Lære har berøvet det ortodokse Himmerige sit fysiske Sted. Nu forstaar man Retfærdigheden i Polens Delinger, denne Skændselsplet i den nyeste Historie; thi naar en Polak havde taget Himmerige fra Menneskeslægten, var det jo kun en ringe og retfærdig Hævn, at Polen blev udslettet af Staternes Tal (...) Udødeligheden er en tom Indbildning. Alle Udsigter i Evigheden, selv de mest spirituelle, maa du lade fare. Ser du fremad, skuer du mod »det evige Mørke«, og ser du tilbage til Menneskeslægtens Udspring, hvad møder saa dit Øje? Istem en Miltonsk Sang om det tabte Paradis; thi det har Darwin[CXXIX] berøvet sit Sted.
Lidt efter fulgte endnu et Flyveskrift Den ny sensualistiske Lære og Dr. G. Brandes[CXXX], belyst fra et naturviden|86|skabeligt Standpunkt, anonymt (af ax) men af en daværende Stadslæge Schleisner[CXXXI], sprængvigtigt og overlegent. Det udkom straks i andet Oplag, blev langt mere læst end selve den omstridte Bog, der, saa meget der raabtes imod den, blev lidet læst og først fem Aar senere udsolgt i 1,200 Eksemplarer.
Forfatterens og det datidige Danmarks kunstneriske Stade betegnes bedst ved, at han for fuldt Alvor og under almindeligt Bifald angreb mig for, at jeg satte Michelangelo[CXXXII] som Billedhugger over Albert Thorvaldsen[CXXXIII]. Et af de Steder i min Bog, der vakte stærkest Harme, var det, hvori jeg bestemte Begrænsningen af Thorvaldsens[CXXXIV] Basrelief Natten. Efter min Vane havde jeg begyndt med varme Ord om dette Kunstværk, hvis Stil jeg betegnede som »en Slags forfinet og spinklere Atticisme.« Jeg havde skrevet: »Stiller man sig foran Natten og stræber man et Øjeblik, som jeg har gjort, at glemme femten Aars begejstrede, men ogsaa næsten blinde Sværmeri for Thorvaldsen, da vil det maaske gaa En og Anden, som det er gaaet mig, at han har maattet tilstaa sig selv, at denne Kvindefigur, hvis milde Ynde er saa tiltalende, ingenlunde kan siges helt at svare til sit Navn«. Man kunde tænke sig et mere hensynsløst Anslag. Saa udviklede jeg, at Skikkelsen kun var Natten, hvori der soves; den burde rettere hedde Søvnen, Nattestilheden; den var ikke Natten, hvori der elskes og hvori der myrdes, men den milde Sommernat paa Landet.
Det var disse Ord, som satte Samtiden i vild Forbitrelse. Den anonyme Forfatter skrev herom:
Jeg troer ikke, at Dr. B.[CXXXV] vil faa mange nulevende, sundt og normalt konstruerede Mennesker til at dele denne Opfattelse (...) Her findes ganske vist ikke Udtryk for Middelalderens Snigmord eller for Orientens Vellyst; men der findes det, som er langt bedre; der findes Tryghed og Ro (...) der findes tillige det, som Dr. B.[CXXXVI] først har søgt efter, Elskov, men vel at mærke den efter vore sædvanlige, sædelige Begreber tilladte, udtrykt paa den skønneste Maade; der findes endelig, naar dette Basrelief sammen|87|holdes med Dagen en dybere Symbolik, Døden og Opstandelsen. (...) Saa vist som vor Tid staar over den skumle Middelalder med sine [dens] Snigmord og over den taagede(!) Oldtid med dens religiøse Kultus af det Sanselige, saa vist staar Thorvaldsens[CXXXVII] Dag og Nat over ethvert hidtil udført Kunstværk, der har behandlet dette og lignende Æmner. Det skulde imidlertid ikke undre mig, om Dr. B.[CXXXVIII] foretrækker Michelangelos[CXXXIX] Dag og Nat, der findes i Medicæernes Kapel i Kirken S. Lorenzo i Florents. (...) Det maa indrømmes, at dette Kunstværk ved første Øjesyn gør et imponerende Indtryk, som der jo overhovedet er noget Storslaaet i Alt, hvad denne Kunstner har leveret (!); men man mærker dog snart, at der er noget Uroligt og Forvredent ved disse Figurer; jo længere man betragter Michelangelos[CXL] Dag og Nat, desto mindre synes man om det(!); jo længere man betragter Thorvaldsens[CXLI], desto flere Skønheder opdager man. Dr. B.[CXLII] foretrækker Michelangelo[CXLIII] som Billedhugger fremfor Thorvaldsen[CXLIV]. (...) Man kan nu ganske vist forsvare denne Opfattelse (...) men man maa da kun gøre sig det ret klart, at man taler ud af en Livsanskuelse, der er forskellig fra eller rettere modsat den dannede Samtids.
Den dannede Samtid, det var Indbegrebet af de kjøbenhavnske Fordomme i 1872.
Hvor pietistisk overhovedet Kunstopfattelsen var, kan ses af et Angreb paa Emigrantliteraturen i Landets intelligenteste Organ, Fædrelandet, for Marts. Jeg havde kaldt en Magdalena af Correggio[CXLV] »yppig og sund, smilende og forførerisk«. Det stred jo ganske mod Aanden i Oehlenschlägers[CXLVI] Correggio, den eneste, man kendte. Det hedder derfor: »Kunstneren har ladet hende i ubeskaaren Sundhed og Kraft beholde det skønne Legeme, med hvilket hun har syndet. Men han har til samme Tid adlet og helliggjort det; der skal virkelig et bedærvet aandeligt Syn til for, som Hr. Brandes[CXLVII], at finde hende forførerisk.«
En Aften i Foraaret gik jeg med et Par Bekendte op at drikke The i en Kafé i Vimmelskaftet. En af dem ud|88|brød: »Vi vil dog se, hvor mange Artikler, der findes mod Dem i de Blade, som her ligger omkring«. Man fandt tretten vidtløftige Artikler.
Hvor ung jeg endnu var og hvor naivt forventende Hjælp udefra, viser denne Notits fra 11. Marts:
Bestandig spørger jeg mig selv: Er det muligt? Er det muligt, at ikke én kraftig Haand vil løfte sig til mit Forsvar? Er der virkelig slet Ingen? Har ikke en Eneste Følelse for min Sags Hellighed og Renhed?
Jeg havde en Tid lang drømt om en Tilslutning, som den, Johan Ludvig Heiberg[CXLVIII] ved 1830 havde fundet hos Henrik Hertz[CXLIX], men indsaa nu, at denne Forventning var blot Drøm. Senere hen gik den nogle faa Aar igennem i Opfyldelse.
Naar jeg saaledes for mig selv brugte de stærke Ord: min Sags Hellighed og Renhed, saa var det, fordi jeg følte og vidste, at bag alle Udenværkerne, de smaa, elendige Spørgsmaal om en Række Forelæsningers større eller ringere Værd, om ligegyldige Enkeltheder eller om rigtig Værdsættelse af visse Kunstnere og Kunstværker, laa min første Skanse: min Hævdelse af, at mine Landsmænd havde brugt et Atlas, hvorpaa Danmark og Frankrig, Danmark og Tyskland, Danmark og England var lige store og af samme aandelige Betydning, hvis da ikke Danmarks var størst – denne nationale Fordom maatte fældes, hvis et sundt Aandsliv skulde blomstre.
Dog denne Skanse kunde jeg give til Pris. Det var ikke paa den, jeg vilde kæmpe, til jeg faldt.
Bag den laa min Fæstning, den frie Forsknings Borg. Jeg kæmpede som den første Danske aabent og bevidst for den frie Tanke, ikke blot mod Teologien, men mod al saakaldt aabenbaret Religion. I det Punkt fejlede mine Modstandere ikke. Og jeg gjorde ikke engang i mit stille Sind |89| nogen Indrømmelse. Jeg betragtede Troen, den i Danmark lovpriste, der ansaas for Menneskets ypperste Klenodie, Betingelsen for dets Frelse, som en skadelig, nedbrydende, ulykkebringende Magt, og holdt det for en Fortjeneste at trænge den tilbage. Hvor mægtig den var, og hvor længe den endnu vilde triumfere, var jeg ikke uvidende om. Jeg tænkte mig imidlertid, at Anno 2,500 eller saa, vilde et aandeligt frigjort Samfund i Danmark i taknemmelig Ihukommelse rejse mig en rædselsfuld Statue, hvori ikke et Træk mindede om mine, men som ikke var mindre velment for det.
Udadtil var jeg som en Banlyst. I den Smule By, hvortil jeg var henvist, udbredte man nu tilmed snildt det Rygte, at jeg var aldeles overvældet og nedslaaet af Modstanden imod mig, og man ynkedes med Skuldertræk over denne Revolutionære, der ømmede sig og klynkede, blot fordi han fik Svar paa Tiltale. Da jeg var omhyggeligt udespærret fra Dagspressen, havde man jo let Spil.
De uafbrudte Spotterier og Forhaanelser i det offentlige Liv gjorde især deres Virkning ad indirekte Vej. Mens de slet intet Indtryk efterlod paa min Moder[CL], der en Gang for alle troede paa sin Hr. Søn[CLI] og som var for udviklet til at anfægtes af Omverdenens Skraal, tog min Fader[CLII], der var af langt blødere Stof, sig dem umaadeligt til Hjerte. Han læste hver eneste Artikel, selv den giftigste, i hvert eneste Blad; hans Standsfæller blandt Købmændene sørgede for at vise ham dem, han oversaa; og han fandt desuden Bladene hver Morgen hos sin Barber. Han kunde ikke skønne eller skelne, hvor megen Ret eller Uret Angriberne havde; men han følte Angrebene som Vanære, og sørgede over, at jeg saaledes havde ødelagt og dagligt ødelagde min Fremtid. |90| Hans Græmmelse og Harme fik snarere Luft overfor min Moder[CLIII], end overfor mig; det var pinligt for hende at se, hvorledes han led, og vanskeligt at tale ham til Rette, naar han var vred. Dog de offentlige Angreb var det mindste af det.
De ufortrødne Bagvaskelser af mit Privatliv, som pinte mest, virkede paa mit endnu uprøvede Nervesystem. Mit Legeme var ikke frisk, end mindre stærkt. Jeg følte det nogle Uger, som om min Kraft var udtømt. De indre Kilder til Fornyelse vilde ikke til at springe.
Jeg vil kun nævne, at jeg ikke kunde gaa ved Siden af en Dame paa Gaden, uden at Sladderen formelig rendte grassat, saa jeg havde den Smerte, at Damer, jeg et Øjeblik standsede, bad mig, ikke at tiltale dem. Det hed sig, at den unge Fru Drachmann[CLIV] (aa, den Stakkel; den Stakkel!) af sin Mand[CLV] maatte prygles til at modtage mig, »Ateisten«, og gennem Byen galopperede det Rygte om vore Sammenkomster, at Holger Drachmann[CLVI] vakte sin unge Hustru op af Søvne og tvang hende til at deltage i natlige Orgier, der var hende en Gru. Til Grund derfor laa, at da et lille Selskab en Aften befandt sig i fortræffelig Stemning – det formeligt knitrede af Lystighed og Lune – gik Drachmann[CLVII], der vidste, hvor meget den unge Frue vilde nyde denne Munterhed, hjem, mens det endnu ikke var sent, vakte sin Hustru[CLVIII] og tog hende med tilbage til Selskabet, som hun heller end gerne vilde deltage i.
Som udespærret fra Dagbladene havde jeg ingen anden Udvej end at udgive et Flyveskrift, ifald jeg vilde svare mine Angribere. Adskilligt talte derimod; det var, som Henrik Ibsen[CLIX] hævdede, at gøre dem for megen Ære; men jeg mente, som jeg var stillet, ikke at kunne lade alle disse Paastande uimodsagte og mindedes Goethes[CLX] Ord:
Saa skrev jeg da den Brochure, som Boghandler Hegel[CLXI] bad mig give den forsonligst mulige Titel: Forklaring og Forsvar, et lille Arbejde, som jeg endnu den Dag idag finder tilfredsstillende.
Udkastet blev læst for Julius Lange[CLXII], der var meget interesseret deraf og nu og da bad mig erstatte Kamptonen med en lettere humoristisk, han selv anslog for mig. Modstræbende gjorde jeg desuden paa hans indstændige Anmodning henimod Slutningen den lille Indrømmelse, at jeg paa Forhaand havde antaget Modstanden mod mine Synsmaader for svagere, end den havde vist sig at være, og derfor havde grebet fejl af Kampmaaden: »Det forstaar sig, at der maa kæmpes paa en anden Maade imod en talrig og velorganiseret Hær end imod de sidste Rester af en opløst Skare.« Sætningen blev mig saa at sige dikteret af Lange[CLXIII].
Neppe var Skriftet sluttet, saa begyndte jeg en ny Forelæsningsrække, den jeg oprindeligt vilde have holdt i Efteraaret, om det nyere franske Drama. Eftersom jeg ingen Ansættelse havde faaet og endnu var gældbunden, var det mig umuligt at holde disse Forelæsninger ganske uden Vederlag, og derved var mine Foredrags Virkning paa de Mange umuliggjort. Jeg fik vel en hundrede Tilhørere og en Rigsdaler af hver; men den lille Sum, jeg ikke kunde undvære, opvejede ikke den Samfølelse med Offentligheden, som jeg ved Salget af Adgangskort forspildte. Da denne Serie faldt udenfor mit store Arbejde med Hovedstrømningerne, udarbejdede jeg den ikke skriftligt i det Enkelte, og de Optegnelser, hvorpaa den var bygget, er gaaede tabt. Den optog Maanederne April og Maj. Men i Juni blev jeg grebet at en ny Interesse, en filosofisk, af hvilken jeg følte mig som besat, og som for en Tid aldeles trængte Syssel|92|sættelse med Literaturernes Historie tilbage. Der var siden mit Møde med Stuart Mill[CLXIV] blevet en Lyst til Sysselsættelse med ren Filosofi tilbage som dets Nedslag i mit Sind. Det var Spørgsmaalet om Forestillings-Associationen som den menneskelige Erkendelses Grundprincip, der ikke lod mig Ro. I Maanederne Juni og Juli aandede jeg kun derfor og glemte Alt derover. Der var skønne Sommernætter, hvor jeg ikke kunde lukke et Øje paa Grund af den Ekstase, hvormed Planen til min Bog fyldte mig. Efter at have arbejdet med Englændere som Mill[CLXV] og Franskmænd som Mervoyer[CLXVI], dikterede jeg min Moder[CLXVII] enkelte Partier af det planlagte Værk. Denne Sysselsættelse med abstrakt Filosofi havde det Gode, at den udrev mig aldeles af Tankerne paa Byen Kjøbenhavn, dens Beboere og dens Presses Holdning overfor mig. Men som alt tidligere berørt, mine Evner forslog ikke til Udformningen af de Grundtanker, der foresvævede mig, og jeg lod efter et Par Maaneders Forløb Arbejdet falde.
Umiddelbart at fortsætte Arbejdet med Hovedstrømningerne var mig ikke muligt, og af en besynderlig Grund. Jeg formulerede den saadan for mig selv: »Man kan ikke skrive, naar man er naaet til at ringeagte sine Læsere altfor stærkt. Man vil da ikke give dem sin Varme, sin Patos – den er for god til dem, og de vilde ikke tro paa den; man vil ikke skemte og spøge for dem; thi Skemt og Spøg forudsætter, at man føler sig veltilpas i sin Kres og véd sig i godt og sympatetisk Selskab. Bitterheden og Mistilliden kaster sin Malurt i hver Drik, man vilde brygge.«
Jeg trængte simpelthen til at genvinde min Ligevægt og opnaa Glemsel ved Modtagelse af nye Indtryk.
I de Dage ønskede Maleren Kristian Zahrtmann[CLXVIII], hvem jeg i mange Aar havde kendt, at male mit Portræt. Han boede ved Kysten lige i min Nærhed hos sin Kusine Grev|93|inde Danneskjold[CLXIX]. Han gjorde sig oprigtig Umag, men Billedet kom saa lidet til at ligne som noget af de talrige, der senerehen blev udførte af mig.
Jeg gennemrettede de Flyveskrifter, Literaturselskabet udgav; netop da et lille Hefte, Det ny Testamente og Fremtidens Kirke, som dengang syntes mig af Værdi; men tog mig iøvrigt ikke noget større for, da jeg længtes ud.
I den Sommer hændte det mig, som hænder alle meget omtalte Mænd, saa længe de er ny for Publikum. Jeg blev bombarderet med anonyme Skrivelser af Poste-restante Damer, der bevidnede mig hede Følelser og meddelte mig, at jeg var deres Ideal. De fleste Skrivelser var uskyldige, nysgerrige, tomme og dumme. Jeg svarte aldrig et Ord. Saa kom der en Dag et Brev, som var lidt bedre affattet end de sædvanlige og som fulgtes af flere, der ikke var helt tabte bag af en Vogn. Den vel skjulte Brevskriverinde gjorde hvad hun formaaede for at pirre min Nysgerrighed og omgive sig med et romantisk Skær. Da jeg svarte, fortsatte hun med Iver, og efter lang Tids Forløb stilledes der mig – som i Holbergs[CLXX] De Usynlige – et Møde i Udsigt. En Sammenkomst blev efter megen Opsættelse arrangeret. Den var overmaade mislykket.
Den unge, 25-aarige Dame var saa høj, at jeg blev lille ved Siden af hende. Hendes Hud var gul og ildelugtende; det forekom mig, at jeg aldrig havde set saa styg en Mund som hendes, og den Stemme, der udgik fra den, var hæslig indtil Skratten. Nok saa svagt at anslaa en erotisk Streng var umuligt. For ikke at røbe min Overraskelse og ikke at saare hende ved Kulde, gav jeg mig til at tale ondt om mig selv som en Mand, hvem en Kvinde burde vogte sig for. Vi passiarede en kort Stund. Saa gik hun. – Faa Aar efter saa jeg af en Blad-Annonce, at hun var død.
Dette var bogstaveligt det eneste Eventyr, mit pludse|94|lige Ry i Kjøbenhavn og Stormen imod mig sammesteds overhovedet indbragte mig. Jeg følte selv det Humoristiske deri; men det var tillige som et Symbol. Der var netop gaaet et Aar siden min Tilbagekomst fra Italien, hvor jeg formelig havde svælget i Skønhedsindtryk. I hele dette Aar havde jeg ikke lært et eneste kvindeligt Væsen at kende før nu denne lange, gule, grimme Meduse. Hun kom til at staa for min Fantasi som Personliggørelsen af mit Aar i Kjøbenhavn, Tidens og Stedets Genius.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
