Skandinaver i Rom gav Capri- og Syracuservin til min Ære Aftenen før jeg forlod Byen. Jeg tog med Jernbanen til Orte og i en med fem Heste og to Bøfler forspændt Diligence fra Orte til Viterbo. Kørselens Langsomhed forøgede min Forladthedsfølelse og mit Tungsind. Men fra mit |27| aabne Sæde foran i Kupéen nød jeg de uforlignelige Landskaber, de vidtstrakte skovbevoksede Dale, belyste af en Solnedgangshimmel i Rødt og Guld. Fantastisk tog Alt sig ud, da Natten faldt paa, og Heste og Bøfler skinnede foran Vognen i Maanelyset. En ung dejlig Frue fra Viterbo sad ved Siden af mig og samtalte afvekslende med sin Mand og mig. Hun havde en fint skaaret Profil, store mørkeblaa Øjne, smaa hvide bløde Hænder, bedækkede med Guldringe. Men lige tungsindig følte jeg mig.
Fra Viterbo kørte jeg i aaben Vogn med en brav Notar fra Orvieto gennem en flad og kedelig Egn, i hvilken jeg egentlig kun havde Glæde af den Lethed, hvormed jeg nu førte en flydende Samtale paa mit ufuldkomne Italiensk.
Orvietos gamle gotiske Domkirke henrev mig. Façaden skinnede med brogede Mosaiker paa Guldgrund, og det nederste af de brede Piller var bedækket med ypperlige gamle Reliefer. Jo mere Farve og luende Lys, des bedre følte jeg mig tilmode; jeg saaredes ikke ved nogen Overdaadighed i den Retning. Hvad der i Kunsten stødte og kedede mig, var Lidenskabsløshed. – Man fik et Indtryk af høj Majestæt, naar man traadte ind i Kirken. Saa meget jeg end havde ventet mig, jeg blev overrasket. De mægtige Søjler, seks paa hver Side, der lignede tusindaarige Ege, bar Loftet, og bagved skinnede Koret i det kunstige Lys, der faldt gennem de farvede Vinduer. Foran de tolv Piller stod de tolv Apostle, menneskeligt og fortroligt opfattede.
Jeg var taget til Orvieto for at se Luca Signorelli’s[I] Fresker, som jeg kendte af Stik. Da jeg havde Originalerne for Øje, saa jeg først, hvor stor Afstanden er mellem ham og Michelangelo[II]. En beslægtet Stræben, men en saa mangefold ringere Aand. Det store Pust manglede helt. Saa ungt dette var, der var mere deri af Michelangelos[III] Overdrivelser end af hans Inspiration; jeg saa, at Overdrivelsen ikke blot |28| følger Michelangelo[IV]. Her var en udpræget Glæde ved det nøgne Legemes Anatomi, ved kraftige, pompøse Bagdelsmuskler f. Eks., ved visse Stillinger med skrævende Ben, som ofte gentoges, endelig ved Forkortninger under Fald. Forskellen mellem Salige og Fordømte var paa enkelte Billeder maaske noget større end paa Michelangelos[V] Dommedagsmaleri. En vedtagen, men ikke ilde anvendt Opadskuen udtrykte Fromhed. Man følte Fiesoles[VI] Indflydelse og i Fremstillingen af Engle noget med Perugino[VII] beslægtet. Men Fiesole[VIII] og Signorelli[IX] i samme Kapel, udsmykkende det i Fællesskab, ja afbildede sammen i et Hjørne – kunde man tænke sig skarpere Modsætninger, den ene den legemløse Andagt, den anden Glæden ved Kroppens Behandling som anatomisk Materiale, og nu Signorelli[X] udførende Malerier efter Fiesoles[XI] Tegninger, hvilket Lune af Skæbnen, hvilket Spil af Historien at gøre de to Mænd til Venner og Samarbejdere! Højest syntes Signorelli[XII] mig at staa i Fremstillingen af Antichrists Figur. Udtrykket i dennes Ansigt, Uroen og Angsten, det Indtryk, som meddeles af at det er Løgn, hvad han præker – var beundringsværdigt og uforglemmeligt.
En Række af Giovanni Pisanos[XIII] Reliefer taalte godt en Sammenligning med selve Ghibertis[XIV] paa Baptisteriet i Florents. Evas Skabelse var meget indtagende. Her var Gud en ung, ret smuk Mand med Kristustypen, lidt bøjet som af teologiske Studier, faderligt bekymret og velvillig.
Efter en hel Dags Studium af Kirken gik jeg ud af Byen og følte, hvilken Hvile Naturen giver efter alt det anstrengte Menneskeværk. Orvieto var dejligt beliggende, højt paa en stejl Klippe, saa den i Middelalderen afgav Paverne et Tilflugtssted. Tiberens blanke Baand slyngede sig som en hvid Stribe gennem Landskabet nedenunder. Nærmest bredte sig en Strækning grønne og gule dyrkede Agre, saa fulgte en Baggrund af bølgeformede Bjerge, hvis Linjer skar |29| hverandre. Det blev en Solnedgang af ganske nordisk Pragt. Skyerne gennemløb efterhaanden Regnbuens hele Farveskala, og saa laa Landskabet der i den svage Belysning af Stjerner og Ildfluer, der samtidigt viste sig. Jeg flakkede om dels paa Bjerget, dels under det, i glade Drømme og i en vis behagelig Følelse af Længsel hjemefter; opdagede til min Forundring, at Længsel langtfra altid er smertelig.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
