Siena fortryllede mig ved sin Ynde. Det er jo den ved Elskværdighed særligt indtagende blandt Italiens Byer, i sin Rigdom Juvelskrinet iblandt dem. Den mindede en Smule om Florents, dens sejerrige Rival, men havde mere end den bevaret sit Fortidspræg. Husene var ret høje; de smalle Gader, der som de florentinske var dejligt brolagte med brede Fliser, gik uafbrudt op og ned ad Bakke. Af Loggier som Florents’s Loggia dei Lanzi fandtes her tre, og pragtfulde Paladser fra Middelalderen.
Slottet, der i Form lignede Palazzo vecchio, laa endnu mere tiltalende. Pladsen, der var stor og malerisk varm, dannede som en Gryde; dens hvide Marmorfontæne frydede Øjet; rundt om den laa smukke Huse, i Midten Slottet, der optog næsten dens hele ene Side, og udenom Pladsen løftede Byen sig amfiteatralsk. Øverst paa en af Bakkerne beherskede den kraftige og sirlige Domkirke Siena i al sin stille og stadselige Marmorskønhed.
Overfor Domkirken laa Paladset for la Prefettura, den tidligere Hertugs Residensslot, hvis Døre en hjertelig Anbefaling fra Saredo[I] havde aabnet paa vidt Gab for mig. Præfekten Signor Cornero[II] var en af de finest dannede Mænd, jeg i Italien havde truffet; særligt filosofisk og socialøkonomisk dannet. Han havde levet sin Ungdom med Tænkere |30| i Italien og Frankrig; Italiens Filosofer kendte han personligt og nøje, og havde i Paris omgaaedes Proudhon[III], Fourie[IV]r, Victor Considérant[V], været Ørevidne til de socialistiske og kommunistiske Ideers første Udfoldelse i den nyere Tid, da de bekendte Formler opstilledes, den socialistiske: A chacun selon son travail!, den kommunistiske: A chacun selon ses besoins!
Han fandt, at Siena var det ideale Opholdssted for en Mand, der havde Livet bag sig og vilde bruge sin Fritid til Studier. Her var Stilhed og Fred. Den gamle Hertug havde været en god Mand. Hertug Leopold[VI] blev kun jaget bort paa Grund af sine tyske Sympatier og fordi han støttede sig til østerrigske Tropper. Personligt var man fornøjet med ham; han var overmaade afholdt. Saa nær Adelen imidlertid havde staaet hans Person, og saa kirkeligt sindet den var, den begyndte allerede at slutte sig til Vittorios[VII] Regering.
Af Damerne var der mange, som aldrig havde rejst, end ikke havde foretaget den tre Timers Kørsel til Florents. Deres Lokalpatriotisme dræbte Lysten til Afveksling og nye Indtryk. Det milde Klima avlede en vis Uvirksomhed. Medens man i Norden næsten maatte være lastefuld for at dovne, maatte man her næsten være dydig for at arbejde og virke.
Vi gik til Lizza, Byens Promenade, hvor der var Corso og muntre Samtaler, mens Vognene holdt, og til en omfangsrig Loggia, hvor der var Militærmusik og Lyden kastedes pragtfuldt tilbage fra Loggiaens Bagside.
Frøken Francesca Cornero[VIII] var en stor, smuk Pige paa tyve Aar, forstandig, imponerende, bestemt i sin Tale. Frøken Sofia[IX], den nogle Aar yngre Søster, var en bleg lille Skabning med et dragende Blik i blaa nordiske Øjne, der stod smukt til en italiensk Profil. De kunde jo ikke more sig meget med Spørgsmaal som de, vi behandlede ved Bordet, hverken med det, om den spiritualistiske Filosofi havde nogen |31| Fremtid i Frankrig, eller med det, om Lamarmora[X] havde Ret i sin Protest mod Trommernes Afskaffelse i den italienske Hær. Men de blev mere talende den Dag, da deres Fader[XI] telegrafisk var bleven kaldt til Senatet i Florents. Signorina Francesca[XII] havde i Grunden intet af den unge Piges Væsen, men desmere af Damens. Hun var saare smuk, da hun havde slaaet sit rige Haar ud og bar det paa Engelsk. Hun ønskede, aldrig at forlade Siena. »Siena rummer da en Lykkelig?« sagde jeg. »Nej«, svarte hun let rødmende, »men det er en nordisk Mani, denne Galskab at ville rejse. Hvad rejser I for? Fordi I har det ondt hjemme. Vi har det godt. Naturligvis ikke helt godt; jeg tør nu ikke gaa ud i tre Dage, mens min Fader er i Firenze; Etiketten forbyder det. Men jeg beklager mig ikke.«
Jeg fortalte hende, at jeg i Pompeii havde truffet to unge, norske Piger, der var rejst ene fra Norge derned. – »Enten«, sagde hun, »frygter disse unge Piger ikke impertinente Artigheder, eller de er ikke meget smukke.« – Der var i denne sydlandske unge Pige intet barnligt, dæmrende eller halvbevidst; hun var raadsnar og bydende, stolt og sund, forstandig og blomstrende, en lille Prinsesse.
Af hvad Kunstnere jeg i Siena lærte at kende, beundrede jeg Beccafumi[XIII]Leo Battista Albertis[XIV] og Leonardos[XV] Art, Billedhugger, Broncestøber, Maler, Ingeniør. Men mest elskede jeg Soddoma[XVI]. Hans Sødme bedaarede Sanserne og gik til Sjælen.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
