I det tidligere Kongerige Begge Sicilierne som i Kirkestaten var det i hine Dage en mægtig Forandring, at Staten ikke mere anerkendte gejstlige Løfter. Medens hidtil Munke og Nonner var bundne for bestandig, var med den italienske Regerings Overtagelse af Landene det Øjeblik kommet, hvor Staten betragtede Munke- og Nonne-Løfter som den uvedkommende og som uden bindende Kraft. Den Tanke laa mig nær, at i en Fremtid vilde den moderne Stat lige saa lidt anerkende det ved Ægteskabs Indgaaelse afgivne Løfte som nu de andre religiøse Løfter. Der var jo dog ingen væsenlig Forskel paa Cølibats-Løftet og paa Troskabsløftet i Ægteskab. Staten sagde i Italien nu til Munken: For mig |25| maa du gerne gifte dig. Staten vilde engang sige til Manden: For mig maa du gerne lade være at gifte dig; jeg anerkender lige fuldt dine Børn og dit Hjem.
Da jeg i Midten af Juni 1871 fra Neapel maatte tiltræde Rejsen nordpaa, spejdede jeg efter Røgen fra Vesuv, saa længe jeg kunde skimte den i Horisonten. Trods megen Vemod ved Afskeden følte jeg mig glad. Mens jeg saa den varme og friske Luft kærtegne Trætoppe og Bjergsider og fulgte, hvorledes Luftens Dunster, der ikke tog sig fugtige ud som Nordens men blaalige som smeltet Bly, lagde sig blødt op ad Klipperne, sporede jeg, at noget af denne Varme var slaaet ned i min Sjæl og var gaaet over i mit Blod, saa hvad jeg i Fremtiden skrev maatte faa stærke Farver og fyldes af den elektriske Ild, hvormed jeg fornam mig ladet.
Efterhaanden var der foregaaet en Forandring i mit Indre. Jeg var forvisset om at leve i Tanker, som Ingen i mit Hjemland havde tænkt, og jeg følte mig derfor Tilstandene i Danmark overlegen. Ikke i Indbildskhed; thi jeg anførte ofte for mig selv de kendte Ord: je suis très humble quand je me juge; mais je suis très fier quand je me compare. Jeg betragtede mig mere og mere som den, der i Danmark havde Ret til at tale med en vis Myndighed og den offentlige Mening dèr mindre som noget, der nu var saa og saa, end som noget, der skulde modtage det Stempel, jeg vilde give den.
Det var dog langt fra, at jeg ansaa min Opgave for let eller ventede mig hurtige Resultater i Kraft af doktrinær Fremtidstro.
I Rom, som jeg med stærk Sindsbevægelse gensaa, overværede jeg de Festligheder, der i Peterskirken afholdtes i Anledning af Pius IX’s[I] Jubilæum under en umaadelig Tilstrømning af Præster og katolske Massedeputationer, bestaa|26|ende af Bønder især fra Sydtyskland og Tirol, plumpe, skidne, forfærdeligt grimme, halvvilde af Fanatisme. Jeg saa St. Peter[II]s Statue paaklædt med Pavekrone og Pavering og over Statuen Pius IX’s[III] Portræt. De Andægtige, de Bedende, de Taaen Kyssende, de Syngende, de Knælende – jeg følte mig aldeles syg, mismodig indtil Haabløshed. Hvad var der at stille op mod dette, der under lidt forskellige Former var ens i alle Lande! Hvad nyttede det at hæve sin Røst i en Verden, hvor man saa fuldstændigt overdøvedes af Litanier!
Det var umuligt at vinde et Publikum i Danmark og at leve af sin Pen, medmindre man skrev Prækener. Eller man burde maaske forsyne sine Bøger med et Forord: Jeg vilde gerne læses; men jeg kan ikke skrive Prækener; tag derfor tiltakke!
Her i Rom overvældede med Et en Foragt mig for de Ledende i Danmark. Det var forfærdeligt som Magthaverne og de Landet beherskende to stakkels Aviser tog sig ud paa Afstand. Var de grimme nærved, saa var de endnu mindre Distance-Blændere. Og i mangfoldige Aar havde ingen Stemme kunnet hæve sig saaledes imod dem, at den tog Magten fra dem; thi de betegnede Nationens Jævnhøjde.
Jeg kastede ved Afskeden fra Rom min Bajoc i Fontana Trevi, lagde mig saa ned og drak. Og dog vilde jeg egentlig ikke tilbage hertil; det var ikke det. Jeg vilde høre til her, i disse Egne.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
