Det var de Dage, da Kommunen i Paris laa i sine sidste Trækninger. Kun med halv Forstaaelse, men med heftig Sorg fulgte mine Rejsefæller og jeg Begivenhederne i Frankrig. Tidt, naar vi sad ved Bordet i Villa Reale ved Havet, og Aftenbladet Il Pungolo kom med Dagens Telegrammer, rakte Georges Noufflard[I] mig Bladet og bad mig læse højt; han vovede ikke selv at kaste Blikket derpaa. Og jeg læste da Efterretningerne om Myrderierne i Paris og om Byens Ødelæggelse ved Granater og Ildebrand, mens Taarerne dryppede ned paa mine Hænder; jeg var ung nok til endnu at kunne græde.
Fra først af saa det i Bladene ud, som om ikke blot Tuilerierne, men Louvre med alle Kunstskattene var tilintetgjort. Og der var Dage, hvor jeg uafladeligt sagde til mig selv: Er det muligt, at Mona Lisa er brændt, at Venus fra Milo ikke eksisterer mere?
Det var jo imidlertid ikke vanskeligt, bag den oprørende Vildskab, der fra begge Sider udfoldedes, at skimte nye Tanker. Da Vendômesøjlen blev nedrevet, følte jeg det som en Skændsel for Frankrig, men fornam samtidigt noget Stort deri: Fredsrepublikens Tanke hævet over Folkeforfængelighedens Nationalhæder. Det var da det franske Folks Ulykke, at det tænkte altfor abstrakt og følte altfor idealt, saa det vilde kuldkaste Fortidens Arv til Bedste for Menneskehedens Fremtid. Eng|21|lændere og Tyskere havde let ved at trække paa Skuldren; de plagedes ikke af denne ædle Feber; Tyskerne genoprettede i Stedet Middelalderens Kejserdømme; de forstandige Englændere ændrede en lille Toldlov, naar den trykkede dem, og lod saa længe som muligt Overleveringen uanfægtet.
Paa det danske Konsulat følte man anderledes: En af de yngre Embedsmænd sagde om Parises Ødelæggelse: »Det er jo godt, hvad kommer det os ved! Blot man vilde jævne den By med Jorden!« – Jeg priste mig lykkelig ved i nogle Maaneder ingen danske Blade at have set. Mig mindede Kommunens Oprør om Catilinas[II] Sammensværgelse og Thiers[III] om Cicero[IV]. De to gamle Literatorer følte sig som Frelsere af Fædrelandet og lod Hæren fuldbyrde Dødsdomme til Ordenens Genoprettelse. Sammenlignede jeg den ny franske Republik med en Hvælving, syntes den gamle Kongsmand og modstræbende Republikaner Thiers[V] mig Hvælvingens Nøgle, den Sten, der anbragt øverst og stræbende nedad trykkede paa alle de andre Sten og derved holdt Hvælvingen oprejst.
Jeg sagde ved min Ankomst til Albergo Pagano paa Capri: »Jeg kjender flere Malere, der boer her, saaledes Hr. Severin[VI] og Hr. Sain[VII].« Lidt efter kom Drengen ud og spurgte lidt forlegen: »Med Forlov, Herre, med hvem vil De spise, med Signor Severin[VIII] eller med Signor Sain[IX]?« Der var to Borde. De franske og de tyske Malere spiste i særskilte Rum; jeg maatte træffe mit Valg. Skøndt jeg havde Bekendte i begge Lejre, valgte jeg af politisk Samhu det franske Bord. Langt fra at tage mig dette ilde op kom Tyskerne mig imidlertid med største Ligefremhed og Hjertelighed imøde, bad mig tilbringe Aftenen med dem. Saaledes havde jeg god Lejlighed til Sammenligning af hvorledes unge Kunstnere fra begge Nationer førte sig i dette kritiske Øjeblik af Folkenes Liv.
|22| Franskmændene, hvoriblandt der var Sain[X] og Bennér[XI], gift med Husets Datter, besad mere Forfarenhed og Verdenstone, ogsaa finere Skønhedssans, var i det Hele mere Kunstnere end Tyskerne. Men der var i deres Væsen trods al Venlighed en vis høflig Kulde. De franske Malere var alle Republikanere, alle forbitrede paa Kommunen og i politisk Henseende som Folk, der havde faaet et Knæk i Ryggen. En af dem sagde: »Vi bliver et andet Polen; vi hader hverandre som Polakkerne. Ingen foretrækker Frankrig for sit Parti.« — Tyskernes Nationalstolthed havde jo faaet ganske anderledes Næring; de roste sig dog ingenlunde ligefrem. Men deres fleste Samtaler drejede sig om Italienernes Barnagtighed, Typens kolde Formskønhed, Mangelen paa Friskhed og Jomfruelighed hos de unge Piger, paa Mandighed og Adel hos Mændene. Franskmændenes Samtaler derimod handlede om Muligheden af Fremskridt, eller rettere Alle som En mente de, at den hele Forestilling om Fremskridtet beroede paa Sansebedrag. Man faldt stadig tilbage. Et Folk gik Vejen fra vild Tilstand til Civilisation, og begyndte saa forfra. Det udvortes Fremskridts sikreste Resultat var de stedse mere forfinede Ødelæggelsesmidler. Hvad Færdselens stigende Hurtighed angik, saa gjaldt den ligesaavel den ilsomme Flytning af Kanoner som den flinke Befordring af Rejsende. Krig vilde aldrig ophøre. Raabet paa Fred var Aartusinder gammelt. Micha[XII] spaaede om Fred, og hvor skreg ikke Aristofanes[XIII] paa Fred! Naar Privatmænd ikke mere bar Vaaben paa Gaden, beroede det blot paa, at de betalte Gendarmer for at bære Vaaben i deres Sted. Der vilde blive ført Krig, saalænge der gaves Ærgerrige, Kamphaner, og Menigmænd, der kunde puttes i Trøjen, ligesom der vilde være Kirker og Religion, saa længe der gaves Præster og stakkels Taaber, der troede dem. Med Troen paa et andet Liv gjorde Franskmændene Løjer. Der var, sagde de, en|23|gang en Mand, der gik saa meget i Kirke og gav saa mange Penge ud til Præsterne, at han kom i Paradiset og blev salig. Samme Mand kunde, som vi, ikke lide Musik. Neppe kom han i Himlen, før han hørte Englene spille og synge til Herrens Pris, og det blev ved den hele Dag. – Med Forlov, højstærede, hvad er det, De spiller? – Det er Herrens Pris. – Med Forlov, agter De at blive ved dermed? – Det gør vi. – Hvorlænge? – I alle Evigheder naturligvis. – Ja, maa jeg saa ikke udbede mig Helvede; af to Onder foretrækker jeg det mindste. Jeg er ikke musikalsk. –
Tyskerne som var flertalligere end de Franske, havde ogsaa en Samtale om Tro og Viden. En eneste af dem, en flink Hamborger ved Navn Lutteroth[XIV], erklærede, at der var Ting, man maatte tro. – Hvad jeg ikke véd, det tror jeg heller ikke, indvendte en af de andre, med Undtagelse af naar Talen er, om et Kvindemenneske er dydigt, saa tror jeg altid det bedste.
Tyskerne havde deres Sammenkomster paa et Osteri, de kaldte die Silhuettenkneipe, fordi de havde malet alle deres Silhuetter med Sortkridt paa Væggen.
Franskmændene samledes i en Veranda, paa hvis Dørs ene Side Hammon[XV] havde malt sit eget Portræt med Overskrift Hammon den Første og paa hvis anden Side han havde udført et stort, sort Hundehoved med Overskrift Fox den Første. Husets unge Datter, Fru Jean Bennér[XVI], havde netop Fødselsdag og sad derfor tilbords paa en Trone af Roser og blomstrende Myrter, et lille Vidunder af Smag. (Myrterne, der her voksede vildt, blomstrede netop da paa alle Fjeldstier mellem Figentræer i Frugt, Granatæbler i Blomst, og høje Kaktusplanter med gule, blanke Blomster).
Mens vi talte, genlød Øen som af Kanonade. Det var en Slags Troldkærlinger, som Indvaanerne knaldede af i hundredvis hele Dagen. Og Grunden var den, at en Kano|24|nikus blev ordineret til Præst. Den Højtid blev fejret, saa alle Øens Vinduer klirrede en halv Snes Timer i Træk.
To russiske Malere, belevne og beskedne Mennesker, de første Russere, jeg i mit Liv havde truffet, gav mig nogle Oplysninger om deres Land. De var begge fra Krim og meget skuffede af Natur og Klima her; de fandt Krim smukkere og varmere end Neapel. De sagde, at i Krigens Begyndelse havde man i Rusland nogle Uger holdt med Prøjsen, da man mente, det maaske var mere civiliseret end Frankrig; men fra det Øjeblik af, da Frankrig udraabte Republiken, havde alle Sympatier været for den. At Kejser og Regering var for Tyskland, havde gjort sit til, at den oplyste Del af det russiske Folk var imod det. Tro blot ikke, sagde de, at de Dannede hos os bærer Nag til Frankrig for Krimkrigens Skyld. Vi elsker Frankrig som alle Fremskridtsomvæltningernes Hjemsted. Men vi lider under Massernes grænseløse Uvidenhed; de lever og vil slaas »for Troen og Czaren«.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
