Levned, 2 (1907)

4.

Jeg tog en Dag til Nemi og opsøgte de Klipper, hvor jeg, sidst jeg var der, havde ligget. Men Egnen var allerede helt forandret. Man havde fældet Træerne rundt om dem, og de nedhuggede Stammer laa i Dynger. Stedet var neppe til at kende igen, og der var intet blaat Slør at finde. Jeg forstod, at det var Livets Gang: alle Træer skulde hugges, alle blaa Slør og alle blaa Fugle flyve.

Jeg kørte forbi Albanersøen til Frascati. Idet jeg sammenlignede disse smaa Bjergsøer, Albano’s eller Nemi’s, med Sverigs, med Vettern f. Eks., set fra Jönköping, forstod jeg ret Arten af disse Egnes Skønhed. Ingen masseagtige Skove, ingen skarpe eller spidse Klipper, ingen Skjulthed og intet Vildskab; men den fuldstændige Begrænsning, som var en Følge af at Søerne fyldte to gamle mægtige Kratere, og de mest harmoniske Linjer i Overensstemmelse med en Vegetation, der skønt et Sollands var mere formfuld end yppig.

I Frascati vakte især det store Jesuiterkollegium min Opmærksomhed. Fyrst Borghese^[I] havde uden Vederlag overladt Jesuiterne sit Palads til Skole. Det var en Glæde at beskue det majestætiske Kloster, bygget af selve Bramante^[II]. Hvor mange Skoler i Verden havde et saadant Lokale.

Der var netop Concert. Jesuiterne, der forstaar den sjældne Kunst at gøre sig elskede af deres Elever, knyttede til enhver Læretime en Fornøjelse, og sørgede endnu ivrigere for Adspredelserne end for Undervisningen, der iøvrigt var |8| god. Saaledes anordnede de Komedier og Concerter, ja endog af og til en Turnering paa smukke Heste i Slotsgaarden, en Begivenhed, der var fremstillet paa talrige Fotografier. Derfor blev de som Lærere aldrig forhadte eller kedsommelige, hvad der iøvrigt løber ud paa Et; thi en kedsommelig Lærer ender vist altid med at blive forhadt.

Her i dette lykkelige Klima slog det mig, at den engelske Glæde ved the home var klimatisk bestemt, en Kulde- og Regnvejrs-Glæde. Vistnok havde allerede Romeren kæmpet for Altar og Arne; men han, som største Delen af Dagen var udendørs, kunde ikke have Følelsen og Dyrkelsen af Hjemmet som Kastel. Man gjorde i Norden en overordentlig Dyd af denne Sans for Hjemmet, som var en pur Regnvejrsnødvendighed. Englænderen maatte nødvendigvis sige: Hvilken Glæde at have et Sted, hvor jeg kan lukke mig inde, have kunstig Varme og drikke varm The eller Spiritus! Var det ikke en fuldt saa naturlig Glæde at vide, man en stor Del af Aaret kunde ligge under aaben Himmel uden at fryse og uden at fylde sig med Whisky? Ligefuldt maatte jeg naturligvis drille min Rejsefælle med Nordens Fortrin og lade ham høre at Franskmændene end ikke havde et Ord for Hjemmet. Georges Noufflard^[III] svarte mig leende og letsindigt: »Ifald Franskmanden ikke har et chez soi, saa har han altid et chez elle, og af to gode Ting foretrækker jeg den sidste.«

Det slog mig at Ordet Værelse paa Dansk kommer af at være; saa nøje var Begrebet Hus knyttet til Begrebet Eksistens; det samme Ord varelse betydede paa Svensk et Væsen. Ligeledes betydede paa Tysk Kvindeværelse (Frauenzimmer) en Kvinde. Mærkeligt var det, at vi ikke paa Dansk kaldte en Mand for et Karlekammer.

Klimaet forklarede en Mængde Ejendommeligheder. Saaledes Mangelen paa Undseelse. Hvor Børn gik nøgne og |9| Voksne halvnøgne, hvor saa at sige ingen Legemsdel skjultes, var ikke blot falsk Skam, men megen ægte Undseelse umulig. Klimaet udslettede Modsætningen mellem Jomfruelighed og Kønsbevidsthed. Det udslettede desuden den skarpe Forskel mellem fattig og rig. Rig vilde i første Linje sige varm (ved Føde eller ved Klæder); fattig vilde sige kold. En Dreng, der altid havde løbet om i bar Skjorte eller i en Stump Skjorte og to Lapper, der forestillede Bukser, følte sig ingenlunde fattig. Disse Børn straalede af Sundhed, deres brungule Hud glinsede, deres Lemmer var stærke og runde. Malerne priste dem som Modeller, mens man ikke kunde opdrive en Model blandt fattige Børn i Kjøbenhavn; de var alle for magre.

Forrige afsnit: 3.
Næste afsnit: 5.