En Verden føjede sig for mig til en Verden, da jeg lærte Neapel at kende efter Rom. Jeg opdagede nu ogsaa mit indre Neapel efter at have gjort Rundrejsen gennem mit indre Rom.
Allerede Neapels Campagna stak af mod Roms; denne øde, alvorlig, streng og stolt; Neapels rig, nydelig; dens Former legende; dens Jord frugtbar. Vinrankerne hang yndefuldt mellem høje Popler, snart i Guirlander, snart dannende Firkanter med liggende Kors som naar Børn udspænder Seglgarn mellem deres Fingre. En ung, lidt koket Neapolitanerinde i Jernbanevognen forberedte mig ved sin elskværdige Pludren og ved sin skelmske Livfuldhed paa Syditalienernes Væsen i Modsætning til hvad jeg kendte af nord- og mellemitaliensk. Saa skimtedes Omridsene af Vesuvs Kæmpekrop, og snart saa jeg fra Sante Lucia, hvor jeg var taget ind, ud over det store, den Dag graalige Hav med heftig Bølgegang, indfattet af Golfens buede Linjer, Havet og atter Havet i det uendelige uden Horisont. Rom syntes |10| i Sammenligning med Neapel stille som en Provinsstad. Og jeg led godt den moderne Bys Pragt efter den antike Hovedstads Ro. Det forekom mig i første Øjeblik som var jeg hjemme i Danmark. Saa ens er Havet; saa stærkt virkede Blæsten derudefra paa alle mine Organer. En Bys Grundkarakter bestemmes jo af, om den ligger ved Havet eller ikke, og dette var den første italienske Søstad, jeg saa. Men da jeg gik ned til Havnen, helt ud paa Moloen, stod fortabt i Skuet og saa mindedes Broen ved St. Annæ Plads i Kjøbenhavn, udbrød jeg: Herregud! at jeg kunde forveksle!
Henad Aften viste der sig et rødt Genskin paa Himlen fra Lavaen, der flød ned ad Vesuv. Solen sank og belyste den hvide Røg, der slog op fra Vulkanens Krater. Den blev blegrød, Vesuv blegrød, Himlens Skyer blegrøde, og Golfen laa snart i et blegrødt Skær. Selv Capri rødmede i det Fjerne.
Jeg spiste nede ved Stranden i en Restaurant, der kun førte Sødyr (gli frutti di mare), nemlig talrige Sorter Fisk, Languster og Hummer, ti Arter Østers, oftest ikke større end en Negl, de velsmagende Calamaia (Blæksprutter), Snegle, røde, hvide, gule Muslinger og de store, piggede Søstjerner. Jeg levede af Havet som et Urmenneske fra Køkkenmøddingtiden.
Imens iagttog jeg Livet omkring mig. Det var her i Neapel, at danske Malere fandt deres idylliske Æmner: det var paa denne Santa Lucia, at en af dem havde følt sig beaandet til at male et Billede af Familielivet, hustruelig Ømhed og Faderglæde! Var der noget i Verden, hvorom dette Liv mindre vakte Forestillingen? Kun naar man havde en dansk Dagligstue i sin ene Øjekrog og et dansk Børnekammer i den anden, maatte man male dette ogsaa her.
I Rom var Ungdommen pavefjendtlig og franskfjendtlig, da den saa længe havde lidt under Præstevældens Tryk og Franskmændenes Fremmedherredømme over Byen. I Neapel |11| gik den videre, var fjendtlig sindet ogsaa mod det ny konstitutionelle Monarki, attraaede fortsat Revolution og derigennem Republik. Universitetsbygningen var bedækket med Indskrifter: Vive la Commune! Vive la république sociale! Morte a Vittorio! Evviva Mazzini e Garibaldi!
Her gik man aandeligt straks til den yderste Yderlighed; men med Alvoren, som laa bagved, var det ringe bevendt.
Det Træk der slog mig mest, som kom hertil fra Rom, var Befolkningens skrigende Stemmer, Mangelen paa Værdighed i Optræden, Fryden ved Larm og Støj, heftig Bevægelse og Hast.
Lod i San Carlo-Teatret en Sanger eller Sangerinde en uren Tone undslippe sig, nøjedes Publikum ikke med Hyssen; fra Tilskuerpladsen lød Hu—hu—hu, en formelig Hundetuden. Naar i Sorrento Agerdyrkerne var ved deres Arbejde, genlød hele Egnen af deres Hyl. De havde for Skik at tude uafladelig som vilde Dyr eller som indespærrede Hunde. Det skete undertiden efter en vis Takt; En sagde ganske kort som i Recitativ nogle Ord, hvorpaa de andre hylede som vanvittige tre, fire Minutter igennem. Saaledes ogsaa, naar de om Aftenen gik fra Arbejd. De elskede i den Grad Skrig og Skraal, at det var dem en Lindring at tude. Saaledes knaldede alle neapolitanske Kuske uafbrudt med deres Piske, saasnart de saa en Fremmed. Af Kærlighed til Støj raabte de Handlende langt mer end nødvendigt med deres Varer, og Befolkningen fejrede en højtidelig Fest som Juleaften med at brænde Troldkærlinger, Raketter, engelske Pistoler og Sværmere af fra hver anden Brosten, mens større Fyrværkerier Natten igennem steg fra Byens Tage.
Mennesketypen var saare forskellig fra Roms. Intet i den var monumentalt. Pigernes Legemsbygning var fin, svag, ofte henrivende; man saa Skønheder, ved hvis Komme man |12| mindedes Udtrykket: Gratierne legede i hendes Smil. Den skønneste Type var den rene græske, som genkaldte disse Egnes oprindeligt græske Befolkning.
I Rom var de unge Kvinder oftere smukke end nydelige; de var skabte som Statuer; deres Skønhed var rolig. I Neapel var Figuren mindre plastisk og mere elegant, Midien smallere, Mimiken ubehersket. Men alle Pigebørnene bandt deres Tørklæder om Hovedet med en utrolig Ynde.
Stilen i Neapels unge Mænd var undertiden indtagende, i de unge Kvinder smægtende, bedaarende, aldrig streng. I Neapel var der saa at sige ingen unge Piger. Selv de trettenaars Pigebørn var smaa Kvinder. Nogle nærmede sig den mauriske Type, Læberne var lidt vel fyldige, om end fuldendte i deres Form; fra klare, tindrende, fløjelsbrune Øjne lyste to Flammer. Legemet var lille, men bevægede sig i smidige Bugter.
Dog ved Siden af disse Skikkelser forekom alleslags platte og grimme Typer, en, man kunde kalde den hvide Negertype, der havde Negerkarakter i Haar, Læber, Alt undtagen Farven, en anden, man kunde benævne Kartoffel-næsetypen, og saare mange Aasyn af Typen Canaille.
Moralsk svarede Befolkningen altfor hyppigt til den sidste Benævnelse. Ikke sjældent kom det Udbrud paa Ens Læber: Hvor Neapel vilde være smuk uden Neapolitanerne !
En Gang gik Georges Noufflard[I] og jeg ind i en Bagerbutik og spiste noget Brød. Da vi spurgte om Betalingen og hørte Svaret, saa vi paa hinanden: det var første Gang i mange Uger, man ikke forsøgte at snyde os. En Fører i Sorrento, der blev spurgt, hvoraf han levede om Sommeren, svarte uden Sky: »Herre, om Vinteren er jeg Fører, om Sommeren er jeg Ruffer.«
Glad blev man overrasket, naar man engang imellem i |13| den lavere Befolkning traf paa Skikkelighed eller Finhed; men det var næsten altid udenfor Byen. En Fisker, der satte os over til Bajæ, var hæderlig, fin, klog, skelmsk, morsomt gestikulerende. For at vise, man talte godt om hans Familie i Egnen, rakte han Tungen ud og smækkede paa den. En lignende Gestus gjorde ogsaa Romerinder af Folket, naar de vilde sige: Rygte, i Betydning af Renommée.
Etsteds i en Restaurant en halv Mil fra Neapel opvartedes man af Værtens to indtagende Døtre, af hvilke den yngste havde lige græsk Næse, Haarets sorteblaa Reflekser og en Ynde, der rødmede ved hvert Ord, man henvendte til hende. Et Træk af hende rørte. Da Moderen en Dag vilde forelægge os en opskruet Regning, følte Pigebarnet sig ilde tilpas, lagde hurtigt sit Sytøj, gjorde et frugtesløst Forsøg paa at nedstemme Regningen, og forlod Værelset, da det mislykkedes. Vi nedpruttede imidlertid koldblodigt Summen til mindre end det halve, skrev selv en ny Regning, tvang Værtsfolket til at nøjes med den, og forærede saa den smukke unge Pige alle Pengene, vi havde sparet.
Overhænget, Plageriet om Almisse og Køb morede de Par første Dage, men bragte derefter Blodet i Kog. De fleste simple Neapolitanere gjorde Grimacer, saa de syntes at staa mellem Mennesket og Aben.
Folkedialekten var styg. Jeg hørte den i det lille Teater San Carlino. Man gik ned i en Kælder og fandt et maadelig stort Rum i laset Tilstand. Neapel var Lasernes som Lazzaronernes Hjem. Laser hang her fra Stoleryggene. Sufflørens Ærmer hang i lutter Laser. Man spilte en Polichinel-Komedie, kaldet Prøven paa Rigoletto. Spillet var daarligt, men livligt, Stykket Vaas, fuldt af flove Brandere som arrosto for arresto. En Sanglærer i Stykket var fra Toscana og talte toskansk Dialekt, der i Neapel var højkomisk. Alle lo, naar han sagde chravallo for cavallo. En |14| andens Komik beroede paa, at han var Franskmand og udbrød: C'est grand bon, beaucoup bon. — Naar han sagde Oui, vakte det overordentlig Moro, og man udbrød: C’est grand bon, beaucoup bon. – Naar han sagde Oui, vakte det overordentlig Moro, og man gjentog med mange Fagter: Mi, Mi!
Præsternes Prædikener svarede i folkelig Kunst til Skuespillene. Mange var veltalende, og de voldsomme Haandbevægelser, de benyttede, virkede fortræffeligt. En kraftig, mørk, svedende Præst prædikede paa Kristi Himmelfartsdag over Teksten: Hvorfor staar I her saa ledige? »Saaledes siger ogsaa jeg, der ikke er Engel af Natur, men mere end Engel ved min Sendelse« (Sandt at sige lignede han ikke en Engel af Natur): »Hør Stormen tude, hør Lucifers Rasen, se alle Kirkens Fjender, hvor de tumler sig (come agiscono). Hvorfor staar I ledige? Aldrig har Tiderne været saa fæle. Gører gode Gerninger, øver Kærlighed for at beskæmme og besejre disse Satans Børn!«
En anden Præst i San Paolo Maggiore, en mager, hysterisk Skabning med fortrukket Ansigt, der ikke nøjedes med at gestikulere, men sprællede som Djævelen i et Vievandskar, gik op og ned langs hele Korets Længde med udbredte Arme som under Kramper, talte i lutter Udraab: O Maria, o vergine, tu sei bella come la luna, lieta come il sole, terribile come il fulgore osv. og blev efter at have skiftet Klæder for Alteret og have uddelt Sakramentet, omringet og bestormet af en Masse Kvinder, mest i Trediverne; han krammede deres Hænder, og deres Ansigter skinnede af Fornøjelse.
Imidlertid tog denne Befolkning sig ypperligt ud ved sine Fester, især ved de landlige, saaledes ved den for Madonna del Arco, der er kendt fra Leopold Roberts[II] Maleri, hvor Vognen holder med de forspændte Oxer paa Tilbagevejen fra den.
Over hver Vogn var udspændt et stort Stykke grovt Lærred i en Halvbue. Selve Vognen var en lang Karre |15| som Bryggervognene i Norden. Mændene sad foran i Solen ved Hestene i flere Rækker, som de kunde bedst, Kvinderne overfor hinanden som i en Char-à-banc, under Sejlet. Solen var hvidglødende, Sandet fygende; de røde, gule og hvide Dragter sprudede Lys og Farve. Paa Vejen skreg man, slog paa Tromme og sang. Nogle Smaapiger dansede til Castagnetternes Slag en henrivende Tarantel. Den ophørte, saaledes udført, at være Bondedans. Helt yndefuldt var det, naar Pigebørnene vendte Ryg til hinanden under Runddans. Og trindtom i de dybe Porte paa begge Sider af Vejen dansedes Tarantellen, mens Æslerne kom travende, og Smaabørn laa og sov i Kurvene langs Æslernes Flanker. Alle Firbenede, Heste som Æsler, alle voksne Mennesker og Børn var pyntede med røde Fjær, Sølvfjær og kunstige Blomster, og i denne Sol glimrede det kunstige Sølv som Ædelstene. De ældres Dragter var mest af Silke, højrøde med Guld; i Reglen var Dragten af purpurfarvet Silke med gult eller lysegrønt Forklæde. Mange Kvinder gik ikke, men dansede Tarantellen hen ad Vejen, mens andre slog Tamburin og sang nogle dumme Melodier, der lignede de østerlandske.
Leopold Robert[III] har i Syditalien set Lidet og har kun svagt gengivet hvad han saa. Stikkene efter ham, der er saa udbredte, er meget at foretrække for Malerierne, hvis Farver er ganske uden Liv. I en Egn, hvor Farven er endnu mere betydende end Linjen, og hvor Alt opløser sig i Farve-Indtryk af blændende Art, har han villet binde Bevægelsen, binde selve Livet i nogle regelrette og smukke Linjer. Hans Italien er da ikke sandt, eller rettere, det svarer kun til et vist Skjønhedsideal i hans Hjerne, hvortil han fandt nogle Motiver i Neapel. Men hvad kan han for, at dette Ideal var lidt magert og fattigt! Stakkels Robert[IV]; han skød sig af ulykkelig Kærlighed til en Prinsesse[V]. Havde han været |16| mere malerisk udrustet som Kunstner, havde han maaske ikke skudt sig. Han havde Blik for Stillingernes Skønhed. Jeg saa en ung Mand læne sig til en Vogn nøjagtigt i den Stilling som den Yngling paa hans Billed, der læner sig til Bøflerne.
Tilbage fra Festen foer alle de pyntede Vogne med deres skrigende, castagnet- og tamburinslaaende Befolkning i vildeste Firspring. Det var Folkeskik. Mange Hjul knustes; Mændene pidskede vildt paa Hestene, Kvinderne rejste sig som besatte og ruskede i Kusken, naar en anden Vogn truede med at komme forbi. Flere hundredtusind Mennesker stod i Neapel ventende ved Havnen og i de nærliggende Gader for at se Toget fare forbi.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
