Af den mægtigste Personlighed i Pius den Niendes[I] Rom saa jeg et Glimt. I Stanzerne kom en Dag en aldrende Prælat med et grimt, udtryksfuldt Ansigt gaaende. Han bar Kardinalernes røde Strømper. Hvem var det? Antonelli[II]. Paafaldende var den store, grimacerende Mund og de tindrende Øjne, der lyste, som traadte de ud af Hovedet paa ham. Han ledsagede flere Damer og talte til dem paa en indsmigrende Maade, præsteligt galant som en Hofmand fra det 18. Aarhundrede. En Dame kom til, trykkede hans Haand til sine Læber og kastede sig i det samme paa Knæ. Han løftede hende i Vejret som en sand Verdensmand. |4.| Denne Pavetidens mest forhadte Reaktionære[III], der sagdes at have beriget enhver af sine Slægtninge med Millioner, var styg, svagelig og trods sin Hofmandsholdning kejtet. Saare forskelligt fra ham maa den Søn af ham have taget sig ud, om hvem Marie Basjkirtzev[IV] fortæller.
En god Del saa jeg til de yngre Mænd, der var fuldt optagne af aandeligt at opdyrke Rom og oppløje den under Pave- og Præstevælden tilstenede Jord. Der var enkelte iblandt dem, som havde Mod, Veltalenhed og Evnen til at elektrisere uden at virke febrilsk. Blandt dem tiltalte min Ven Giuseppe Saredo[V] mig stadig mest. Det var lærerigt at høre juridiske Forelæsninger af ham ved Universitetet i Rom. Naar han havde endt sit Foredrag, gav han Tilhørerne Ordet frit, og da fulgte et levende, men ordnet Ordskifte. De unge Studerende modsagde hans Synsmaader eller overhovedet hans Lærdomme, søgte at forsvare forskelligartede Anskuelser, angreb desuden hinanden. Nogle talte barnligt, andre godt. Tilsidst sammenfattede Saredo[VI] alt det Udtalte, forsvarede sig, gendrev, og afrundede det Hele.
Med Hensyn til Opfattelsen af Folkelivet var det lærerigt at overvære de Skuespil, der gaves under aaben Himmel.
Paa Augusts[VII] Mausoleum spilledes f. Eks. Stiffelius ovvero il nuovo Luttero di Germania af E. Souvestre[VIII]. Den nye Luther[ix], der gaves med lang hørgul Paryk og Kanonstøvler, viste sig at være en almindelig uheldig Ægtemand. En skændig Læge ved Navn Raffaello[x] beslutter at forføre den nye Luthers[xi] Hustru, der er utaalmodig over, at hendes Husbond er mere sysselsat med sin Forfattervirksomhed end med hende. Han lader da den nye Luther[xii] fængsle for hans Frisind. Dèr fik Præsterne den, og Tilhørerne spidsede Øren. Fruens Fader, en Major, der spiltes med et Skæg og en Uniform som de prøjsiske Jernbanekonduktørers, aner Uraad og vil være paa sin Post. Elskeren kommer imidlertid og |5| sniger sig ind i Damens Sovekammer. De romerske Tøse fnisede rundt om i Parterret, Mændene sagde Oh! og kastede Sideblik omkring sig. Fruen kommer, tænder sit Lys, siger: »Det er sent, man maa i Seng« og gaar ind i sit Kammer. Tilskuerne ventede aandeløse; men der hørtes fra Scenen intet Skrig. De romerske Tøse stak da i at grine af fuld Hals, og Mændene saa sig triumferende om. Nogle sagde: »Hun finder sig i det«, andre: »Lyset gik ud«. Tom Scene. Den prøjsiske Major, ogsaa han med høje Støvler, kommer ind med et Lys og en Pistol; han vil forsvare sin Datters Ære med Skydevaaben. Uheldigvis véd den Tapre ikke af, at Ransmanden allerede er paa Pladsen. En tyk Matrone med fire Fingerringe paa hver Finger, der sad ved Siden af mig, raabte: Matto, det er udlagt Fæ! Majoren sætter sig med Pistolen i Haanden udenfor Kammerdøren, som for at Ingen skal forstyrre de lykkelige. Tæppet gaar ned, og Publikum jubler i vilden Sky. — I tredie Akt kommer vor Ven Luther frigivet tilbage. Hans Kone græder, tuder, hyler og fortæller ham, at han er — noksagt. Hun kravler i længere Tid frem og tilbage paa sine Knæ og tigger om Forladelse. Romerne raabte: Basta! Basta! og den nye Luther havde vist gerne tilgivet hende; men han turde jo ikke gaa ud af sin Rolle: Akten endte med, at han løftede Haanden imod hende og blev staaende med skrævende Ben i Tableau. Tæppet vilde ikke falde. Han stod bestandig. Endelig fik man Snorene redede fra hverandre, og Tilskuerne gik, just som Solen gik ned.
Saa tidt en saadan Forestillings Replikskifte blev overdøvet af Kirkeklokkernes Slag, undlod Tilhørerne ikke at udtømme sig i Forbandelser over Gejstligheden, der gjorde alt dette Spektakel og forstyrrede enhver Fornøjelse.
Ingen By stod dengang i kunstnerisk Henseende lavere end selve dette Rom, hvis kunstneriske Fortid var saa stor |6| og af hvis Paavirkning man ventede sig saa meget. De indfødte Romeres Maler- og Billedhuggerkunst kunde slet ikke regnes med; de Fremmede havde, alt efter deres nationale Forudsætninger, noget mere Evne. Men selve Luften i Rom virkede ugunstigt paa deres Ejendommelighed. De danske Malere lærte intet her og malte tilsammen spidsborgerligt. Der var ingen Fremfærd i dem, ingen nye Formaal. Det, de mindst tillod sig, var et Lune, og aldrig kom der fra dem noget Overraskende. Eller forsøgte de derpaa og vilde de frigøre sig for den altbeherskende Idyl, saa sprællede det Hele. Mange af dem trykkedes ogsaa som Kunstnere af deres Armod. En af dem havde den Plan at male den alderstegne Michelangelo[XIII], der efter Sagnet tilsidst, da hans Syn svigtede ham, lod sine Hænder glide over den farnesiske Herkules's Torso. Men Maleren opgav det, da Kostymet var ham for dyrt. »Hvor kan jeg købe Bukser til Michelangelo[XIV], naar jeg ikke har Raad til at købe Bukser til Vilhelm Jensen!«
En meget betegnende nordisk Ejendommelighed var denne:
Saa tidt jeg i hine Dage med ungdommelig Heftighed i Anledning af et Stridsspørgsmaal udtalte min Grundanskuelse, indlod Danske, Nordmænd, Svenske eller Finner sig aldrig paa Drøftelse af den, men indskrænkede sig ufravigeligt til den Paastand, at jeg selv vilde ende med at antage den stik modsatte Mening og forfægte den, enten naar jeg fik Embede, eller naar jeg engang gik hen og giftede mig, eller blot naar jeg blev fyrretyve Aar. Enhver lidt ualmindelig Tanke syntes dem Udslag af den blotte Uerfarenhed; men for mig stod det, hvad jeg ogsaa ærligt plumpede ud med, som om Karakterernes Usselhed i de nordiske Lande nu havde antaget saadanne Former, at det Udsagn: »Jeg vil ikke gøre dette eller hint, ikke finde mig i dette eller hint« |7| var tilstrækkeligt til at de Tilstedeværende hobevis antog Ytringen for Mundsvejr. Uden Overdrivelse kan jeg sige, at Ordet Jeg vil ikke, anvendt paa Fremtiden, i hele Kresen betragtedes som en Art Praleri, en Rodomontade. Saavidt var vi komne. Og der holder vi maaske endnu.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
