Levned, 2 (1907)

2.

Den første Brug, jeg gjorde af min genvundne Sundhed, var den noget uforsigtige at foretage en Fodtur i Sabinerbjergene med min unge franske Ven Georges Noufflard^[I]. Den staar for mig som en af de ikke ret mange solbestraalede Uger i mit Liv. Bjerglandskabernes i høj Grad afvekslende Poesi, Klostret i Subiaco med de Minder om den hellige Benedict^[II], der knytter sig dertil, den lidenskabelige Madonnadyrkelse i Genazzano, Befolkningernes barnlige og aabne, undertiden kloge Væsen, deres politiske Forestillinger og Fordomme, Villa d’Estes Kæmpecypresser og Tivolis Sibyllatempel ved de vidunderlige Vandfald, endelig det daglige Samliv fra Morgen til Aften med en Kammerat, hvis |3| Personlighed behagede mig og hvis Samtaler altid satte Tanker i Bevægelse – dette blev til en Soluge, uforglemmelig.^*

^*)Samlede Skrifter XI. 47 ff.

Endnu nogen Tid tilbragte jeg i Rom og dens Omegn. Trods mit lange Ophold i Byen havde jeg paa Grund af Sygdom kun set lidet tilgavns. Mindst tilfredsstillende var jo Levningerne af Oldtidens Rom. Naar jeg af Canina’s^[III] fortrinlige Værk Roma antica fik det fulde Indtryk af Stadens overvældende Pragt, af disse Templer og Paladser, hobede imod hinanden i én uhyre Straaleglans af Marmor, saa var det tomt og stemte det vemodigt, at af alt dette var kun nogle sønderbrudte Rester tilbage. Forestillede man sig, hvad Forum Romanum engang var og holdt op derimod hvad det i vore Dage er, saa var det som sammenlignede man et prægtigt Fyrværkeri med det forkullede Stativ, der staar tilbage Dagen efter, eller som skulde man danne sig et Begreb om en dejlig Kvindes Skønhed efter et Skinneben og et Par Ryghvirvler, der fandtes i hendes Grav.

Forrige afsnit: 1.
Næste afsnit: 3.