Det forekom mig, at Ludvig I[I] næsten helt og holdent var Ophavsmand til det München, man dengang saa. Kunstaand kunde han jo ikke uden videre meddele sine Bairere; han gav dem derfor Kunstundervisning og importerede i sin By alle Slags Efterligninger af Antiken og Renæssancen; Propylæer, et Glyptotek, et Pinakotek, Loggier og andre Ting med græske, latinske og italienske Navne. Han lod Arkaderne bemale med italienske Landskaber og forsynede højstegenhændigt hvert af disse med et begejstret Distichon paa utrolige Vers f. Eks. dette med syvbenet Heksameter om Florents:
eller dette vakre, mærkeligt betonede om Perugia:
Kong Ludvig[II] var jo bl. A. en Beskytter af Thorvaldsen[III]. Det stødte mig, at udenpaa Skulptursamlingen stod Thorvaldsens[IV] Statue mellem de tyske Kunstneres, at han ligeledes paa Pinakoteket var malt mellem Kongens andre Undersaatter. Disse Kunstnere slog i et Maleri en Helvedhund med tre Allongeparykker paa de tre Hoveder ihjel. De anede ikke, hvor parykket hele deres Bestræbelse i Fremtiden vilde forekomme. Hvor oprindelige var ikke de virkelige Parykker (Molière[V] og Watteau[VI], Holberg[VII] og Voltaire[VIII]) i Sammenligning med alle disse parykfri Tyskere. Men det kunde jo ikke negtes, at Thorvaldsen[IX] her var sat ind i den Gruppe af Kunstnere, hvor han – desværre – hørte hen.
Jeg gensaa Ægineterne og følte nu for første Gang, hvor forkastelige disse Istandsættelser af Antiken var, Thorvaldsens[X] som andres. Man burde lade Antiken staa som den stod, selv i Stumper. Her var nu endda Brudfladerne blevne huggede bort eller huggede til, saa en Gendigtning af Helheden, som den saa ud, var yderligt vanskeliggjort. Forkastelig var denne forældede Bestræbelse for at det Levnede skulde se ud som mere end det var, det Halve som helt, og for at Alt skulde være net, glat, pudset som i en gammel Jomfrus Dagligstue.
Med levende Opmærksomhed og yderst ringe Fornøjelse gennemgik jeg paany Cornelius’s[XI] Fresker. Det Tragiske var opfattet grelt og teatralsk. Priamus lignede Heltene i de tyske Tragedier, som man saa i Hamborg; han havde alenlangt |54| Skæg, tommedybe Furer af Græmmelse, tog sig ud som sluppet ud af en Illustration til Nibelungenlied.
Páris med Hængekrøller var komisk, Athene lang, mager, sentimental som en af Datidens Romanforfatterinder. Man undredes over, at hun ikke bar Briller. Hvor Prometheus befriedes, lignede Ørnen en lille, daarligt slagtet Kalkun; Ideen om et Køkken og en Tallerken greb Beskueren uformodet. Man vovede ikke at se paa Maleriet, naar man som jeg i flere Timer ikke havde spist; man blev endnu mere sulten deraf.
Den maleriske Udførelse var gennemgaaende ringe, Paphud, Kalkfarve og Lærdom. Tegningen var mest en lærd og pedantisk Anatomi af Magre. Det var som om Kunstneren i hvert Træk vilde vise, at han havde studeret det menneskelige Legeme i sit Ansigts Sved med Kniv og Blyant; han vilde ikke have gjort Studiet for intet.
Til Gengæld var den hele Komposition stor i sit Anlæg, ypperligt opfunden og tildels smukt tegnet. Trojas Erobring var særlig godt komponeret. Det Følelsesfulde (som Hektors Afsked) var dernæst lykkedes ligesaa godt som det Patetiske slet, og mange Enkeltheder var udmærket skønne, Briseïs’ Skikkelse f. Eks., og de fire Billeder, som forestillede de fire Dagstider. Men Alt i Alt følte jeg mig bestyrket i min Uvilje mod denne nytydske Kunst.
Med Glæde gensaa jeg de gamle Malerier, Tizian’s[XII] Karl V[XIII], Rubens’[XIV] Portræt af Hustruen med den nøgne Dreng paa Skødet, Giorgiones[XV] Selvportræt, Rembrandts[XVI] ved Sammenspillet af Lys og Skygge saa dejlige Barnet lærer i Templet og de gribende, henaandede Landskaber af Claude Lorrain[XVII]; jeg havde ingensteds set fuldkomnere Billeder af ham.
Byen var oversvømmet af Dagens Heltes Portræter. Alle Krigsberømthederne fyldte umiddelbart før Troppernes Indtog Vinduerne.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
