16.

I Verona vekslede Folk deres sidste italienske Sedler for østerrigske; men da Pengene ikke trykkede mig, havde jeg kun en halv Franc at veksle.

|51| Neppe var jeg paa Vejen fra Verona kommen ind i Tirol, før jeg saa en Himmel, hvis Udseende jeg i næsten et Aar havde glemt; smaa blaa Klatter spredte mellem Klumper af graasorte Skyer, drivende Taager, Mørke Kl. 6 om Eftermiddagen i Juli Maaned. Jeg frøs elendigt i min tynde Dragt, da vi gik over Brenner. Saa blev Himlen helt graa og tung som Bly, Regnen øsede ned Nat og Dag igennem, Kulden forekom siberisk.

Mange andre Sorgens Tegn viste sig. Folk begyndte at snakke Tysk og ventede, at man forstod dem. Samtidigt tabte som ved Trylleri Ansigterne deres Form. Kindernes skønne Oval blev til langagtig Magerhed; Mændene havde grimt Skæg og smudsige Støvler; Kvinderne tabte deres blide Udtryk af let jordisk Erotik og begyndte at se ud som forstod de at spare.

Til Rejseselskab havde jeg en tysk Frøken paa mildest talt 29 Aar, der ikke kunde lide Italien og i sin smagløse Pynt fortalte mig, at alle Italienerinder var »so schlampig angezogen«; en tysk Herre havde ved at støde hende med Foden (!) gjort hende opmærksom paa en florentinsk Dames gruelige Dragt. Jeg tænkte, men sagde ikke .... dog hvad jeg tænkte, vil jeg ogsaa nu fortie. Jeg sagde, men tænkte ikke: Gewiss, es ist ein wahres Vergnügen, die hübschen, deutschen Toiletten zu sehen. Det aabnede Medusens Hjerte, og hun fortalte mig nu med en Tungefærdighed uden Mage, at hun kom fra Perugia og skulde vende tilbage dertil, for at gifte sig der. »Men«, tilføjede hun koket, »jeg troer ikke, jeg gør det. Ser De, han er Ølbrygger i Perugia, en Enkemand paa seks og tredive. Han vil have mig til Kone. Men jeg kan ikke bestemme mig; jeg gad føre et roligere Liv. Jeg skulde da staa for Beværtningen, og dèr sidder de Herrer italienske Officerer til Kl. halvto om Natten. Kl. 5 maa man saa paany være oppe. Og ser De: Manden er dog |52| virkelig for kuriøs. Tænk Dem, han giver sig til at græde, da jeg rejser, han, et Mandfolk! Han elskede mig jo saadan, at han næsten var daarlig deraf. Men nej! jeg vil føre et roligere Liv.« – Alle hendes Veninder havde rigtignok betegnet ham som et ekstra godt Parti; men hun vilde dog hellere afvente en ny Chance, og saa klagede hun over hver »Kreitzer« for meget, hun paa Rejsen havde givet ud.

Jeg gad tilsidst ikke svare hende, ikke se paa hende, og hun lod mig i Fred.

I München forbausede mit Hotelværelse mig ved sit rene Skær. Jeg opdagede, det var lige saa længe siden, jeg havde set et virkelig rent Værelse som en rigtig kold og skidengraa Himmel. I Byen gjordes Forberedelser til Troppernes Indtog, som jeg ved temmelig hurtig Bortrejse undgik at blive Vidne til.