Mit første overvældende Indtryk af Venedig var det, at Intet, jeg i mit Liv havde set af bebygget Jord, kunde maale sig med selve Byen i Interesse og Skønhed. Hver Aften sejlede jeg ud fra min Gadedør ind i Eventyrets fortryllede Land. Ved Arkitekturen paa Piazettaen og Marcuspladsen mindedes jeg Schellings[I] Ord om Bygningskunsten som frossen Musik.
I Rom havde jeg stræbt ved Hjælp af Indbildningskraft at genopføre et mægtigt Hele ud fra Stumper og Stykker. Her levede man i en Skønhed og Pragt, som ikke var ringere end det antike Roms. Kun Befolkningen, som var moderne, stemte ikke ret overens med Byen, som var Renæssance. Saa skønne disse Blondiner end var, med deres gennemsigtige Flor over de hvide Skuldre, det var dog ikke disse Dragter, der passede til disse Huse, Pladser og Gondoler. Men da jeg første Gang var sejlet over til Akademiet og saa Salene ligge aabne for mig, en efter den anden, bedækkede fra øverst til nederst med Bellinier[II], Carpaccier[III], Tizianer[IV], Veroneser[V], Tintoretto’er[VI], gøs jeg formelig af Fryd over saaledes at se Fortidens Venedig ligge udbredt for mine Øjne: Alt dette eksisterer, findes her, er mit! og jeg følte en Begærlighed som en Forhungret, der føres til et Bord med udsøgte, duftende Retter og ønsker sig en Hajfisks Gab.
Venedigs dybeste Ejendommelighed syntes mig den, at den ikke, som andre Byer, indeholdt Slotte eller Bygninger med Kunstværker, men selv var et Kunstværk. Intetsteds havde jeg modtaget et saadant Indtryk af ensartet Kultur. Akademiet var ikke noget Museum; det rummede kun Malerier, der var opstaaede i Byen selv. I Dogepaladset fandtes ingen Scener af Roms Historie, som ellers allevegne, kun i |43| Hobetal allegoriske Fremstillinger af Venedig og Malerier af Venedigs Historie til Forherligelse af venezianske Bedrifter.
Hvad der havde arkitektonisk Tiltrækning i Stæder som Berlin eller München, var fremkommet ved studeret Efterligning af Athen eller Florents (som det lille Erechtheion-Tempel i Altes Museum eller Loggiaen i München). I Venedig var der aldrig tænkt paa andet end Venedig.
Det forekom mig utvivlsomt, at disse Gader af Vand med deres Lysspejlinger og Lufttoner, dette Amfibiumsbyens hele Luftlag havde gjort meget til at give Venedigs Malere deres Farvesans og Farveglæde.
At alle Gader ved Sommertid her var fulde af nøgne Svømmere af enhver Alder, der pladskede om og sad, kun iførte lette Svømmebenklæder, paa Husenes Marmortrapper, maatte ogsaa øjensynligt have medvirket stærkt til at Venedigs Rolle i Malerkunsten blev den straalende Gengivelse af den menneskelige Huds Lød i de skiftende Belysninger.
Men Naturens Uensartethed i de forskellige Byer syntes mig ikke desmindre utilstrækkelig til at forklare saa dybe Modsætninger som den mellem Leonardo[VII] og Tizian[VIII]. Deres Fødesteders klimatiske og landskabelige Ulighed forslog ikke dertil. Det faldt mig ind en Dag ved Solnedgangstid paa den store Kanal. Himlen var klar, Konturerne her i Venedig saa skarpe som i Florens eller Milano. Men der havde ikke været nogen Time i de store Kunstneres Liv, hvor Leonardo[IX] og Tizian[X] kunstnerisk følte ens.
En Dag, jeg sejlede fra Piazzettaen til San Giorgio maggiore i en sirlig Gondol med en elskværdig gammel Barcajuola, fornam jeg nogle Øjeblikke den fuldkomne Lykkes Tilstand. Himlen var ren, Solen straalede uden at hede, Baadens Bevægelse var mere indsmigrende for Nerverne end sød Musik. Det var mig, som aandede jeg en |44| ukendt, finere, mere styrkende Luft; jeg holdt mig uvilkaarligt rankere end ellers.
Naar jeg følte mig saa vel i Venedig, beroede det bl. A. paa, at den jævne Befolkning aldrig var grov, næsten altid fornøjet, og saa højflig, at den for en ringe Drikkeskilling, som man i Syd-Italien vilde kimse af, gjorde En Tjenester og viste En Velvilje. Den forsøgte aldrig at bedrage.
En Aften, da jeg sad nede paa Riva dei Schiavoni med Havet for mig, en stor Have bag mig, kom en Række unge Mænd, Marinesergeanter i Uniform, forbi. En af dem foer ud af Geleddet og hen imod mig. Jeg rejste mig, han faldt mig om Halsen og kyssede mig ømt. Det var Alfonso Vigoriti[XI]. Jeg blev paany overrasket af hans Væsens Gratie. Fin af Ansigtstræk havde han et stærkt og smidigt Legeme, smalt om Livet som en ung Piges, og talte trods sin neapolitanske Afstamning, det reneste, mest fuldttonende og musikalske Italiensk, man kunde høre.
Han sagde til mig: »De skal ikke undre Dem over den store Hengivenhed, jeg har for Dem, endnu mindre fatte Mistanke til den. Jeg er en Smule Fysiognomiker; jeg har været Maler i fire Aar, og syntes straks saa godt om Deres Ansigt, at jeg besluttede at gøre Deres Bekendtskab. Derfor lagde jeg mig, da De i Jernbanevognen havde støttet Deres Fod mod Sædet overfor. Jeg tænkte, De da vilde tage Foden ned; saa vilde jeg sige, det behøvede De ikke, og saaledes indlede en Samtale. De tog Foden til Dem, og da jeg sagde, De maatte endelig lade den ligge, hørte jeg, De kunde tale Italiensk og aldeles fortræffeligt [overdreven Artighed]; saaledes fik jeg vort Bekendtskab i Stand. Nu vilde jeg ønske, jeg havde en lille Foræring at give Dem; saa vilde De ikke glemme mig; men nu glemmer De mig dog.« |45| Jeg spurgte ham, hvad han agtede at gøre, naar om et Aar hans Tjenestetid var til Ende.
»Ak, kære Signor Giorgio[XII], De spørger mig der ikke om mindre end om min hele Historie. De ser, hvorledes det er her i Venedig, og hvad de forstaar ved Kærlighed her. For et Glas Øl har De den smukkeste Pige. Mon ikke Poesien taber sig i Verden? Troer De, at vore Efterkommere vil forbinde noget Poetisk med det Ord, Kærlighed? Men jeg har elsket anderledes.
Jeg var fattig; vi var saa mange Børn hjemme. Jeg begyndte at male, og saa forelskede jeg mig. Det var en daarlig Familie, en fæl Moder, den ene Søster ogsaa temmelig slem, hun artede efter Moderen; men den anden – De kan ikke tænke Dem en yndigere Pige og en som ved sit Udseende og sine Bestræbelser var mere fornem. Vi elskede hinanden, og saa blev hun syg. Jeg solgte mit Bohave, mine Billeder, alt muligt for at holde Læge til hende og underholde hende under hendes Sygdom. Hun blev daarligere. Jeg malte fra Uge til Uge Smaabilleder, jeg øjeblikkeligt solgte til en Kunsthandler. Saa døde hun. Aldrig har jeg følt et saadant Mishag ved Livet (Taarerne stod ham i Øjnene). Jeg besluttede at rejse bort og aldrig komme tilbage. Jeg var nitten Aar, gjorde mig da til Marinesoldat og har nu i tre Aar set hele Italien, været i alle Byer her og paa Sicilien. Jeg har en god Furér og en Kaptajn, der er fortræffelig imod mig, desuden de bedste Kammerater; men aldrig har jeg glemt hende; jeg kan aldrig lade være at tænke paa den døde Pige.
Nu véd jeg jo godt, at de Døde vender ikke tilbage; men undertiden er jeg saa gal, at jeg tænker, hun maa komme igen. Jeg troer ikke paa Præsterne; men jeg beder ofte. Dog, hvad hjælper det, nytter til Ingenting. Vi lever ganske strengt og har liden Frihed. Naturligvis har jeg nu |46| og da en Kæreste i en eller anden By. Men det mishager mig; det er grovt og dumt, og blev man ved med det, vilde man hurtigt gøre Ende paa sine Penge og sit Helbred?«
Jeg gentog mit Spørgsmaal, hvad han tænkte at gøre. Han svarte: »Jeg har i Grunden opgivet ethvert Haab; jeg overlader Alt til Skæbnen. Misforstaa mig ikke! Tro ikke, jeg beklager mig; jeg har det godt fra Dag til Dag. Men, hvad kan jeg blive? Maler, vil De sige. Men det er en Umulighed. Naar Tjenesten er til Ende, er jeg 23 Aar; jeg har næsten glemt, hvad jeg kunde; det er for sent at begynde forfra. De mener Nej, men hør og døm selv! For at blive en god Maler maa man have Penge, anvende mange Aar paa Arbejdet, før det kan indbringe noget. Den som skal arbejde mod to Maal paa én Gang, at have en god og smuk Plastik i Farven og at fortjene sit Brød ved Kunsten, han er forbi. Desuden, hvad troer De, man giver for en Begynders Malerier! Min Fader er død, min Moder, poveretta! og min lille Søster lever kummerligt nok af Pensionen efter ham: af dem kan jeg intet vente.«
– Jeg vilde have følt det som Lykke at kunne sige til denne unge Mand: »Jeg skal hjælpe dig to Aar, indtil du kan male«; men jeg var ikke mere velhavende end han. – For at kunne købe nogle Fotografier efter venezianske Kunstskatte havde jeg i nogen Tid maattet give Afkald paa min Frokost.
Pengeløs, som jeg var, havde jeg skrevet til en Bekendt, hvem jeg havde laant 10 (ti) francs for om muligt at faa dem igen, og til en Ven om at laane mig 100 francs for om muligt at kunne forlænge mit Ophold i Venedig nogen Tid. Nu kom Afslag fra dem begge, jeg kunde kun med Nød holde mig her tre Dage endnu og maatte saa tage hjem. Da jeg havde faaet Brevene, gik jeg hen paa Marcuspladsen og skrev med Blyant paa et Stykke Papir disse Vers:
|47| FINIS
Det var en Fornøjelse at se Venezianerinderne i deres hvide Kjoler med den lille Knipling over Haaret gaa ind i Kaféerne under San Marcos Buegange, eller gaa samtalende forbi. Stadigt iagttog man imidlertid samme Skue: den ældre Mand, den unge Frue, og den tredie; Blikke, der ikke behøvede Fortolkning, visse Drejninger med Hovedet for at Manden, som var gaaet ind i Kaféen, ikke uforvarende skulde komme |48| tilbage, endelig ogsaa Minespil, som røbede, at man endnu var ved den allerførste Station af Cicisbeatet, saa man kun smilede og saa ned, istedenfor at se hinanden ind i Øjet. Af og til iagttog jeg dog ogsaa en ung Kvinde, der med en mærkværdig og aarvaagen Udholdenhed undgik en Mands Blik.
Hvad var det, som gjorde disse Kvinder saa smukke? Først Race og Klima naturligvis, saa den medfødte Sans for Ynde i Væsen og Adfærd, saa den fuldstændige Lediggang og Tankeløshed. De var endnu de samme uforstyrret rolige og dejlige Dyr som paa Tizians[XIII] og Veroneses[XIV] Tid.
Paa Pladsen fodredes, dengang som nu, af de Fremmede en Skare af Duer. Men disse var ogsaa noget nær Venedigs eneste Dyr; forsaavidt kunde den kaldes den menneskeligste By. Der fandtes nogle Hunde, et Par levende Heste foruden dem af Bronce paa Kirken, ellers ingen Dyr. Det var maaske derfor, at de venezianske Malere med saa stor Forkærlighed anbragte enkelte fine og sjældne Dyr, som Mynder eller Aber, i deres Billeder. Det var jo ogsaa en Venezianer, Bassano[XV], der ret begyndte at indføre Dyrene i den italienske Kunst.
Jeg lod mit Blik dvæle endnu engang ved Biblioteket, hvis fuldendte Bygningskunst mindede mig en Smule om Palazzo Farnese i Rom. To Etager af de skønneste Rundbuer, hvilende paa prægtige Søjler, der hver for sig indfattedes af Buernes nedre Dele, som i det underste Stokværk af Farnese. Indtrykket var: ædel Styrke, rolig Fasthed, Pragt uden Yppighed, let, stolt Dejlighed uden Strenghed som uden overdaadig Udsmykning.
Overfor tog det underfulde Dogepalads sig ud som et arkitektonisk Paradoks; thi det lagde det Massive paa det Gennembrudte; men dets aabne Søjlegang var saa mægtig, at den, som Atlas bærer Jorden, bar Stokværket med de |49| gotiske Spidsbuer og den øverste, maurisk-udseende Mur. Det udgjorde en Enhed som Goethes[XVI] Livsgerning, der ogsaa har et gotisk Stokværk med Götz og Faust, et antikt med Ifigenia og de romerske Elegier, et østerlandsk med West-Oestlicher Diwan.
Og hvilken Kærlighed havde de gamle Bygmestre ikke havt til barnlig og slaaende Sindbilledkunst. Saaledes var de to Søjler blandt Dogepaladsets talrige, mellem hvilke Dødsdommene forkyndtes, ikke som de andre af hvidgraat Marmor, men af blodrødt. Der stod Dommeren, og udraabte Dødsdommen over Marino Falieri[XVII], medens de paa Piazettaen forsamlede Tusinder hørte det Budskab om et Hoveds snarlige Fald, paa hvilket der blev ventet.
Jeg stod paa Rialto og mindedes Shylock. Jeg sejlede forbi det lille snevre Palads, der gaar under Navn af Desdemonas. Saa stor var da Shakespeare[XVIII], at det var, som beskyldte han Historien for at fortie det Mindeværdige, og man skyndte sig med at retfærdiggøre Virkeligheden overfor hans Digtning her, som i Verona og Helsingør.
Jeg saa i San Giorgio Maggiore for sidste Gang den Mængde skønne Broncer og udskaarne Trærelieffer, som fandtes der. Var der under Renæssancen en Klump Bronce eller et Stykke Træ i Italien, som man ikke gav Kunstform? Hvilken Masse dejlige Træskulpturer og Intarsi (Træ indlagt i Træ) fandtes ikke rundt om! Og var ikke dette det rette Tegn paa Kærligheden til Kunst og Anlægget for den, at man gjorde Alt til Stof, medens Pedanterne hjemme troede, at Skulptur kun udførtes i Ler og derefter mekanisk blev overført til Gibs, Marmor eller Bronce.
Den sidste Dag, da jeg et Øjeblik forstemtes ved at man hjemme vilde indvende mod mig, at jeg dog i al denne lange Tid ikke havde set andet end det Italien, som enhver, der havde Raad til en Rejse, saa, følte jeg stærkt, |50| at det, som var mit Italien, det, hvoraf jeg havde draget den Næring, som netop min Aand trængte til, det havde ingen Anden set. Og af alle Lande, Danmark undtaget, havde jeg opholdt mig længst i Italien, ligesom jeg af alle Mennesker, de Danske undtagne, havde flest Venner blandt Italienerne.
Imorgen gik jeg altsaa over Alperne. Hvad havde Hannibal[XIX] og Bonaparte[XX] gjort andet! Men de var gladere derved end jeg. Og jeg slog mit Pas ud for mig, for hvilket jeg nu paany skulde have Brug og læste med et Smil og en lille Gysen: Nous, Christian IX[XXI], Roi des Vandales.....
Henad Aften kom Vigoriti[XXII]. Vi spadserede først i Venedigs Have, saa førte han mig hen i et Birreria, hvis Padrona var en Veninde af hans Furér. Jeg var ikke misfornøjet med at tilbringe min sidste Aften paa Italiens Grund i en smuk Kvindes Selskab. Hun satte sig hos os, 21aarig, en letklædt Blondine med et Diadem i sit lyse Haar. Efter en Times Tids Passiar sagde jeg hende, at jeg næste Dag skulde forlade Italien og udbad mig Ønsket om en lykkelig Rejse. Hun kyssede mig et Par Gange meget hjerteligt; saa var Tiden forbi; Vigoriti[XXIII] maatte hjem til Kasernen. Jeg fulgte ham, han trykkede mig til sit Bryst, og vi skiltes. Da jeg var kommen et halvhundred Skridt bort, hørte jeg En raabe bag mig: »Signor Giorgio! Signor Giorgio!« Det var igen Vigoriti[XXIV]. Han sagde: »Jeg glemte før at ønske Dem en lykkelig Rejse«, og kastede sig endnu engang om Halsen paa mig.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
