Fra Bologna til Padua havde jeg paa tredje Klasse elskværdigt Rejseselskab, to unge Marinesergeanter, høflige, forstandige, underholdende. De var frivillige, af ret god Familie, den ene fra Neapel, den anden fra Venedig. Den neapolitanske, der var lille, fin og hjertevindende, hed Alfonso Vigoriti[I]; Venezianeren, der var stærktbygget som en ung Herkules, hed Giuseppe Peccei[II]. De paastod at vide |40| noget om Danmark; vi havde en dygtig mandlig Ungdom (une bella gioventù); vore Kvinder var af Udseende romantiche – men var de virkeligt allesammen blonde? De fandt det naturligvis fint at være blond. »Er det en intelligent Nation, den danske?« spurgte Vigoriti[III]. Jeg tøvede noget med Svaret, da jeg nødigt vilde prale, og nødigt lyve. Men Peccei[IV] kom mig i Forkøbet med det udmærkede Svar: »Alle søfarende Nationer er intelligente«.
De rystede mine Hænder, da vi ved Padua maatte skilles; men hurtigt greb de min Haandkuffert og min Taske og bar dem ned paa Stationen, kørte saa videre til Venedig. Nabobyer har altid noget tilfælles. Padua mindede ved sine Buegange om Bologna, medens dens Kupler varslede om Venedig. Hovedkirken San Antonio (viet Byens Helgen) havde massive, firkantede Piller med Spidsbuer og to dejligt smykkede Kapeller paa hver sin Side af Midterkuppelen. Det tilhøjre havde gulrøde Marmorsøjler, stærk Forgyldning og brogede Fresker; det til venstre slanke, fine Søjler af lysegraat Marmor og en Række fuldendt skønne, snehvide Marmorreliefer over det af tredive Vokskerter belyste Alter, bag hvilket Helgenens Levninger bevaredes. Unge Kvinder kom og lagde deres Haand paa Alterets grønne Marmorsider for at opnaa et eller andet. Imens spilte Orgelet, og Røgelse fyldte Kirken. Der var godt at være.
Foruden Byens andre Kirker og Paladser besøgte jeg ogsaa det ældgamle Universitet. Rundt om paa Gaardens Mure var fremragende Elevers Vaabenskjolde ophængte. Næsten hver fjerde var dansk. Der var Navne som Thomas Fiuren[V], Danus; Alexius Walckendorph[VI], Danus; Ludovicus Johan Puchius[VII], Rip. Danus; Severinus Johannes Bonzius[VIII], Randrus, Danus. Over Brødrene Fiurens Navn stod Alemanna, over Thomas Bartholinus’s[IX] Romana, hvad vel betydede Studenterforbindelser; iøvrigt havde de antegnet, om |41| de stammede fra Ribe eller Randers. Men nogen Forening Dania gaves der øjensynligt ikke.
I en Udkant af Byen laa den bevoksede Plads Prato della Valle, befolket med mer end hundrede Statuer af Universitetets berømteste Elever, deriblandt Petrarca[X], Ariosto[XI], Tasso[XII], Galilei[XIII], Savonarola[XIV], og Fremmede som Jan Sobiesky[XV] og Stephan Bathori[XVI]. Jeg undrede mig over ikke at finde en Statue af Livius[XVII], der dog vel maa være Byens berømteste Mand, og hvis patavinitas (Padua-Købstadagtighed) hans Fødeby ikke ret vel kunde bebrejde ham; men rimeligvis vidste man ikke, hvordan han saa ud.
En Plads i Ens Erindring, naar man forlod Byen, optog den monumentale Kafé Pedrocchi, der gjaldt for den største eksisterende, et Slags Slot med Søjlegange og hvilende Løver paa hver Side af Façaden. Jeg saa den uvilkaarligt i Lys af Giusti’s[XVIII] muntre og dejligt rimede Digt om Studenterlivet i Padua. Den laa overfor Universitetet og Studenterne søgte til den, væbnede med blaa Briller mod det stærke Sollys.
I den rige botaniske Have, Europas ældste, vidtløftigt beskrevet af Goethe[XIX], følte jeg ikke stort. – Paduas Gader, havde, hvor de gennemskares af Floden, noget malerisk ved sig, og Byen havde i San Antonio og Palazzo della Ragione originale Mindesmærker af Rang. Ellers virkede den paa mig som en Mellemting, lidt Bologna, lidt Venedig, hvilken sidste den nutildags har næsten ved sine Porte. Selvstændig Kunst havde den ikke udviklet, dens Maler Il Padoano var en Overgangsskikkelse, malede iøvrigt som Veronas Maler Il Veronese i det Væsenlige veneziansk. I hans Brylluppet i Cana var Anordningen helt Veroneses, men Bruden, som var Hovedperson, havde en Sødme i Udtrykket, der mindede om en Kunst, der ikke var veneziansk, Luini’s.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
