Jeg følte det som en Lykke, at komme anden Gang til Florents med saa kort og dog langt et Mellemrum og gav mig til med Lidenskab at gense Byen, nu med nye Øjne, efter alt hvad jeg i Mellemtiden havde lært at kende.
Den sidste Dag af mit Ophold skrev jeg:
Ak Firenze! Saa er det forbi. Du bliver og jeg gaar. Hvad er dog bittert som denne Adskillelse fra det Ypperste, man elsker. Jeg gik i San Lorenzo og sagde Michelangelo[I] Farvel, gik saa omkring at kaste et sidste Blik paa mine Yndlingsbilleder i Uffizierne og Pitti. Jeg rev mig løs, gik ned ad Trappen, kunde ikke, vendte om, og saa alt igennem endnu engang. Mine Tarme skreg, saa sulten var jeg; men jeg kunde ikke gaa. Og nu vide, at alt dette bliver nagelfast her og at jeg glemmer det rent; at jeg kender det, som jeg kender Kjøbmagergade, og vil glemme Enkeltheder i Mængde.
O Giorgione[II] levvel! hav Tak I alle, i hvem Menneskeslægten blev sig selv og naaede sin Højde og blev forklaret som ellers kun hos en Shakespeare[III] eller en Goethe[IV], tusind og atter tusind Levvel!
Hvilken Lykke det maa være at være Italiener, at sige til sig selv: Dette er Blod af mit Blod, alt dette har mit Folk og mit Fædreland frembragt! og hvor vemodigt at tilhøre et vist andet Folk, lidt nord for Tyskland og vest for Sverig, hvis største Aander er en gammel satirisk Historieprofessor[V] med Paryk, der ikke mætter Sjælen med noget Skønnere end Peer Paars, og en smuk, korpulent Etatsraad, der gav os et Helte-Ideal i sin Axel Thorsøn og et Kunstner-Ideal i sin Correggio[VI], mens han ikke saa andet i Michelangelo[VII] end en dygtig Buldrebasse, en Scribesk Grenader fra Kejsertiden.
O Firenze! Saa er det forbi. Og Andre vil komme og beskue Palazzo Strozzi, men, troløse! vil de elske dine gamle Mure som jeg? og Andre vil se ud over Arno i Maanelyset og sidde i Skygge i Bobolihaven; men vil de være taknemmelige som jeg? Dine skønne Piger, som nu er unge, vil ældes, og Andre vil komme og her se dejlige Kvinder, som nu er Børn, og disse Kvinder vil da have de samme himmelske Leonardo[VIII]-Blikke, det samme fine Snit af Pande og Næse, det samme Silkehaar til de sorte Øjne, lige saa lille og slank en Fod. Og medens de træder saa sikkert og taktfast paa den som Pigerne nu, vil jeg sidde etsteds nær Amager og først graane, saa visne. Og jeg vil blive fortrykt og melankolsk og udgive daarlige Bøger og blive skældt ud |36| for det lidt Gode, der findes i dem, og hænder det mig en Gang at blive rost, vil jeg knibe mig i Armen og sige: Har jeg sagt en Dumhed?
Ja Florents, jeg elsker dig – mer end nogen Kvinde, thi du er mer end nogen Kvinde. Du er rig paa de sjældneste Indfald i Farver og Former og anderledes berigende end nogen Kvinde paa Jorden. Du er ensartet, let overskuelig. Men du er paa samme Tid Overflødighedshornet, ud af hvilket det altid vælder, Vandspringet, der evigt springer med Gratiernes gyldne Æbler!
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
