Vejen fra Siena til Pisa var tarvelig, et mellemitaliensk, bakket Jordsmon. Ensformigheden brødes dog ved at Kornmarkerne, modsat de nordiske, var indhegnede af Træer, mellem hvilke Vinrankerne hang i Buer. Da jeg kørte paa |32| tredie Klasse, derfor med et Godstog, var Farten ikke stærk, men jeg sagde med Bjørnsons[I] Bergliot: Kør langsomt; thi vi kommer tidsnok hjem.
Som beliggende ved Arno havde Pisa nødvendigvis nogen Lighed med Florents, men den var en langt mindre alders-tegnet By. Intet, der kunde lignes med Ponte vecchios ældgamle, snurrige Dejlighed. Gaderne var vel bedækkede med de toskanske Byers store, smukke Fliser, men regelrette og snorlige.
Byens Skønhed var samlet paa den vidtberømte Duomeplads, der laa ensomt, afsides. Øjet søgte uvilkaarligt først det skæve Taarn, droges dog ikke mest deraf men af Baptisteriet, der i Form af en uhyre Pavekrone fængslede Opmærksomheden, og af Duomen med sin overraskende Søjlefaçade i fem Stokværk. Fra dem vendte Blikket tilbage til det skæve Taarn, den fine, høje, runde Bygning, bestaaende af otte hvide Marmor-Etager over hinanden, hver af de seks midterste dannet af fire og tyve yndefuldt slanke Søjler i Kres. Taarnet vilde været endnu smukkere, om det havde staaet lodret. Duomen tog sig i Sammenligning dobbelt skøn, solid og alvorlig ud, blot fordi den stod. En dyb og mærkværdig Kærlighed til det Lodrette var øjensynligt indgroet i Menneskesindet. Vi hadede det skæve. Det oprørte os, fordi Øjet følte det som en Fornærmelse, og vi vendte os da harmfulde bort. Ikke desmindre var det denne Bizarritet, denne Hæslighed i det fine Mindesmærkes Holdning, der havde gjort det til det eneste berømte i dette Trekløver af Monumenter og gjort Byens Navn kendt over Jordkloden. Vi elskede det Lodrette, som vi elskede det Gode. Begge Dele var et Krav i vor Natur, en Trang i vort Væsen. Ogsaa skønne Aander saarede os, ifald de var skæve, som Rousseau[II] eller Kierkegaard[III]. Det at staa lige paa Jorden, var Grundbetingelsen for alt andet.
|33| Bygningernes Indre kunde ikke maale sig med deres Ydre. I Baptisteriet var dog en Prækestol af Nicolo Pisano[IV] beundringsværdig; især var enkelte af de helt nøgne Figurer uforligneligt gode. Nicolo Pisano[V] burde nyde den største Anseelse hos enhver Dyrker af Renæssancen; thi før nogen anden, i det 13de Aarhundredes Midte, en Menneskealder før Cimabue[VI] og længe før Giotto[VII], havde han genopdaget Menneskeligheden, Grækeraanden, Sandheden i Kunsten og naaet en klassisk Fuldkommenhed og Renhed.
I Baptisteriet var der et Ekko, en akustisk Virkning, som jeg ikke havde troet mulig, skønt jeg havde hørt den hemmelighedsfulde Genlyd i Paris i Conservatoire des arts et métiers, i London i St. Paulskirken. Naar En sang en enkelt Tone, gentoges den mangfoldigt og som med Orgelledsagelse fra alle Sider af Hvælvingen flere Minutter igennem. Det mindede ganske om Justinas Scene i Calderons[VIII] El magico prodigioso. Man kunde antage det for et Kor af skjulte Stemmer, en Art himmelsk Aabenbaring. Hvilken Virkning maa ikke Sligt have gjort i mere overtroiske Tider!
Iøvrigt var i Baptisteriet, som i Domkirken alle Søjler antike, plyndrede fra Templer. Kirkens Indre beredte en Skuffelse, naar man mindedes den indre Udstyrelse af Domkirken i Siena. Denne Basilica med sine fem Skibe gjorde et koldt, rent hedensk Indtryk; de gamle Søjler syntes at protestere. Man kom saa levende til at mindes, at slige Basilicaer i Oldtiden kun var Børser. Dejlig var Lampen i Loftet, der bragte Galilei[IX] til at opdage Pendulbevægelsen, endnu skønnere end Raffaels[X] Lampe i Capella Chigi i Rom.
Camposanto’en var et pragtfuldt gotisk Galleri med fine Piller og Spidsbuer, der i Firkant indhegnede en grønsværdækket Plads, i hvis Hjørner fire høje, sorte Cypresser holdt Vagt. Som bekendt er dens Vægge fra øverst til |34| nederst smykkede med berømte Fresker af Orcagna[XI] og andre. Mest greb mig dog her enkelte moderne Indskrifter, f. Eks. den under Lænkerne fra Pisas Porte, som Genueserne i Middelalderen havde erobret og nu »efter Italiens Genopstandelse ædelmodigt havde givet tilbage«, eller en stolt og begejstret Indskrift under Mindesmærket over Cavour. Jeg følte det her, at dette Land i Øjeblikket var det eneste i Europa, hvor man indaandede et Pust af genvunden Folkefriheds stærkt bevægede Aand. Den slog En allevegne imøde, selv fra Rigets gamle Kirkegaarde. Dette Land, der havde været som dødt, i Aarhundreder kuet af fremmede Fyrster og indfødte Præster, var blevet ét, blevet frit, og dets Folk stod i Begreb med at genvinde sin høje Rang blandt Europas Nationer.
Paa Teatret gaves Forestillinger under aaben Himmel for et livfuldt Parterre, unge pisanske Studenter, unge Piger af Folket, Sømænd i Trøjer, der var sammensyede af brogede Stykker Silke fra Kina, med deres Kærester, store Almuespiger i sorte Silkekjoler med Guldkæder, uden Halskrave. I Logerne de fine Damer, hvis unge Frøkener lignede Gazeller. Man spilte fortræffeligt Alexandre Dumas’[XII] Lorenzino af Medici, samme Æmne som Mussets Lorenzaccio, men derefter en dum og ussel Farce af en pisansk Student, der efter hver anden Scene fremkaldtes, saa man fik ringe Tanker om den stedlige Ungdoms Aandsdannelse.
Men de italienske Sommerteatres Publikum var alle Steder lige barnligt. Jeg saa de to følgende Aftener i Florents paa Arena Goldoni og paa Arena Nazionale svage og kedsomme Skuespil, hvis Publikum holdt ud under aaben Himmel til Kl. 12½ Nat. Vejret var rigtignok ganske lunt, saa Damerne var klædte i florstynde Kjoler.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
