Da jeg under mit første Ophold i Paris jævnlig havde besøgt min afdøde Onkels[I] Enke, Madame Victorine[II], og hendes Børn, herskede der siden da et hjerteligt Forhold imellem os, især efter at den troløse Ven af min Onkel var bleven tvunget til at udlevere den fra Danmark sendte Understøttelsessum, han egenmægtigt havde holdt tilbage.
Der var nu kun svage Spor tilbage af den store Skønhed, Victorine[III] engang havde besiddet; Livet havde slidt haardeligt paa den. Hun var god og ømhjertet, en kærlig Moder, iøvrigt uden anden Dannelse end den i den parisiske Smaaborgerstand almindelige. Alle hendes Synsmaader, hendes Begreber om Hæderlighed, om det Sømmelige, om Velvære, om Lykke var typisk for den.
Dels af Sparsomhed, dels for ikke at spilde den kostbare Tid, indskrænkede jeg i de Dage oftere mit Middagsmaaltid. Jeg købte mig hos en Spækhøker en stor Postej med Kalvekød eller Skinke og spiste den paa mit Værelse istedenfor at gaa ud paa en Restaurant. Da Victorine[IV] en Dag overraskede mig under et saadant Maaltid, udbrød hun forfærdet: »Comment? Vons vons nourrissez si mal!« For hende var det omtrent det samme, som om jeg overhovedet ikke havde faaet Middagsmad. At sidde hjemme ved et |297| Bord uden Dug og sønderdele en Postej med en Papirkniv, det var at synke under sin Stand til Fattigmands Kaar.
Hendes Tanker drejede sig, som de fleste Smaafolks i Frankrig og andensteds, mest om Penge og Pengesorger, om at komme godt frem i Verden eller have Modgang, og om hvad denne eller hin kunde tjene eller ikke tjene om Aaret. Hendes ældste Søn var i St. Petersborg, og ham gik det ret godt; han var god og elskværdig og sendte sin Moder[V] Hjælp, naar han havde lidt tilovers. Han havde desuden lovet at tage den næstældste over til sig. Men for de Smaa havde hun mange Sorger. Der var en af dem, som ikke artede sig rigtig godt, og der var de to yngste, som skulde opdrages.
Der blev holdt en nydelig Fest i det fattige Hjem, da den lille Emma fejrede sin første Kommunion, helt klædt i Hvidt fra Top til Taa med langt hvidt Slør og hvide Sko, og da der kom adskillige andre lige saa fint pyntede smaa Piger og Drenge; der blev givet Foræringer og udtalt gode Ønsker. Den lille Henri saa uskyldigere ud end nogen af de smaa Piger.
Victorine[VI] havde en Veninde, hvem hun priste lykkelig; det var Jules Clarétie’s[VII] Moder; thi saa ung Sønnen[VIII] var, han skrev i Aviserne, skrev endogsaa Bøger og tjente Penge, saa han helt kunde underholde sin Moder. Det var en ung Mand, man maatte sætte Pris paa, en Forfatter, som han skulde være. Der var derimod en anden Forfatter, hvem hun afskyede, og det var Danskeren P. L. Møller[IX]: »Jacques[X] var, som De véd, altid en trofast Ven af Monsieur Mollér[XI]; han skrev en hel Bog af for ham, da han selv havde fuldt op af Arbejde*
. Men da saa Jacques var død – pauvre |298| homme! – kom han altfor tidt og gjorde Besøg, bestandig paa mere besynderlige Tider, saa jeg blev nødt til at forbyde ham Huset.«Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
