I et Studenterhotel i Nærheden af Odéon, hvor der boede et Par Nordboer, lærte jeg enkelte unge Advokater, men langt flere unge Abbeder og Præster at kende. Traadte man derind, naar Selskabet sad tilbords i Spisesalen, saa genlød Rummet af bragende Ordstrid. Advokaterne drøftede Politik, Literatur og Religion saa kamplystent, at Luften knitrede. Det var som øvede de sig her til engang at tale for Skranken eller i Kammeret. Fra Omgivelser som disse gik Gambetta[I] ud.
De unge Abbeder og Præster var skikkelige Mennesker, oprigtigt Troende, men saa enfoldige, at Samtalerne med dem kun var morsomme paa Grund af deres Uvidenhed og Uforstand. Nordboer i Paris, der blot kendte katolske Præster fra Teatrets Tartuffe, havde de urigtigste Forestillinger om dem. Paa Théâtre français spiltes Tartuffe dengang afvekslende af tre Skuespillere. Bressant[II] var den kolde, elegante Hykler, Lafontaine[III] den lave, raa, men kraftige Sakristan, Leroux[IV] den blodrige, rødmussede, pluskæftede Vellystning, hvis Hænder skælvede, og hvis Mine snart var ophidset, snart sødlig. Til en af disse tre Typer henførte de nordiske Protestanter gerne de Sortkjoler, de saa paa Gader og i Kirker. Men mine gejstlige Bekendte var fri for Hykleri som for Fanatisme; det var brave, ikke bondesnu, men bondedumme Menigmandsbørn.
I deres Selskab saa jeg mangen en Dag Parises Omegn. Vi tog til Sèvres og St. Cloud, til Versailles og St. Germain, til Saint-Denis, til Montmorency og Enghien, eller til |299| Monthléry, en Landsby med et gammelt Taarn fra det 13. Aarhundrede, og spiste da Frokost i Longjumeau, berømt af sin Postillon. Der erklærede Abbed Leboulleux sig ved Bordet mod Ligbrænding af den Grund, at den umuliggjorde Opstandelsen, da Gud selv ikke kunde finde Knoklerne sammen, naar Legemet var opbrændt. Det var saa elskværdigt, at man ikke gad modsige. Under dette samme Maaltid skitserede en anden Abbed Luthers[V] Ungdom; han traadte ud af Kirken – on se demande encore pourquoi. I sit Hjertes Uskyldighed saa denne Abbed i Luthers[VI] Oprør mindre en utilladelig end en uforklarlig Handling.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.