Jeg følte det, som var denne Aprilmaaned, dette straalende Foraar, den ypperste Tid af mit Liv. Indtrykkene af Natur og Kunst bragte mig i hver Time aandelig Berigelse; Samtalerne med min italienske og min franske Ven satte Dag ud, Dag ind nye Tanker i Bevægelse hos mig; jeg fornam mig tilbagegivet til Livet og til et bedre Liv. I de første Dage af April holdt nu tilmed nogle unge, nordiske Piger deres Indtog i Roms skandinaviske Forening. Uden at være særligt smukke eller mærkværdige henrev de mig aldeles. Det var et fuldt Aar siden Hjemmets Sprog havde lydt for mine Øren fra Pigelæber, siden jeg havde set et blaaøjet Smil og mødt den hjertebesnærende Ynde i Skemt og Alvor hos Nordens kvindelige Ungdom. Jeg havde nylig hørt den daarende Kastratsang i Peterskirken og med Overvinden af min Uvilje maattet beundre den. Nu hørte jeg paany simple, men naturlige danske og svenske Sange. Blot det, igen at kunne tale Dansk til en ung Kvinde, var en Glæde. Og der var en, som fin og fremmelig og forsvarsløs viste mig, at jeg ikke var hende ligegyldig. Det smeltede mig, og fra nu af var det Skønne paa Italiens Grund dobbelt forklaret for mig.
Alt hvad jeg i Rom kendte til, Alt, hvad jeg dagligt saa i Forening med Georges Noufflard[I], kunde jeg vise hende |408| og hendes Selskab, fra de lettest tilgængelige Ting, der dog var den Nysankomne ny, som Pantheon, Acqua Paola, San Pietro in Montorio, Cecilia Metellas[II] Grav og Egerias Grotte, til de store Kunstsamlinger i Vatikanet, paa Capitol eller i det underfulde Galleria Borghese. Alt dette, som jeg plejede at se alene med Noufflard[III], fik en ny Glans, naar en ung blond Pige gik ved Siden af, gjorde forstandige Spørgsmaal og viste ungdommelig Taknemmelighed for god Belæring. Med sine nitten Aar maatte hun finde mig umaadeligt kundskabsrig. Men ogsaa Kunstværker, der laa lidt udenfor det alment Kendte, viste jeg mine Landsmænd. Jeg havde aldrig kunnet fordrage Guido Reni[IV]; men hans spillende Engle i Kapellet i San Gregorio henrev mig til den største Beundring, og det var mig en Tilfredsstillelse at meddele denne til en ung Landsmandindes modtagelige Sind. Disse Engle henrev, saa man neppe kunde løsrive sig fra Beskuelsen. Den skemtende Finhed, det milde Koketteri endog i Udtrykket for den ædleste Renhed og Højhed fortryllede os.
Jeg plejede med Georges Noufflard[V] at besøge Roms Omegn, f. Eks. den store, stilfulde Have ved Villa Doria Pamfili eller Villa Madama med de skønne Fresker og Stukkaturer, udførte af Raffaels[VI] Elever, Giulio Romano[VII] og andre efter Mesterens Tegninger. Men det var en ny Fornøjelse at køre over Campagnen sammen med en ung dansktalende Pige og se hendes nordiske Lød i Sydens Sol. Med min franske Ven[VIII] deltog jeg da gerne i hendes Rejseselskabs Udflugter til Nemi, Albano, Tivoli.
Aldrig i mit Liv havde jeg følt mig saa lykkelig som nu. Jeg var aldeles helbredt. Blot fjorten Dage efter at jeg havde rejst mig fra det halvfemte Maaneders Sygeleje gik jeg, i Kraft af min Ungdom, som jeg gik, før jeg blev syg. Jeg havde til mine Udflugter en Kammerat efter mit Hjerte, fin af Dannelse, ædel af Sind; jeg forelskede mig en lille |409| Smule et Par Gange om Ugen; jeg saa Søer, Marker, Olivenskove, Bjerge, Naturomgivelser, der var efter min Hu. Jeg havde stadigt et Permesso til Vatikanets Samlinger i min Lomme. Jeg følte mig drukken af Henrykkelse, svimmel af Fryd.
Det forekom mig, at af Alt, hvad jeg havde set paa Jorden, var Tivoli det skønneste. Det gamle Sibyllatempel paa Fjeldet laa paa en indviet Plads og indviede hele Egnen. Jeg elskede disse Vandfald, der gjorde langt dybere Indtryk paa mig end Trollhättan i min første Ungdom havde gjort. Et Sted faldt Vandet ned i Klippehulen, kogende sort, det var som Nedstigningen til Tartarus; et andet Sted lo Fossen smilende og blinkende med Millioner af Perler i det stærke Sollys. Et tredie Sted styrtede den store Kaskade ned over Klipperne. Hvor den naaede de nedre Klipper, stod Spidsen af den uhyre Regnbue, der altid er spændt over den i Solen. Noufflard[IX] sagde mig, at end ikke Niagara gjorde en saadan Virkning paa Sindet. Vi klavrede langs ad Fjeldryggen, til vi stod overfor det store Fald, og saa da intet uden det rasende, skumhvide Vand, der sprang og kastede sig ned; det tog sig ud, som om de sydende og støvende Kastebølger væltede sig over Hovedet paa hinanden i et vanvittigt Væddeløb, og der var en saadan Magt, en saadan naturlig Overtalelse deri, at man droges med og ligesom glidende blev trukket ned i Afgrunden. Det var som hele Naturen opløste sig og kastede sig nedad.
Som Romaner personliggjorde Noufflard[X] alt dette; han saa Nymfernes Dans i disse Bølger og deres Slør i Vandstøvets Skyer. Min Naturbetragtning var stik modsat, panteistisk. Jeg upersonliggjorde her mig selv, følte mig som ét med det faldende Vand og fortabte mig i Naturen istedenfor at samle den i Figurer. Jeg blev mig her en nordisk Ejendommelighed ved mit Væsen bevidst.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
