En Eftermiddag spiste vi, et større Selskab, paa et Osteri ved Nemisøen. Det blev en overjordisk Aften. Feagtigt virkede den stille Bjergsø, dette gamle, fyldte Krater, højt oppe paa Bjerget. Jeg lagde mig ned bag et Klippestykke og laa længe ene, fortabt i Henrykkelse, skjult for de andre. Med et saa jeg et blaat Slør flagre for Vinden ganske nær mig. Det var den unge danske Pige, der havde sat sig hos mig. Aftenrøden, Nemi og hun smeltede sammen. Ikke langt borte tændte nogle Folk et Blus af Grene og Blade; en enkelt Fugl fløjtede over Søen; Cypresserne græd; Pinierne stod mørke, Oliventræerne badede deres Løv i den milde Varme, en enkelt Sky drev over Himlen og lod sit Spejlbillede glide gennem Søen. Man nænnede ikke at tale højt.
Det var som en dæmpet, dæmpet Concert. Her var Livet, Virkeligheden og Drømmen. Her var Solen, Varmen og Lyset. Her var Farven, Formen og Linjen, og i denne Linje, som Bjergene dannede mod Synskresen, den kunstneriske Baggrund for al denne Skønhed.
Fra Albano fulgte Noufflard[I] og jeg det nordiske Selskab til Stationen; det agtede sig videre til Neapel og derfra hjem. Vi sagde Farvel og gik tilbage til Albano i den milde Sommernat. Stjernerne spillede og lyste, Kassiopeia viste sig fra sin fordelagtigste Side, og Karlsvognen stod som i Overgivenhed paa Hovedet, hvad den i denne Tid syntes at forlyste sig med.
Ogsaa den var øjensynligt lidt fortumlet i dette enestaaende Foraar.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
