Noufflards[I] bedste Ven i Rom var en ung Bersaglier-Løjtnant, ved Navn Ottavio Cerrotti[II], med hvem vi var meget sammen. Han var skønt Romer ganske ung traadt ind i den italienske Hær og havde derfor været som landsforvist. Nu var han kommet tilbage gennem Brechen ved Porta Pia. Han var 24 Aar gammel og den naiveste unge Don Juan[iii], man kunde træffe. Han var elsket af sin Kaptejns smukke Frue, og Noufflard[IV], som kom der i Huset, overraskede en Dag de to Elskende i Taarer. Cerrotti[V] græd sammen med sin Elskerinde over at han havde været hende saa utro. Han havde skriftet hende sin Forbindelse med fire andre unge Damer; saa græd hun, og det endte med, at han græd med.
Han indviede os ved vore Maaltider grundigt i sin Hovedroman. Han havde en Dag ved et Træf mødt hende i Palazzo Corsinis Have, og fra den Tid af havde de havt Stævnemøder. Men nu var Kaptejnen bleven forflyttet til |406| Terni og Tragedien begyndt. Breve var hvert Øjeblik paa Nippet til at opsnappes, Uforsigtigheder uden Tal blev begaaede. Han læste uden Blu sin Elskedes Breve for os. Det Ejendommelige i dem var det Maadehold, hun anvendte i Udtrykkene for sin Elskov, paa samme Tid som hendes Planer til Møder var af den dumdristigste, mest halsbrækkende Art.
Andet nyt Bekendtskab, jeg i de Dage gjorde, var det med de tre franske Malere Hammon[VI], Sain[VII] og Bennèr[VIII], der havde Atelier i hinandens Nærhed. Hammon og Sain er for længe siden døde, men Bennèr[IX], hvem jeg endnu i 1904 traf i Paris, døde først, æret og anset, 1905. Med Sain[X] og Bennèr[XI] var jeg senere sammen paa Capri, men Hammon[XII] saa jeg kun her i Rom. Hans vakre, lidt kælne Maleri Ma soeur n’y est pas hang dengang som Kobberstik i alle Bogladevinduer, ogsaa i Kjøbenhavn. Han malte i de Dage paa sit aandfulde Billede Triste Rivage.
Hammon[XIII] var født i Bretagne i en simpel, rettroende Familie, der anbragte ham i et Kloster. Prioren fortalte ham, at det at male var Synd, naar han overraskede ham i at tegne Mænd og Koner ud af Hovedet. Det unge Menneske angrede da selv stærkt dette sit Hang, men da han følte, at han ikke kunde leve uden at følge det, forlod han Klosteret, om end under stærke Samvittighedsnag.
Nu som ældre ødelagde han sig ved Drik, men havde iøvrigt udfoldet sandt Talent og bevaret et lunerigt Vid. En Dag, jeg var hos ham, traadte en ung Mand ind i hans Atelier og bad ham bedømme et Maleri; Manden snakkede uophørligt om sin Moder, om hvor højt han elskede hende og hvad han alt gjorde for hendes Skyld. Hammon[XIV] blev mere og mere utaalmodig. Tilsidst udbrød han: »Et moi, Monsieur, croyez vous donc que j’aie assassiné ma mère; je l’aime |407| assez, je vous l’assure, pas assez pour l’épouser, j’en conviens, mais assez pourtant.«*
Siden kaldte han ham bestandig »den unge Mand, som elsker sin Moder«.Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
