55.

Jeg kendte Raffaels^[I] Rafael (1483-1520): italiensk maler og arkitekt. Egl. Raffaello Santi. Loggier af Kopierne i l’école des beaux arts i Paris. Men jeg var nysgerrig efter, hvorledes de vilde tage sig ud ovenpaa dette, og skønt der kun var tre Kvarter tilbage af den paa mit Permesso tilstaaede Tid, gik jeg derfor op at betragte Loggierne. Mit første Indtryk, da jeg saa ned ad Korridoren og bemærkede disse smaa Loftsbilleder af neppe en Alens Højde, var: Herregud, det bliver en sørgelig Fornøjelse efter Michelangelo^[II] Michelangelo (1475-1564): italiensk billedhugger, maler, arkitekt, tegner og digter. Egl. Michelangelo Buonarroti.! – Jeg saa paa det første Maleri, Gud som skaber Dyrene, og blev ganske rørt: Der gaar den gode gamle Mand og siger faderligt: »Kom op af Jorden allesammen, I kan ikke tro, hvor her er rart.« – Mit næste Indtryk var da: Hvilken Barnlighed! Men mit sidste var dette: Hvilket Geni! Hvor er Syndefalds-Billedet yndefuldt og denne Eva elskelig! Og hvilken Storhed i Stilen trods Omfangets Lidenhed! En Gud skiller Lys og Mørke, nogle Tommer stor, men med Almagt i sine Armes Bevægelse. Jakob ser Himmelstigen i Drømme: og denne Stige, der i alt rummer seks Engle, synes at naa fra Jord til Himmel, uendelig lang og uendelig befolket; øverst ses Gud Fader i umaadelig Fjernhed udbrede sin gigantiske Favn (der spænder over to Fingres Længde). Dèr var mit Yndlingsbilled fra den tidligste Ungdom: Abraham, nedkastet foran Englene, endnu underfuldere i Originalen end jeg havde forestillet mig det, skønt Billedet vel mest virker ved Linjeførelsens Skønhed. Og dèr var Loth, der gaar fra Sodoma med sine Døtre, et Billed, stort |405| ved Bevægelsens Sandhed. De gaar og gaar mod Blæst og Storm, med Rædselen bag sig, Haabet foran sig; bag dem tilhøjre den brændende By, til venstre et yndigt smilende Landskab. Hvor var Landskaberne paa alle disse Billeder sjældne, hvor mærkværdigt f. Eks. det, i hvilket Moses findes paa Nilfloden! Denne Flod tog sig indenfor den snevre Begrænsning ud som en uhyre Strøm, der tabte sig langt borte.

Klokken var 5½. Min Ryg begyndte at smerte paa det Sted, hvor den var bleven øm af det lange Sengeleje; jeg havde uden at spore Træthed uafbrudt set paa Malerier i halvfemte Time.