Fra nu af foregik der noget Besynderligt med mig. Jeg saa Skønhed alle Vegne. Sad jeg i et Café-Vindue paa Corso en Søndagformiddag, naar Damerne gik i Messe, fore|395|kom det mig, at al Jorderigs Skønhed passerede mig forbi. Dèr kom en Moder med sine tre Døtre, en slet og ret Kræmmerfrue fra Corso, men Moderen bar sig som en Hertuginde, havde en Fod saa lille, at den kunde ligge i min hule Haand, og af de tre Døtre var den yngste saa fuldendt skøn, at man vendte sig efter hende; hun kunde vel være femten Aar, men havde en Adel i den strenge Profil, en Maade at drage de dejlige Læber paa til et Smil, som viste at hun var modtagelig for Musikens og Poesiens sødeste Hemmeligheder. – Det lange Sygeleje havde saaledes overskærpet mine Sansers Modtagelighed for Skønhedsindtryk, at jeg levede i en Rus, og jeg gav min Glæde Luft i Hverdagsrim, som dog var Vidnesbyrd om min Lykkestemning:
I den skandinaviske Forening blev jeg modtaget med en Masse Deltagelsesytringer, Artigheder og mer eller mindre ærligt mente Smigrerier som til Vederlag for de Piner, jeg havde døjet. Alle talte, som havde de selv været højst bekymrede, og særligt som havde Kjøbenhavn siddet i Taarer under min Sygdom. Jeg troede vel intet Øjeblik derpaa; men det lagde ligefuldt et lille Lod i min Lykkefølelses Vægtskaal, og de første Sammenkomster med nordiske Kunstnere var i de herlige Omgivelser saare fornøjelige. Den skandinaviske Forening laa i den Bygning, hvorfra Indgangen er til Augusts[I] Mausoleum, et kolossalt kredsformigt Mindesmærke, et Par Stokværk højt. Paa dets Flade var en af |396| de første Aftener i April indrettet en Fest i veldædigt Øjemed. Man gik op ad de mange Trapper og stod pludselig som i en umaadelig Sal, uden andet Tag end Stjernehimmelen, med en rig Belysning, der dog blegnede for den italienske Maanes Straaler. Man nød den særligt italienske Folkeforlystelse at lade Balloner gaa op; de steg i Vejret ved Hjælp af Ild, der fortærede Luften i dem og gjorde dem lette. Rundt om Maanen saas da røde og blaa Lys som store Stjerner; en Ballon antændtes oppe under Himlen, gik op i lyse Luer og tog sig ud.
Her sad ogsaa i Flokkevis unge Kvinder, og de blændede paany en ung Mand, der for anden Gang var undsluppen den grimme Herre med Leen. Særligt var der en ung Tjenestepige fra Landet, et Barn paa 13-14 Aar, paa hvem jeg gjorde Malerne opmærksom og som satte dem i Ekstase. Den Type var det, som Raffael[II] har fremstilt i den sixtinske Madonna. Hendes klare, mørkeblaa Øjne havde et Udtryk af jomfruelig Sky og den sarteste Blu og paa samme Tid et Udtryk af Stolthed. Hun bar en Række Glasperler om den dejlige Hals. Vi lod komme to Flasker Vin for at drikke hendes Skaal, og i samme Øjeblik, vi drak den, blev Rotunden fra ti Punkter oplyst med vekslende bengalsk Belysning. Damerne tog sig da endnu bedre ud, Glaslygterne blev i Skæret mørkegrønne, de ildbaarne Balloner steg, Orkestret spillede, Kvinderne smilte til deres Venners og Elskeres Hyldest – alt paa Augusts[III] ærværdige Mausoleum.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
