Saa kom for mig det Øjeblik, hvor alle abstrakte Overvejelser skylledes til Side af Reconvalescensen. Efter mere end fire Maaneders Indespærring var jeg atter rask. Mit højre Ben, som havde været opsvulmet til det dobbelte Omfang, ubevægeligt og tungt som Bly, lod sig atter bevæge. Merkurforgiftningen lod vel nu sine Følger spore; men jeg |391| var ikke mere bunden til Sengen, og saa svag jeg var, jeg kunde gaa.
Og straks den første Dag – det var den 25. Marts – tog jeg, væbnet med en Stok, som jeg laante (thi jeg ejede ingen, da jeg aldrig før havde gaaet med Stok) og udrustet med en lille Stol, der kunde slaas sammen, med Jernbanen til Frascati, hvor der var en Madonna-Fest.
Det var Livet, som aabnede sig for mig paany. Alt hvad jeg saa, vidnede om dets Herlighed. Først Landskabet paa Vejen derud, Campagnen med dens stolte Ruiner og de snebedækkede Sabinerbjerge, det Hele belyst af en kraftig Sommersol; gamle Romeres Villaer med kastelagtigt tykke Mure og smaa Vinduer; saa den frugtbare Lavajord, hvor hver Tomme var dyrket til Vinhaver. Endelig Bjergene i Nærheden af Frascati. Paa det højeste Punkt laa et Kloster; dèr stod i gamle Dage Italiens første Jupitertempel, og dèr slog Hannibal[I] Lejr. Nedenunder i en Fordybning laa som en Ørnerede Rocca di Papa. Langs Vejen Frugttræer med violette Blomsterklynger mod en Baggrund af Pinier, Cypresser og mørkegrønne Olivenlunde.
Saa naaede jeg Frascati Station. Der var ingen Vogn at faa op til Byen, og jeg maatte da langsomt gaa op ad Bjergskraaningen, en Prøve, mit Ben bestod med Ære. Paa Frascatis smukke Torv med et mægtigt Vandspring, der som Acqua Paola var tredobbelt og udslyngede en overordentlig Vandmasse, gik jeg ind i et Osteri og bad om Gedesteg og Salat med Frascati-Vin, satte mig saa udenfor, da der var for lummert derinde. Hundreder af Mennesker i brogede Dragter med kunstige Blomster og Sølvfjer i Hattene bedækkede Pladsen foran mig, fyldte Rummet bag mig, lo og raabte.
Befolkningen her syntes mig anderledes storstilet, livlig |392| og yppig end paa Markedet i Fiesole. Kvinderne lignede Juno eller Venus, Mændene saa endog i gruelige Pjalter ud som nogle i deres Værksted sværtede Vulcan’er; alle indtog et Rumfang større end det, nordiske Mennesker indtager. En romersk Bello med Ridepisken under Armen gjorde Haneben til en ung stedlig Skønhed, ledsaget i sit Kurmageri af de omstaaende Tiggeres Klynken. En Signora fra Albano foreholdt med Dronningeværdighed Opvarteren, at den Steg, han havde bragt hende var under al Kritik, ja lod Ordet porcheria undslippe sig. En brun skægget Fyr kom ud af Osteriet med en stor Flaske af den himmelske Frascati-Vin, som Værterne her endog paa Festdagene ingensinde blandede med Vand, og gav en hel til Æsels siddende Familie at drikke af ét Glas; saa gik han til to smaa Unger, der siddende paa samme Æsel holdt hinanden om Livet; til to Ynglinge, som red paa et andet; til en Mand og en Kone, som sad paa et tredje, og alle drak de som Rytterne paa Wouwerman’s[II] Billeder uden at stige af.
Jeg steg ind i en gammel stedlig Omnibus, forspændt med et Trespand, for at køre den halve Mil til Grotta Ferrata, hvor der var Marked. Men neppe skulde Vognen op ad Bakke, før Hestene med sjælden Enstemmighed stejlede, gjorde sig gale og snurrede Vognen fire, fem Gange rundt. Kusken, en Karl med et udstukket Øje og en graa Hue med en højrød, dobbelt Kamelia i, var drukken, piskede paa Hestene og skreg, mens en gammel Amerikanerinde med Hængekrøller hvinede inde i Omnibussen, og vrælede at hun havde betalt en Franc forud og nu vilde ud. Langs Vejen gik et Mylr af Mennesker, og der red til Æsels lige saa mange, allesammen, selv Børnene, allerede ophidsede af Vinen, syngende, leende og tiltalende Enhver. Mangen en brav Kone støttede med en kraftig Arm sin halvfulde Mand. Mangen en solid Signora fra Rocca di Papa sad overskrævs |393| paa sit Muldyr og viste uden smaalig Sky sine majestætiske Lægge.
I Grotta Ferrata frembød den lange, lange Gade et Menneskemylr af fuldstændig Tæthed uden mindste Trængsel; thi ingen satte Albuen i en andens Side. Øjet opfattede kun en Masse røde, gule, hvide Pletter i Sollyset og derimellem nogle Æselshoveder og Muldyrshalse. Pletterne var Kvindernes Hovedklæder. Der stod Folk med hele stegte Svin paa et Bræt og skar med Kniven et Stykke af til hvem der følte Sult; iøvrigt solgtes Frugter, Knive, Smykker, Madvarer, almindelige Markedssager. Et Osteri, hvis Indgang var helt dekoreret med Pølser, Løg og Grønt i Guirlander, aabnede fem mægtige Porthvælvinger. Deri lange Borde, ved hvilke man sad, ikke paa Bænke, men paa Bukke, runde Stænger, støttede paa to Ben, og spiste og drak i det lyseste Humør og det sorteste Svineri; thi Gulvet var den sorte, opblødte og udtrampede Jord. Ligeoverfor havde man dannet Løvhytter af Træerne ved at lade deres Grene flettes og vokse ind i hinanden; de var helt fulde af smukke og muntre Pigebørn, deriblandt en med lyst Haar og brune Øjne, der lignede en Toskanerinde og som det var svært at faa Øjnene fra.
Efter at have beskuet en gammel Klostergaard, hvis dejlige Søjler frydede mit Hjerte, satte jeg mig en Smule til en Side i selve Markedsgaden paa min lille medbragte Stol, der vakte Bondepigernes retmæssige Forbauselse. De gik rundt om mig, beskuede mig forfra, bagfra og undersøgte med alvorlig Interesse min Stols Konstruktion. Foran mig sad en Oliven- og Citronhandler. Pigerne købslog hos ham, som de kunde bedst i Trængslen, andre stod og saa til. Her var da Anledning til at iagttage deres medfødte Plastik. Naar de talte, lod de bestandig højre Arm følge Talens Bevægelser. Naar de tav, satte de fordetmeste Haanden i |394| Siden, bøjet, men ikke knyttet. Der var forskellige Typer. Den lille blonde, blaaøjede Pige med mildt Madonnasmil og fuldkommen lige Næse, og den stortformede stærkt brunette. Men alle havde de et saadant Udseende, at en Kunstner eller Digter, ved en let Omdannelse, af dem kunde uddrage den Skikkelse eller den Særegenhed, han behøvede. Dette blev overhovedet efter min Mening Formelen for den italienske Skønhed, og dette var Aarsagen til den Fornemmelse, man i Italien havde af at vade i Skønhed, mens man næsten aldrig saa noget i streng Forstand Skønt i Kjøbenhavn og sjældent i Paris: Denne Skønhed var det Betydeliges. Alle disse Kvinder saa ufortrykte, fuldtudsprungne, frit udfoldede ud. Alt hvad der i Norden gjorde Kvinden hæslig: Kulden, de tykke, grimme Klæder som Bondens Kvinder bar, den Vams af Forlegenhed og Flovhed, de slæbte paa, den Spændetrøje af Christiansfeldter Moral, hvori de snøredes af Præsterne, af Protestantismen, af Tonen, af Sæd og Skik, intet af dette trykkede, snørte eller snerpede her. Disse unge Bondepiger saa ud, som havde de aldrig hørt Tale om et: »Du maa ikke« eller »Du skal ikke«, og da der i Italien ikke var det Mindste af det Vittighedsmageri, den velsignede Grinen bag Ryggen, der tager Livet af Frejdigheden i Norden, saa tænkte Ingen: »Hvad vil man sige derom?« Enhver klædte og skabede sig med fuld Oprindelighed, som han eller rettere som hun vilde. Derfor blev Øjet dobbelt glansfuldt, Blodet endnu engang saa rødt, det kvindelige Bryst endnu en Gang saa hvælvet og fuldt.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
