Den Aften lærte jeg en ung, yderst indtagende Franskmand at kende, der skulde blive min nære Ven og Rejsefælle. Han vandt mig straks i de første Minutter ved sit fine, tilbageholdne og dog hjertelige Væsen.
|397|Skønt kun 25 Aar gammel havde Georges Noufflard[I] rejst og set forbausende meget. Han var nu for anden Gang i Italien, kendte Frankrig og Tyskland, havde gennemrejst Meksiko og de nordamerikanske Fristater, havde besøgt Syrien, Ægypten, Tunis og Algier indtil den sidste Oase. Saasnart Talen faldt paa Kunst og Musik, udtrykte han sig paa en Maade, der røbede Finsans, ualmindelig Kundskab og en ganske personlig Smag.
Om Morgenen derefter, da vi mødtes paa Corso, stillede han sig til min Raadighed, ifald han kunde være mig til nogen Tjeneste; han havde intet for. Han spurgte, hvor jeg agtede mig hen; jeg gav mig i hans Hænder, da han kendte Rom og dens Omegn som jeg min Moders[II] Dagligstue. Vi tog en Vogn og kørte sammen. Først til Caracallas Thermer, saa til Katakomberne, hvor vi nær havde forvildet os og grebne følte, hvor forfærdeligt det i Oldtiden for de Stakler, der søgte Tilflugt her, maa have været at staa der i Mørket og høre Skridt i det Fjerne og vide, at det var Forfølgerne der kom og at de nu skulde myrdes her, hvor der end ikke var Plads til at svinge et Vaaben til Forsvar. Dernæst kørte vi til San Paolo fuori le mure, af hvis Brand Thorvaldsens Museum har Leopold Roberts[III] Maleri, men som nu var helt genopbygget i gammel Stil. Det var den skønneste Basilica, jeg havde set. Vi nød den næsten 1700 Aar gamle Klostergaard med dens fine, forskelligartede Søjler, der var saa vel bevaret, og vi sammenlignede i vore Tanker Indtrykkene af de to vældige Kirker, San Paolo og San Pietro. Saa spiste vi til Middag sammen og fortabte os i endeløse Diskussioner til Mørket faldt paa. Fra den Dag af var vi uadskillelige. Og vi var sammen Maaneder igennem, til jeg maatte rejse nordpaa. Men vi forblev i samme hjertelige Forbindelse i mere end en Fjerdedel af et Aarhundrede, til Døden røvede mig denne min Ven.
|398| Georges Noufflard[IV] var Søn af en rig Klædefabrikant i Roubaix og var i en ung Alder kommet i Besiddelse af betydelig Formue. Denne blev dog noget formindsket ved Bedragerier af dem, der efter Faderens Død i hans Navn drev Fabriken. Han havde villet være Maler, men hans Øjnes Svaghed havde tvunget ham til at opgive Kunsten; nu var han Kunstelsker og vilde skrive en Bog om Roms Mindesmærker og Kunstværker, et altfor stort Foretagende, som derfor aldrig blev fuldendt; men samtidigt drev han lidenskabelige Musikstudier, spillede daglig Beethoven[V], Gluck[VI] og Berlioz[VII] for mig, og udgav ogsaa senere smukke Bøger om Berlioz[VIII] og Richard Wagner[IX].
Han havde som Yngling været Sværmer, som man i de germanske Lande indbilder sig, at man kun sværmer dèr, ja i en Grad, i hvilken Sværmeri dèr vilde være det største Særsyn. Sytten Aar gammel forelskede han sig i en ung Pige, der boede i samme Hus som han. Han stod kun ved Tegnsprog i Forbindelse med hende, opnaaede end ikke en Samtale med hende. Ikke desmindre blev hans Forelskelse saa stærk, at han erklærede sin Fader, han vilde ægte hende. Faderen vilde ikke give sit Minde, og hendes Familie vilde ikke modtage ham, medmindre han blev forestillet af sin Fader. Denne sendte ham saa til Amerika med de Ord: »Glem din Kærlighed og lær, hvilken smuk Ting Industrien er!« Han gennemrejste Fristaterne paa Kryds og Tvers, fandt al Maskindrift væmmelig, da han ikke havde de ringeste Grundbegreber derom og ikke mindste Sans derfor, og tænkte bestandig paa det Pigebarn, man vilde skille ham fra. Det nyttede end ikke noget, at en Rejsefælle, man havde givet ham, kun levede og aandede i de laveste Udsvævelser og gjorde sit til at indvie det unge Menneske i dem. Ved Hjemkomsten erklærede han sin Fader, at han stod ved sit Valg. »Godt«, sagde Faderen, »Lilleasien er et dejligt Land, Nord|399|afrika ikke mindre: du vil ogsaa have godt af at lære Italien at kende.« Han rejste da paany, og blev denne Gang fortryllet af Alt, hvad han saa. Saa døde hans Fader, og han var nu noget nær sin egen Herre og frit stillet til at handle efter Tykke. Da erfor han, at den unge Piges Fader havde gjort sig skyldig i et Bankbedrageri. Hans Familie vilde ikke modtage hendes, om end nok hende selv. Saa opgav han sit Forsæt; han vilde ikke udsætte hende for en Ydmygelse og vilde ikke selv have en berygtet Mand til Svigerfader; rejste paany og blev meget længe borte. »Beviset for, at jeg handlede rigtigt derved«, sluttede han sin Fortælling, »er, at jeg fuldstændig har glemt den unge Pige; min Kærlighed var Hjernespind.«
Da han begyndte med den Meddelelse, at han i tre Aar havde elsket og trods Modstand villet gifte sig med en ung Pige, han aldrig havde talt med, udbrød jeg: »Men De er jo ingen Franskmand!« – Da han sluttede med den Meddelelse, at han efter tre Aars Udholdenhed havde forladt hende for en Forseelse, som ikke hun, men hendes Fader havde begaaet, udbrød jeg: »Hvor De alligevel er fransk!«
Medens fælles politiske, sociale og filosofiske Interesser drog mig til Giuseppe Saredo[X], var det alt det Kunstneriske i min Natur, som forenede mig med Georges Noufflard[XI]. Medens Saredo[XII] var en Italiener fra en halvfransk Egn – han var født i Savona ved Chambéry – og hans Kultur i lige Grad fransk og italiensk, var Noufflard[XIII] en Franskmand, hvem en saadan Forkærlighed for Italien havde grebet, at han talte det reneste Florentinsk, følte sig blot som Sydbo og var bestemt paa at tage Ophold i Italien for Livet. Han giftede sig da ogsaa faa Aar derefter med en dejlig Florentinerinde og bosatte sig i Florents for bestandig.
Hvad der saa ganske indtog mig for ham, var hans Væsens kvindeligt fine Hensyntagen og uselviske Hengiven|400|hed, den Ynde, der var over hans Væsen og Tale og som røbede sig i Alt, fra Maaden, hvorpaa han satte sin Hat paa Hovedet, til Maaden, hvorpaa han beundrede et Kunstværk. Men jeg havde ikke kunnet omgaas ham Dag ud, Dag ind, havde jeg ikke kunnet lære noget af ham. Da vi saas ti Aar senere, viste det sig, at vi ikke havde synderligt nyt at meddele hinanden. Jeg traf ham da netop i det rette Øjeblik.
Ikke blot besad Noufflard[XIV] en Mængde Kundskaber om Italiens Kunstskatte og de Steder, hvor de fandtes, som var mig til ubeskrivelig Nytte, men hans Synsmaader berigede mig, idet de æggede mig til Modsigelse eller overraskede mig og vandt min Tilslutning. Saa frisk Julius Langes[XV] Kunstsans havde været, der var endnu i den noget Doktrinært og Akademisk. En Kunstner som Bernini[XVI] var ham en Gru og ikke andet; han manglede Sansen for den søde, halvsanselige Ekstase i enkelte af Berninis[XVII] bedste Skikkelser. Det attende Aarhundredes Kunst i Frankrig var han fjendsk, saa den igennem de moralske Briller, som i de germanske Lande ved det Aar 1800 var komne i Brug. Noufflard[XVIII] havde let ved at være uhildet af nordiske Doktriner, thi han kendte dem ikke; han havde Skønhedselskerens frie Blik for enhversomhelst Skønhedsaabenbaring og havde den italianiserede Franskmands Aandsbeslægtethed med mangen i Norden undervurderet Kunstner. Til Gengæld fandt han naturligvis, at vi Nordboer højligt overvurderede vort eget. Thorvaldsen[XIX], der forekom ham rent akademisk, var det ham umuligt at afvinde nogen Interesse. »Man kan dog ikke paa nogen Maade kalde ham en Mester«, udbrød han en Dag, hvor vi havde set Thorvaldsenske Basrelief’er Side om Side med antike. Jeg erfor gennem Samlivet med Noufflard[XX], hvor lidet Indtryk Thorvaldsens[XXI] Væsen gør paa de romanske Folk. At Kulden overfor ham snart skulde blive lige saa udbredt i Tyskland, forudsaa jeg endnu ikke.
|401| En meget levende Sans havde Noufflard[XXII] for den tidlige Renæssance især i Skulptur; en lidenskabelig Kærlighed nærede han til Italiens Natur fra Nord til Syd, og han havde en Art folkepsykologisk Evne til at fremhæve de ejendommeligste franske, italienske eller tyske Træk. Det tyske Sprog forstod han ikke, men i tysk Musik var han hjemme, og i Oversættelser tilegnede han sig megen tysk Literatur; saaledes læste han netop paa dette Tidspunkt Hegels[XXIII] Æstetik, hvis Abstraktioner rigtignok forfærdede ham og for hvilken han højligt foretrak moderne fransk Kunstfilosofi. Af engelsk Videnskab havde han studeret Darwin[XXIV], og han var den første, der gav mig et virkeligt Indblik i Darwins[XXV] Lærdomme og en Udsigt over dem; thi i mine yngre Dage havde jeg kun hørt dem bekæmpe som vildledende i Forelæsninger af R. Nielsen[XXVI] over Teleologi.
Georges Noufflard[XXVII] var den første jævnaldrende Franskmand, med hvem jeg blev fortrolig og hvis Væsen jeg dels trængte ind i, dels optog i mit. Naar mangen Enkeltopfattelse i mine første Forelæsninger var paafaldende frigjort fra dansknationale Fordomme, som Ingen tidligere havde prøvet at rokke, saa skyldte jeg ham det for en Del. Vort lykkelige harmoniske Samliv i Sabinerbjergene som i Neapel indbragte mig da, før et Aar var omme, hele Skyller af Skældsord i danske Aviser.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
