I Maanederne Februar og Marts var Samtalerne med Giuseppe Saredo[I] mit egentlige Liv. Vi drøftede alle de Spørgsmaal, der laa os begge eller en af os paa Hjerte, fra Aarsagerne til Kristendommens Udbredelse indtil Forholdstals-Valgmaaden, som Saredo[II] kendte og rigtigt førte tilbage til Andræ[III]. Naar jeg beklagede, vi paa Grund af Nationalitetsforskelligheden mellem os næsten ingen Erindringer havde tilfælles og i Kraft af Sprogforskelligheden aldrig kunde anvende et Mundheld fra vor Barndom eller anføre et gængse Citat af en Komedie, at den ene ikke heller til Bunds kunde nyde Versenes Harmoni i den andens Sprog, svarte Saredo[IV]: »De er ikke mere Dansk end jeg er Italiener; vi er Landsmænd i Aandernes store Fædreland, Shakespeares[V] og Goethes[VI], Stuart Mill’s[VII] og Andræ’s[VIII] og Cavour’s[IX]. Dette Land er Humanitetens. Det Nationale er Mælken, Humaniteten er Fløden. Hvad i al Verden har vi ikke tilfælles? Det er sandt, vi kan ikke i Fællesskab nyde Harmonien i nogle nordiske Vers, men vi kan i Fællesskab tilegne os alle de store Ideer og vi har det relativt Ubekendtes Tiltrækning for hinanden, som Landsmænd ikke har.«
|390| Med Finhed særmærkede han sine italienske Landsmænd: »Vor Forstand gaar med til Forsigtighed og sund Sans. Vi kan i Frastand se selvlysende ud; i Virkeligheden er vi lutter Reflekslys og Passivitet. Solferino gav os Lombardiet, Sadowa gav os Venedig, Sedan gav os Rom. Vi var netop virksomme nok til at benytte os af de heldige Omstændigheder og passivt kloge nok til ikke ved en Dumhed at forspilde vor Fordel. I de fremmede Romaner er vi sorte Skurke, Giftblandere og Storbedragere. I Virkeligheden er vi ligegyldige og lade. Dolce far niente, dette Ord, der til vor Skam i alle Sprog siges paa Italiensk, er vort Løsen. Men det skal blive anderledes, om saa de faa, der hos os har en Smule Hoved og Hjerte, skal arbejde sig fordærvede – det skal blive anderledes. Massimo d’Azeglio[X] sagde: »Nu har vi skabt et Italien; der staar tilbage at skabe Italienere.« Det var et sandt Ord. Nu skaber vi det ny Folk, og hvilken Fremtid forestaar der os ikke! Os bliver det nu, som tager Førerskabet over den latinske Stamme, og som gengiver vor Historie den Glans, den i det 16. Aarhundrede havde. Nu har vi en ringe Kunst, fordi vi ingen Folketype har, men vent! Om faa Aar har Italien en ikke mindre karakterfuld Profil, end det havde i Michelangelos[XI] og Benvenuto Cellini’s[XII] Dage.«
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
