49.

Meget sysselsatte paa mit Sygeleje Tanken mig om Danmarks Fremtid. Fra 8. Marts 1871 er følgende Optegnelse dateret:

Hvad forstaar vi ved Ordene vor nationale Fremtid, som vi taler saa meget om? Vi tænker ikke paa at udvide os, ikke paa at gøre Erobringer, ikke paa at spille en politisk Rolle. Dertil føler vi os begribeligvis altfor afmægtige. Jeg lader det Spørgsmaal bero, om man kan leve uden paa en eller anden Maade at vokse, og siger: Hvad vil vi? Bestaa. Hvordan bestaa? Vi vil være uafhængige og have Slesvig igen; thi nu bestaar vi ikke; vi sygner, eller vi lever som disse lavere Dyr, der, selv naar de er skaarne i Stykker, er ganske vevre; men det er et usselt Liv. Vi er i en skæv Stilling overfor Tyskland. Den midtpunktsøgende Kraft, der drager Nationalitetens enkelte Medlemmer sammen og som vi i Danmark kalder Danskhed, den, der fremdeles drager Nationaliteter af samme Familie sammen og som i Danmark kaldes Skandinavisme, maatte logisk føre til Sympati for hele Racens Sammensmeltning, en Slags Gotogermanisme. Idet vi søger Støtte hos Frankrig, bærer vi os ad som Polakkerne, henvender os om Hjælp til en fremmed Stamme mod en Nation af vor egen. Jeg beskylder os ikke for at handle uklogt, men for at kæmpe mod en Naturkraft, der er stærkere end vi. Vi kan kun forhale, ikke tilintetgøre den store Masses Tiltrækning af den mindre. Vi kan alene haabe, ikke at komme til at opleve denne Smerte.

Holland og Danmark trues begge af Tyskland; thi Geografien er her Tysklands mægtige Forbundsfælle. De mest oplyste Danske kan blot nære det Haab, at Danmark, erobret eller ikke erobret, holder Pinen ud saa længe, til den almindelige Civilisation i Kraft af det Trin, den har naaet, medfører vor Uafhængighed. Hvad derimod angaar det Haab, der af de Danskes store Flertal (deri iberegnet de Herrer Professorer i Filosofi) næres til en Tid, da Nemesis (teologisk Reminiscens) skal ramme Prøjsen, saa er dette Haab kun Udslag af Enfoldighed. Og selv en Nemesis over Prøjsen vilde aldrig ramme Tyskland, altsaa ikke hjælpe os.

Men Hovedspørgsmaalet er dette: Naar vi – enten ved fredelig Tilbagegivelse af Slesvig eller efter nye Krige eller ved en indtrædende |388| Freds- og Kulturtidsalder – genvinder vor Integritet og Uafhængighed, bestaar vi saa? Ingenlunde. Saa sygner vi paany. Et Land som Danmark er (selv med Slesvig) i vore Dage slet intet Land. En Købmand, hvis hele Kapital er ti Rigsdaler, er ingen Købmand. De store Kapitaler sluger de smaa. De smaa maa frelse sig ved Associationer, Kompagniskaber, Aktieselskaber osv.

Her er det nu vor Ulykke, at vi ikke har andre at indgaa Forbund med end Sverig-Norge, en ringe, ubetydelig Stat. Ved denne Association, som er vort foreløbige Nødanker og som ved uhyre Energi vilde kunne faa nogen Betydning, kan vi højst forhale vor Undergang et Aar eller to. Men Fremtiden! Har Danmark nogen Fremtid?

Det var Frankrig, der til sin egen uhyre Skade opfandt eller dog først forkyndte Nationalitetsprincipet, et Princip, der højest kunde give det Belgien og det franske Schweiz, to neutrale, af Europa garanterede Lande, men som gav Piemont Italien, Prøjsen Tyskland og som engang vil give Rusland Herredømmet over alle Slaver. Frankrig var allerede før Krigen som klemt imellem Skjolde; det havde ingen Mulighed til at vinde noget ved sit eget dyrebare Princip, og det vovede ikke engang at anvende det paa de Par nævnte Punkter. Mens det frygtsomt lod sig tilstemme Savoyen og Nizza, voksede Prøjsen fra 19 Millioner Mennesker til 50 Millioner; og rimeligvis vil Østerrigs Tyskere om nogle Aar falde til Tyskland. Saa kom Krigen, og dens Udfald og dens Følger blev i Et og Alt som Prévost-Paradol^[I]Lucien Anatole Prévost-Paradol (1829-1870): fransk redaktør, forfatter og journalist. med sit Skarpblik havde forudsagt: »Derefter«, skrev han, »vil Frankrig med Paris i Europa indtage samme Plads, som Hellas med Athen indtog i det gamle romerske Rige, det vil blive Smagens og de ædle Fornøjelsers By; men det kan ikke genvinde sin Magt.« Den er nemlig dræbt af selve Nationalitetsprincipet; thi dets eneste Stammebeslægtede, Spanien og Italien, er to Lande, af hvilke det ene er raaddent, det andet lige indtraadt i Reconvalescensen. Det er da klart, at Tyskland en Tid lang vil udøve Overherredømmet i Europa. Men Fremtiden tilhører dog hverken det eller Rusland, men om ikke England selv, saa dog den angelsachsiske Race, der har vist en Udvidelseskraft, hvorimod andre Stammers er for lidet at regne. Tyskerne, der gaar til Nordamerika, taler i næste Slægtled Engelsk. Englænderne har den enestaaende Evne til at udbrede sig og indføre deres Sprog, og den Magt, den angelsachsiske Stamme vil faa, kan ikke med Tiden knækkes som det gamle Roms; thi der er ingen Barbarer mere, og denne Magt hviler heller ikke paa Erobring, men paa Assimilation, og Stammen forynges i Nordamerika.

Hvor er det betegnende for vort stakkels lille Land, at vi altid hører og læser om det, at det er »et af de ældste Riger i Verden«. Det er netop Ulykken. Var vi blot et ungt Land! Vi har kun én Maade at |389| forynge os paa. Først at gaa op i et Skandinavien; saa naar dette er vel dannet og vel befæstet, at nærme os den beslægtede angelsaksiske Stamme. Moral: Bliv Angelsachser og studer Stuart Mill^[II]John Stuart Mill (1806-1873): britisk filosof og økonom. !

Og jeg studerede Mill^[III]John Stuart Mill (1806-1873): britisk filosof og økonom. med udholdende Opmærksomhed, hvor han var vanskelig men lærerig at følge som i Bogen om Hamiltons^[IV]William Hamilton (1788-1856): skotsk filosof. Professor i Edinburgh. Filosofi, der fornyer Berkeleys^[V]George Berkeley (1685-1753): irsk filosof og teolog. Lære, og jeg læste ham med Henrykkelse, hvor han, let tilgængelig, med Friskhed og Styrke forkyndte en ny Tids gode Budskab, som i Bogen om Frihed og i den beslægtede om repræsentativt Styre.