Kun denne eneste Dag smilte imidlertid Solen og Lykken til mig. Straks den næste følte jeg mig ilde tilpas af Smerte i det højre Ben, hvor en Aare var svulmet. Saa ukyndig var Lægen, at han erklærede Sagen for ubetydelig og gav mig en Smule Salve at gnide Benet med. Men fra Dag til Dag blev jeg mere syg, og efter faa Dages Forløb var Benet en ubevægelig Blymasse. Atter var jeg for nogle Maaneder henstrakt paa Sygelejet, og dette tog des mere paa mig, fordi man anvendte en sand Hestekur imod Ondet, en heftig Aarebetændelse. Dag ud, Dag ind blev Benet fra Fodbladet til Hoften indgnedet med Merkursalve, hvis Virkninger paa mit Almenbefindende ikke kunde udeblive.
Dog holdt jeg nu med Glans Humøret oppe. Af de Skandinaver, der i denne Tid viste mig Velvilje, mindes jeg med Taknemmelighed de danske Malere Rosenstand[I] og Mackeprang[II], der flittigt og taalmodigt besøgte mig, og min Ven, den finske Billedhugger Walter Runeberg[III], hvis Munterhed gjorde mig godt.
Andre mig fjernere staaende Skandinaver kom af og til; men de havde en mig højst ærgerlig Uvane. Det var |383| Skik dengang, at alle Breve for større Sikkerheds Skyld adresseredes til det danske Konsulat, der gjorde Tjeneste som alment skandinavisk. Hvem der nu havde i Sinde at besøge mig, tog hvad der den Dag var indløbet til mig paa Konsulatet i Lommen for at bringe mig det. De Breve, jeg skulde havt Kl. 10 om Morgenen, fik jeg da i Regelen Kl. 7 Aften. Men ofte glemte disse Herrer overhovedet Besøget eller fik ikke Tid dertil, og da hændte det, at de efter et Par Dage at have gaaet om med Brevene i Lommen, bragte dem tilbage til Konsulatet, hvorfra de da engang paa Tredjedagen sendtes mig. Da nu hele mit Liv paa Sygelejet var en stadig, pinlig Længsel efter Breve hjemmefra, saa meget mere som min Moder i al den Tid jeg laa til Sengs, paa sin Side var meget farlig syg, saa kunde jeg ikke andet end harme mig over mine Landmænds Flegma.
Jeg var jo imidlertid ikke rejst ud for at træffe Nordboer, og lærerigere for mig var derfor den eneste Italiener, som Dag ud, Dag ind sad ved min Seng, Giuseppe Saredo[IV]. Forskellen mellem hans Maade at være paa og Nordboernes var morsom at iagttage. Han kom ikke; han eksploderede. Kl. 6 om Eftermiddagen foer han ind uden at banke paa Døren, raabende paa én Gang noget Italiensk til mine Værtsfolk, noget Fransk til mig. Han talte med rivende Hurtighed, talte saa højt, at Udenforstaaende maatte tro, vi skændtes, og skiftede Plads hvert Minut, sprang op af Lænestolen og satte sig halvt i Vindueskarmen, begyndte dèr en Sætning og sluttede den siddende paa min Seng. Og hver anden, tredje Dag bragte han mig enten selv Bøger til Underholdning eller lod store Pakker bringe af et Bud.
Han var bleven Professor ved Hovedstadens Universitet uden nogensinde at have været Student eller Kandidat. Hans Familie var altfor fattig til at kunne lade ham studere. I flere Aar havde han som Yngling aldrig spist Middagsmad. |384| Hans Livsstilling, da han endelig kom i Vej, var den at være Korrektør ved et Bogtrykkeri, men han søgte desuden at skaffe sig Penge ved at skrive Melodramer for Bulevardteatrene i Turin.
Han mente at have skrevet mere end et halvhundrede saadanne. Han fortalte: Fordetmeste kom Direktøren til mig om Søndagen, naar vi havde fri, og sagde: vi maa have et frisk Drama til paa Søndag! Mandag var den første Akt færdig, Tirsdag anden osv. og hver Akt blev afleveret som den var skrevet, og Rollerne omdelte. Undertiden hændte det, at sidste Akt først blev færdig Lørdag Morgen, hvad ikke forhindrede, at Stykket blev opført Søndag Aften. – I et Nummer af Revue des deux mondes[0001] for 1857 fandt vi Saredo[V] nævnt blandt Italiens Melodramaforfattere. Dette maatte være opsnuset ad privat Vej, da han i denne Egenskab altid var anonym, eftersom han i sin naive Selvfølelse var fast besluttet paa »ikke at plette sit fremtidige Navn«.
21 Aar gammel forsøgte han at hæve sig fra denne Stilling til en Journalists, og det lykkedes; han sendte alleslags Artikler til tre Aviser. Fra sit 21. til sit 24. Aar skrev han saa i Dagblade, og han gav lystige Skildringer til Bedste af unge italienske Journalisters forfløjne Liv med Teatrenes Damer. Saa blev han forelsket i sin senere Hustru[VI] (som Romanforfatterinde kendt under Navneskjulet Ludovico de Rosa) og fra nu af saa han ikke til nogen anden Kvinde. Han nærede sit Liv igennem lige stor Beundring for sin Hustru og Taknemmelighed imod hende.
Da han havde begyndt at arbejde juridisk, anspændte han sig af yderste Evne og fik sine Professorater i de forskellige Byer ved Konkurrence uden at have gaaet den studerende Vej. »Jeg har altid havt den mest urokkelige Tillid til min Stjerne«, sagde han en Dag, »og det endog naar jeg af Sult eller Fortvivlelse følte Selvmordstanker |385| dukke op i mig. Naar jeg knækkede mit sorte Brød, tænkte jeg: Der kommer den Dag, da jeg spiser hvidt.«
Som alle Datidens Italienere afskyede og ringeagtede Saredo[VII] det moderne Frankrig. Hvad det genvundne Rom angik, saa han derpaa med sørgmodige Blikke. Her er kun Adel, Gejstlighed og Almue, sagde han, slet ingen Borgerstand, ingen Handel og ingen Industri. Latterlige Toldlove har indtil nu afspærret Kirkestaten fra Omverdenen. Og hvilket Styre! En Læge, der ikke efter det andet Besøg lod Patienten skrifte for en Præst blev afsat, ifald han var Embedsmand, og kom i ethvert Tilfælde fem Maaneder i Fængsel. En Læge, der ikke gik et vist Antal Gange om Ugen i Messe, fik Forbud mod at praktisere. Det umaadelige Antal af baandlagte Ejendomme og Stamgodser vanskeliggjorde Køb og Salg. Den ny Regering har ramt Adelen i Hjertet ved Ophævelsen af Fidei-Commisser og Majorater. Statens Inddragning af Kirkegodset giver Byerne Luft.
Saa tidt jeg siden har besøgt Italien, har jeg genset Saredo[VIII]. Hans Heltemod ved Undersøgelsen af Mislighederne i Neapel 1900-1901 gjorde hans Navn elsket og ham selv beundret i hans Fædreland. Han døde i 1902 som Italiens højeste uafsættelige Embedsmand; siden 1897 var han Statsraadets Præsident.
I endnu dybere Gæld end til Saredo[IX] kom jeg under min Sygdom til mine simple Værtsfolk, en Snedkerkone paa en fyrretyve Aar og hendes nittenaarige Søsterdatter. Maria plejede mig som en Moder, syslede Dagen igennem om mig, blot jeg kaldte; den smukke unge Filomena[X] var min eneste Øjenlyst under det lange Sygeleje. Da jeg begyndte at komme mig, lærte jeg hende til Tak at læse*
.|386| Det eneste Punkt, paa hvilket jeg ikke kunde overbevise Maria, var det om min Sygdoms Aarsager. Jeg udledede den af Kirkestatens fordærvede Drikkevand. Hun hørte vantro derpaa og bad mig blot, naar jeg nu kom mig, om at vise Forsigtighed i mit Forhold til Kvinder. Forgæves forsikrede jeg hende, at jeg siden min Ankomst til Italien ikke havde rørt en kvindelig Skabning. Hun overhørte mit Svar og begyndte blot endnu en Gang paa sine Advarsler og Bønner. Det var hende ufatteligt, at en ung Mands Sygdom kunde have anden Aarsag end daarlige Kvindebekendtskaber.
En Dag sagde Saredo[XI] til mig: »Jeg vil ikke smigre Dem, jeg har ingen Interesse deraf; men jeg vil give Dem et Raad, som De bør tænke over. Bliv her i Italien, bosæt Dem her, og De vil naa en langt højere Samfundsstilling end det er rimeligt at De kan naa i Deres eget Land. Den Art Aandsdannelse, De har, er yderst sjælden i Italien; hvad jeg uden Overdrivelse kan sige Dem er, at Deres her er saa overordentlig, at den maa kaldes en Virkekraft. Inden to Aar er De her i Italien en Magt; hjemme bliver De aldrig mer end Professor ved et Universitet. Bliv her! Villari[XII] og jeg bringer Dem over de første Vanskeligheder. Skriv Fransk eller Italiensk, hvad De vil, og da De har den hele germanske Dannelse inde, som neppe Nogen i Italien, vil De opnaa en Indflydelse, hvorom De ikke gør Dem nogen Forestilling. En Profet er aldrig agtet i sit eget Land. Vi derimod trænger til Dem. Bliv altsaa her! Se hen til Max Müller[XIII] som et Eksempel! Det er med de Enkelte som med Folkene; først naar de skifter Jordbund, naaer de deres fulde Udvikling og faar Fornemmelsen af deres egen Kraft.«
Jeg svarte: »Jeg er døv for Sligt. Jeg elsker det danske Sprog altfor højt til nogensinde at forlade det. Kun hvis min Ansættelse i Danmark møder en Modstand, der umulig|387|gør den, snører jeg min Randsel og gaar til Frankrig eller Italien; jeg er da glad ved, at Verden ikke er saaledes lukket for mig, som jeg før har troet.«
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
