Blandt de ikke mange Danske, som jævnlig saa til mig paa Hospitalet maa jeg nævne den elskværdige og fintfølende Musiker Niels Ravnkilde[I], hvem jeg allerede som Barn havde kendt. Han havde nu i en Snes Aar været bosat i Rom. Han var blid og stilfærdig, smuk af Ydre, lille af Vækst, beskeden og fordringsløs, for svag af Karakter til ikke at være Ven med Alle, dog udrustet med naturlig Værdighed. Som ganske ung Musiklærer i Kjøbenhavn havde han forelsket sig i en ung, rig Pige, havde ogsaa vundet hendes Hjerte, men var bleven sat paa Døren af den haarde, pengestolte Fader, og havde i Desperation derover forladt Danmark for at nedsætte sig i Rom. Da hans Elskede snart |381| derefter giftede sig og blev en veltilfreds Hustru og Moder, forblev han hvor han var. Det lykkedes ham at bane sig Vej. Han blev efterhaanden en yndet Musiklærer for Damerne i det romerske Aristokrati, der undertiden endog indbød ham til deres Landsteder om Sommeren. Han stod paa en god Fod med Stadens mest søgte, indfødte Maestro, der hurtigt forstod, at den beskedne Danske ikke var nogen farlig Rival. Sirlig som Ravnkilde[II] var i sin Person, var han det ogsaa i sin Kunst; der var intet storladent ved ham. Men han var et godt Hoved med naturligt Lune. Hans vanskelige Stilling som Timelærer havde lært ham Forsigtighed og Tilbageholdenhed. Han var Tjenstvilligheden selv mod tilrejsende Skandinaver og glædede sig ved, som han mente, i Rom at have lært Blomsten af de nordiske Landes gode Selskab at kende. Endog da han længst var trængt igennem, blev han boende paa den fjerde Sal i Via Ripetta, hvor han ved sin Ankomst til Rom var taget ind, opvartet af det samme Par jævne Folk. Hans Vilkaar kunde om saa blot af den Grund ikke forbedre sig, at han sendte hvad han havde tilovers til Slægtninge i Kjøbenhavn, der havde en Søn, som artede sig ilde og levede af at sætte den stakkels Ravnkildes[III] Sparepenge til. Efter at han i tredive Aar havde været alle danske Romafareres Forsyn, fik enkelte Indflydelsesrige hos Regeringen udvirket en Udmærkelse for ham. Man gav ham da end ikke den stakkels Dekoration, han en Snes Aar forinden burde have havt, men begik den Genistreg at udnævne ham til Professor, hvad han paa Italiensk selvfølgelig altid havde været, og hvad der var en meget tarveligere Benævnelse end Maestro, som han til Stadighed kaldtes.
Paa Hospitalet skrev Ravnkilde[IV] mine Breve for mig, og den Dag jeg kom ud, kørte vi sammen derfra og til den franske Restaurant for at spise en festlig Middag sammen.
|382| Derfra gik jeg til Fods op paa Monte Pincio i dejligt Solskin, glædede mig ved at se Træer paany og de søndagspyntede Mennesker og de dejlige Kvindeansigter, samt ved endelig engang igen at tale med Folk. Alt var som nyt Liv i en ny Verden. Jeg traf en god Del Skandinaver, der lykønskede mig, og en ung Lærd, Giuseppe Saredo[V], der som juridisk Professor var bleven forflyttet fra Siena til Rom og med hvem jeg hos dall’Ongaro[VI] i Florents havde havt udmærkede Samtaler. Vi aftalte at blive i Forbindelse med hinanden.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
